Jordejere og projektudviklere laver hemmelige kontrakter om, hvor vindmøller skal stå

Forestil dig, at du en dag ved morgenkaffen læser en lille notits i lokalavisen. Det er en invitation til borgermøde om et forestående vindmølleprojekt.

Notitsen er det første, du har hørt om projektet.

Men da du møder op til mødet kort efter, står det klart, at projektet allerede ligger i meget faste rammer.

Det kan blive godkendt af kommunen, uden at du og resten af dem, der ikke ejer jord, har haft noget at skulle sige.

Indsigelser kan blive sendt, ja. Men vil de blive hørt i den lange planlægningsproces?

Hvordan er det gået så hurtigt?

Fordi nogle af dine naboer har sagt ja til at udlodde deres jord til projektudviklere mod en stor gevinst.

Er det rimeligt? Er vinden ikke alles – eller måske snarere ingens – ejendom?

Og hvad betyder det for opbakningen til den grønne omstilling, når den slags aftaler bliver indgået bag om ryggen på de naboer, der får de store vindmøller i baghaven?

Et klondyke om adgang til det ’nye guld’

Som i en ny guldfeber er der opstået et klondyke omkring adgangen til jord i forbindelse med udbredelsen af vedvarende energi på land i Danmark.

Vi ved, at klimakrisen truer. Vi ved også, at der er stigende lokal modstand mod vindenergi og andre vedvarende energikilder.

Det risikerer at udsætte – eller helt forhindre – at vi kan komme i mål med Danmarks ambitiøse planer for udbygning af både land- og havvind.

Målet om at fordoble energien fra landvind i 2030 er således især i fare på grund af øget lokal modstand og bureaukratiske processer, der trækker i langdrag.

Ifølge energiselskabet ANDEL er lokal modstand grunden til, at 14 ud af 17 projektplaner ikke bliver gennemført.

Og måske er modstanden ikke så underlig, når de ikke får økonomisk gavn af projekterne og risikerer støjgener.

Manglende viden om forbindelsen mellem jord og konflikter over vind

Meget samfundsvidenskabelig forskning går ud på at undersøge årsagerne til modstand mod udviklingen af vedvarende energi i lokalbefolkningen.

Pilen peger tit på mangelfuld eller for sen borgerinddragelse. Folk føler sig ikke hørt.

Men der findes næsten ingen forskning, der har belyst den (store) rolle, som adgang til landjord betyder for udviklingen af vindenergi og solenergi.

I et lille land som Danmark, hvor der ikke er meget ubrugt jord ’til overs’, udspiller der sig en hård, men skjult konkurrence om at få adgang til jord som de første – et klondyke.

Uden adgang til jord kan en projektudvikler nemlig ikke ansøge om et projekt, når en kommune udsender sin kommuneplan for vedvarende energi.

I en ny forskningsartikel bragt i Environment and Planning C: Politics and Space har jeg sammen med kollegaer på DTU undersøgt effekten af den klondyke-agtige jagt på jord og på den utilfredshed og frustration, der kan opstå i et lokalsamfund.

Mangel på jord presser prisen op

Vi fokuserer på projektudviklerens rolle, som er stort set fraværende i den offentlige debat, og hvordan de arbejder strategisk med at få lov til at ansøge om et projekt hos kommunen.

Artiklen er baseret på interviews med projektudviklere, lodsejere, kommunale planlæggere og lokale borgere.

Disse interviews har givet unik indsigt i en underbelyst problematik om vedvarende energiteknologier: De kræver jord. Meget jord.

Denne jord er ofte ejet af private aktører (f.eks. lodsejere, landmænd). Private, som kan tjene penge på at stille deres jord til rådighed.

At jorden er knap har samtidig presset priserne op på jord-udlejningsaftalerne.

Det giver guldrandede dage til jordejerne, som ofte også får mulighed for at eje og tjene penge på en eller flere af de vindmøller, der opstilles.

Tre vigtige værktøjer giver projektudviklerne en fordel

I artiklen undersøger vi nærmere, hvordan planloven og Danmarks geografiske størrelse har skabt et ’landrush’, hvor der kæmpes om adgangen til små stykker land.

I jagten på ’guldet’ i den sorte muldt benytter projektudviklerne sig af forskellige værktøjer:

Først og fremmest spiller (1) såkaldte vindressourcekort en stor rolle, da de viser, hvor de bedste vindressourcer i Danmark findes og dermed også, hvor man kan tjene flest penge på vinden.

Andre værktøjer er de (2) kommunale landzoneplaner, der indikerer, hvor en kommune ser potentialet for udviklingen af vedvarende energi som vind.

Sidst men ikke mindst har projektudviklere brug for (3) oversigtskort over landejerskab i lokalområdet, så de ved, hvem de skal kontakte først.

