Det var en smuk og solrig dag i maj 2015. Det var også den dag, jeg havde nået en alder af 60 år. Eller skulle jeg måske sige, at jeg havde opnået en alder af 60 år? Eller er det bedre at sige, at jeg var blevet 60 år gammel den dag? Eller simpelthen erkende, at jeg nu var 60?
Tja, jeg føler mig i hvert fald ikke mere 60 i dag, end jeg følte mig i går. Lad mig dele min personlige hemmelighed med jer: I de sidste 20 år har jeg faktisk ikke følt mig ældre end 45.
Og da jeg var teenager, opførte jeg omvendt mig nogle gange, som var jeg 45 – en moden, klog, erfaren, troværdig mand. I den alder ville jeg gerne behandles, respekteres og accepteres, som om jeg var meget ældre.
Min far plejede også, lige til sin død, at sige, at han følte sig meget yngre, end fødselsattesten fra 1909 viste. En anden nær ven på 78, som led af kræft, fortalte mig, bare et par dage før han døde, noget lignende. På en god dag følte han sig ikke meget ældre end 50, men på en dårlig dag havde han det, som om han allerede var død.
\ Tænkepauser
Suresh Rattan har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Alder’, hvor denne artikel stammer fra.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
Alder er nummer 45 i serien og udkom d. 2. januar.
Fra d 2. -9. januar kan e-bogen hentes gratis på forlagets hjemmeside.
Du kan også hente lydbogen gratis her.
Den måde, vi oplever vores alder på, er åbenbart afhængig af kroppens og sindets helbred. Men hvad betyder så alle disse tal? Er alder bare en lineær rækkefølge, som starter fra nul, når vi kommer til verden, og slutter, når vi dør?
\ Læs mere
Reproduktion er formålet med livet
Jeg er gerontolog og studerer alder og aldring. Ordet geron er græsk for olding, og logi betyder lære. Eller rettere sagt er jeg biogerontolog og forsker i de biologiske forklaringer på og mekanismer i alder og aldring.
Som forsker vil jeg gerne finde ud af, om vi begynder at ældes på et bestemt stadium af livet. Derfor spekulerer jeg over en række spørgsmål, hvis ikke hele tiden, så i hvert fald flere gange om dagen: Hvad er det overhovedet, der får os til at ældes? Bestemmer vores alder, hvor lang tid vi lever? Kan vi leve evigt?
Vi ved, at en vellykket reproduktion generation efter generation er det ’biologiske formål’ med livet. Og vi kan lide det eller lade være, men som biologiske væsener med det videnskabelige navn Homo sapiens er vores formål med at leve præcis det samme som andre biologiske væseners.
\ Læs mere
Menneskets essentielle levetid er 45 år
Uanset hvad kræver hver art en vis tid til at vokse, udvikle og reproducere sig. Varigheden af denne livsperiode kalder vi biogerontologer ’artens essentielle levetid’.
Den essentielle levetid er således den alder, som et tilstrækkeligt antal af individer af en art skal opnå for at kunne reproducere sig.
Den kan være få minutter for visse bakterier, få dage for bananfluer og 12 måneder for mus og flere år hos andre livsformer. For os, Homo sapiens, er den essentielle levetid omkring 40-45 år.
Er afslutningen af den essentielle levetid så den rette alder at dø? Darwin ville nok sige ja, og jeg er helt enig.
Hvis vi lever, ældes vi
Vi bliver ældre, fordi vores kroppe ikke kan forblive unge.
Det lyder umiddelbart meget simpelt og en lille smule intetsigende. Men det, jeg mener, er, at evolutionen gav vores krop en lang række metoder til at vedligeholde, reparere og forsvare sig selv, så den kunne leve i omkring 45 år.
Dem kalder vi biogerontologer for livets garantimekanismer.
Måske vil du så påstå, at naturen er nødt til at lade organismer bliver gamle og dø for at undgå overbefolkning. Hvis ingen af os døde, ville der være mangel på mad, vand og leveplads. Men det er et faktum, at overbefolkning aldrig har været et problem i naturen.
Næsten alle vilde dyr dør, fordi de bliver ædt af andre, af ulykker, af infektioner eller af sult og tørst. Af den grund har naturen aldrig haft brug for at udvikle specifikke metoder til at slå ihjel indefra. Det er faktisk ganske enkelt: Hvis vi lever, ældes vi.
Vores krop gør dog sit bedste for at leve så længe som muligt, den tilpasser sig hele tiden ved hjælp af tusindvis af forandringer.
Vi forandrer os nemlig hele tiden, selvom vi på overfladen fra dag til dag ser nogenlunde uændrede ud. Hvert molekyle i vores celler og hver celle i kroppen er konstant aktiv, levende og i forandring.
Denne evne til at opretholde, vedligeholde og overleve i en dynamisk interaktion kalder de fleste forskere for ’homøodynamik’.
\ Læs mere
Vi har dynamiske celler
Homøodynamik er det, som holder alle processer i kroppen i live. Når vi trækker vejret, indoptager frokosten, danner energi, reparerer skader, bekæmpe infektioner, vokser og alt, hvad vi ellers gør, er det dynamisk.
