For en ud af fem personer har det været mere belastende at miste et kæledyr end at miste et nærtstående menneske.
Ny forskning viser, at 21 procent personer, der har oplevet begge former for sorg, fandt kæledyrets død sværere at bære.
Resultaterne udfordrer den måde, samfundet ser på tabet af et kæledyr.
Det bliver ofte affærdiget som 'miskendt sorg'; en slags sorg, som ikke bliver mødt socialt med samme forståelse eller legitimitet som andre former for tab.
For langt de fleste kæledyrsejere er deres dyr som et familiemedlem.
En spørgeundersøgelse fra 2025, udført af dyrevelfærdsorganisationen RSPCA, viser, at 99 procent betragter deres kæledyr som en del af familien og ikke bare 'et dyr'.
På Instagram alene findes der 3,4 millioner opslag under hashtagget #dogsarefamily.
Oplever intense og vedvarende sorgsymptomer
Den nye spørgeundersøgelse med 975 voksne briter afslører noget bemærkelsesværdigt:
Omkring 7,5 procent, der havde mistet et kæledyr, opfyldte de kliniske kriterier for 'forlænget sorglidelse' på niveau med mange tilfælde af sorg efter tab af mennesker.
Sorg indebærer typisk en række følelser såsom vrede, benægtelse, lettelse, skyld og tristhed.
Forlænget sorglidelse er dog mere alvorlig.
Den amerikanske diagnosemanual for psykiske lidelser DSM‑5 definerer forlænget sorglidelse som »intense og vedvarende sorgsymptomer, der ikke blot er belastende i sig selv, men også hæmmer personens evne til at fungere«, og som varer 12 måneder eller mere efter et tab.
I dag kan diagnosen kun stilles i forbindelse med dødsfald af mennesker, men forskningen, ledet af Philip Hyland fra Maynooth University i Irland, fandt ingen målbare forskelle i, hvordan symptomerne på forlænget sorglidelse viser sig; uanset om tabet drejer sig om et menneske eller et kæledyr.
Diagnostiske kriterier overser måske noget vigtigt
Tab af kæledyr udgjorde faktisk 8,1 procent af alle tilfælde af forlænget sorglidelse i studiet, en højere andel end mange typer menneskelige tab.
Personer, der havde mistet et kæledyr, var 27 procent mere tilbøjelige til at udvikle symptomer på forlænget sorglidelse end dem, der ikke havde.
Det tal ligger mellem risikoen for efterreaktioner efter tab af en forælder (31 procent) og tab af en søskende (21 procent). Det er også højere end risikoen for sorgreaktioner efter en nær ven eller et andet familiemedlem.
Resultaterne tyder på, at de diagnostiske kriterier måske overser noget vigtigt.
Det afgørende er ikke nødvendigvis, hvem man har mistet, men forholdets kvalitet og betydning.
En af de største risikofaktorer for forlænget sorglidelse er mangel på social støtte efter et tab. Når mennesker sørger over et kæledyr, oplever de ofte denne svære periode uden tilstrækkelig forståelse fra omgivelserne, hvilket kan bidrage til, at lidelsen udvikler sig.
Mange deltagere gav udtryk for skam og forlegenhed ved at dele deres følelser. Det kan føre til isolation og gøre det sværere at bearbejde tabet.
Mangel på anerkendelse og støtte
Når tab af kæledyr ikke indgår i de diagnostiske kriterier, kan kæledyrsejerne have svært ved at få støtte eller særlige hensyn på arbejdspladsen i denne svære tid. Manglen på anerkendelse kan forstærke en i forvejen smertefuld oplevelse.
Et kæledyrs død rummer også helt særlige udfordringer. Ejeren kan være involveret i beslutningen om at aflive dyret, hvilket ikke sker ved tab af mennesker.
En del finder trøst i at føle, at de har støttet deres dyr til det sidste. For andre er det traumatiserende , især hvis de har følt sig holdt uden for dyrlægens beslutning, eller hvis de er bange for, at de handlede for tidligt. Traumatiske omstændigheder er en anden risikofaktor for forlænget sorglidelse.
Selvom studiet antyder, at DSM‑V’s kriterier måske bør opdateres, findes der allerede hjælp til mennesker, der sørger over et kæledyr. RSPCA tilbyder et 'værktøjssæt' til at håndtere sorg efter kæledyrs tab.
Der findes også specialiserede rådgivere, som arbejder med sorg efter kæledyrs død. Støtte fra professionelle, der forstår båndet mellem mennesker og deres dyr, kan hjælpe med at reducere risikoen for forlænget sorglidelse og give den forståelse og medfølelse, som er så nødvendig i en smertefuld tid.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