Det sker ved en kombination af deres egen viden om området, offentlige data og specialistviden fra landinspektører, så de kan vurdere, hvilken jord de skal prøve at opkøbe eller leje.

Selvom en del jord i Danmark er tinglyst som privat ejendom, kan man jo godt banke på landejerens dør og tilbyde en uformel snak over en medbragt kage til kaffen.

Naboerne høres alt for sent

Projektudviklere har med disse tre instrumenter mulighed for at gøre deres hjemmearbejde grundigt, når de skal vurdere den profit, der potentielt vil være ved et specifikt vindmølleprojekt.

Vores interviews med flere projektudviklere viser, at de sidder klar lang tid før, en ny kommuneplan kommer ud. De skal være hurtigere end de andre projektudviklere.

De konkurrerer om først at få kradset en underskrift ned på en jordudlejningsaftale med lodsejere og store landmænd i området.

Dem, der ejer jord, er omvendt i stigende grad blevet bevidste om deres magtposition, og hvordan de kan presse prisen på jord op.

Det er ofte denne særlige kobling af vindens værdisætning med jordens værdisætning, der leder til den stærke lokale modstand.

Det er nemlig først, når blækket i underskriften er tørt, og når den kommunale planlægger har nikket til, at en offentlig høring om et specifikt vindmølleprojekt bliver afholdt, at folk får nys om, hvad der sker i lokalområdet.

Således bliver lokalbefolkningen ofte først alt for sent – når jordaftalerne er på plads – informeret om nye vindmølleprojekter..

Det resulterer ofte i en følelse af at være blevet ført bag lyset af både kommunen, projektudvikleren, men også af ens egne naboer.

Vores forskning peger således på, at den såkaldte ’gode proces’ for offentlige høringer ikke bliver fulgt efter ånden, selvom den måske følger reglerne.

Behov for at gennemse reglerne

Flere projektudviklere og kommunale planlæggere fortæller os, at projektudviklerne – på grund af konkurrencen med andre projektudviklere – er nødt til at lave forhandlinger med jordejere i hemmelighed, bag om ryggen på lokalbefolkningen.

Intet af det, der foregår, er ulovligt. Men det har stor betydning for vores evne til at løse klimaudfordringen. For uden lokal opbakning er der stor risiko for, at projekterne aldrig bliver gennemført.

Vores resultater har således betydning for Danmarks energiomstilling.

De viser også et behov for at gennemse planloven og de gældende regler og praksis for inddragelse af befolkningen.

Det er dog lettere sagt end gjort, da privat ejendom og retten til at udnytte ens egen kapital (læs: jorden) generelt trumfer andre forhold.

Hvem må profitere på vinden?

Kontroversen rammer ind i en større debat om retten til at eje naturressourcer, som mange snarere vil betragte som ’fælles’, som et ’commons’.

Denne grundlæggende debat om, hvem der skal have ret til at høste profit af vinden, der blæser, ses ikke kun i Danmark, men også i andre lande.

I for eksempel Skotland, Irland og Sydafrika stiller man i stigende grad grundlæggende spørgsmål til, hvem der har ret til at gøre vores – i princippet fælles – vindressourcer til en vare, der kan handles med.

Vi viser, hvordan denne fundamentale problematisering bliver sat yderligere på spidsen, når vinden som vare bliver gjort afhængig af privatejet jord, hvor jordejere kan bruge deres jord som et aktiv (’asset’), de kan lukrere på via renter.

Krydsfeltet mellem vind og jord, hvor projektudviklere, lodsejere og store landmænd har mulighed for at ’tjene på andres ulykke’, kan øge spliden i lokalsamfund, når vindmølleprojekter skal opsættes.

Det kan også øge modstanden på nationalt plan.

Brug for større samfundsdebat – for klimaets skyld

Vi vil gerne have mere vindkraft i Danmark.

Men modstanden mod projekterne viser, at der er behov for en grundlæggende debat om, hvordan vi planlægger nye projekter, og hvem der skal tjene på dem.

Det er aldrig rart at finde ud af, at aftaler er blevet lavet bagom ens ryg, men hvis det ovenikøbet er din(e) nabo(er), der har gjort det, mens du må leve med generne fra vindmøllerne, er det vejen til ekstra modvilje og modstand.

Hvis alle skal kunne se værdien, er der 1) brug for, at alle bliver hørt, og 2) at det skaber fælles værdi.

Hvis lokal modstand lykkes med at lægge de fleste projekter ned, taber både klimaet og samfundet.

Der er lang vej fra planlægning til udvikling af et projekt.

Den vej bliver kun længere, hvis vi ikke får italesat nogle af de grundlæggende problemer, der ligger i forbindelsen mellem jordens og vindens markedsgørelse.