Celler samarbejder og påvirker hinanden gennem kemiske stoffer. De bestemmer hinandens liv og helbred, og de får kroppen til at leve og overleve. Alt liv er i bevægelse og dynamisk.
Men så render vi selvfølgelig ind i et paradoks. De processer, som skaber liv, slår også til sidst livet ihjel.
For den livsnødvendige ilt, sol og ernæring truer livet. Ilten i den luft, jeg indånder, danner hurtigtreagerende kemiske stoffer, de såkaldte frie radikaler, i cellerne. Sukkerstofferne i min mad omdannes til glukose. Det bruges til at producere energi, men ubrugt glukose ødelægger andre molekyler som proteiner i celler.
Heldigvis bliver mine celler konstant beskyttet af tusindvis af komplekse reparationsprocesser. De bruger faktisk mere end halvdelen af min krops totale energi og udgør min overlevelsesevne.
Den gode nyhed er, at disse homøodynamiske processer bliver bedre. Efterhånden som et barn vokser og udvikler sig, bliver dets homøodynamiske rum også større.
Homøodynamikken sikrer, at det lille barn overlever og vokser gennem de forskellige alderstrin – fra baby til barn, fra teenager til ung og til fuldvoksen og ikke mere. Intet af det, der sker, efter vi har nået den essentielle levealder, gør kroppen stærkere og bedre.
Vi forestiller os sjældent som gamle
Alle kan se, at jeg er gammel, men alligevel føler jeg mig ikke gammel indeni. Det gør jeg ikke, fordi evolutionen slet ikke har forberedt mig på at forestille mig selv som gammel.
Når vi er under tredive, leger vi nogle gange med tanken om, hvordan det må være at være ældre og en lille smule klogere. Ikke sådan rigtig gamle, selvfølgelig, bare gamle nok til at have opnået magt, status og respekt i samfundet. Gammel nok til at blive taget alvorligt.
Men når vores kroppe for alvor begynder at blive gamle, vil vi ikke acceptere de barske realiteter. Først runder vi ned, når vi taler om vores alder.
Vi omtaler os selv som i begyndelsen af fyrrerne, halvtredserne eller tresserne, selv når vi er 47, 57 eller 67. Og så prøver vi sådan lidt for sjov at vende tallene i vores alder: 62 bliver til 26, 72 bliver til 27 og så videre. Aldrig omvendt.
Vi har et ungdommeligt sind
Lige meget hvor gamle vi er, er det sjældent, at vi i vores sind kan mærke, at vi er gamle. Vi ønsker at forblive modne, aktive og energiske. Vi forestiller os ikke at være som 16-årige igen. Vi forestiller os, at vi er cirka 45, dvs. omkring den essentielle levealder.
Det bekræfter adskillige undersøgelser, hvor forskere har spurgt ældre mennesker, hvor gamle de følte sig. Forskerne spurgte både beboere på plejehjem og ældre, som boede hjemme, enten alene, med deres partner eller hos deres familie. Resultaterne er de samme.
De fleste af os føler os aldrig ældre end halvtreds, selv når vi er 90 år eller ældre. Selv en alvorlig sygdom får os sjældent til at føle os gamle.
Vores personlige syn på alder kan også variere meget alt afhængigt af om jeg taler om mig selv eller om min jævnaldrende kollega, som ser ud til at være ti år ældre end mig.
Utallige interviews med beboere på plejehjem har bekræftet netop denne tendens: De fleste 85-årige mænd og kvinder opfattede ikke sig selv som særlig gamle, men udpegede andre 85-årige som rigtig gamle.
\ Læs mere
Kroppens aldring standser sindets aldring
Vores sind fortsætter åbenbart med at vokse igennem livet, endda selvom vores hjerne bliver langsommere til at se, reagere på og huske nye oplysninger. Vi fortsætter alligevel med at udvikle os i sindet og fantasien.
Vi føler, at vi bliver klogere. Vi behøver ikke længere at konkurrere på alle mulige parametre for at opnå berømmelse, rigdom og sex. Vi ønsker bare at opretholde vores fysiske og mentale uafhængighed.
Ja, vi føler os næsten befriet med alderen. Med andre ord står vi over for endnu et af livets paradokser: Når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen i sindet.
Alderen gør os klogere
Hjernen er et særligt interessant organ for sådan en aldersfikseret forsker som mig. For den aldrende hjerne virker noget anderledes end den unge.
Den aldrende hjerne bliver rigtignok langsommere til at opdage og modtage nye informationer. Men den er hurtigere til at bearbejde, omdanne og bruge denne nye information end den unge hjerne. Og kan altså bedre og hurtigere forvandle information til viden.
Den kan bruge sin lange erfaring til at se mønstre meget hurtigere. De intuitive følelser er hurtigere og mere troværdige. Vi kan bedre mærke medfølelse og empati, vi bliver mere tolerante og troværdige. Vi bliver klogere.
Man kan måske sige: at være gammel er at være vis.
