Flagermus er effektive dræbere, fordi de jager med tunnelsyn

Flagermus kan på under et sekund finde og fange et intetanende flyvende insekt i komplet mørke. Men hvordan gør de det så hurtigt og effektivt?

Det har vi undersøgt ved at sætte miniature-computere på ryggen af vilde flagermus, hvorved vi har oplevet deres verden gennem deres skrig, ekkoer og bevægelser.

Flagermus og tandhvaler er de eneste dyr i verden, som selv producerer lyde for at finde deres bytte. For hver lydstråle, dyrene udsender, kommer der ekkoer tilbage fra deres omgivelser og fra deres byttedyr.

De lokaliserer deres bytte via ekkoerne, og det kalder vi – ligesom hos tandhvalerne – ekkolokalisering. Ved at kalde højt kan dyrene 'se' langt i nattemørket, fordi lydstrålerne bliver store.

Omvendt bliver lydstrålerne små, når dyrene kalder svagt. Lydstrålerne fungerer derfor ligesom lygterne på en bil, som lyser vejen op i mørke.

Vi har aldrig før haft adgang til at optage de ekkoer, som flagermus får tilbage fra deres byttedyr. Det svarer til at filme alt det, som lygterne på en bil lyser op – direkte fra førersædet.

På jagt med flagermusen i det fri

For første gang har vi nu optaget lydene, som flagermus udsender og modtager, når de jager i det fri. Det har vi gjort ved at optage direkte fra dyrenes ryg med en tre gram let minicomputer med indbygget mikrofon.

Du kan lytte til flagermusen nedenfor.

Ved at analysere lydene kan vi finde ud af, hvordan flagermus bruger deres sanser til at finde og fange byttedyr, og vi har netop udgivet vores resultater i et nyt studie.

Men hvordan får man placeret sådan en computer på ryggen af en flagermus – og måske vigtigst, hvordan får man computeren tilbage igen?

For at gøre det har vi tilbragt de sidste somre i grotter i det nordøstlige Bulgarien, hvor nogle af de største flagermus i Europa lever.

Her har vi påsæt computere og en radiotransmitter på ryggen af en række flagermus, sluppet dem fri og ventet på, at de forhåbentligt kom tilbage igen, så vi kunne fange dem med et net.

Det er ikke en helt nem proces, præcis hvor svært det er at fange flagermus, kan du læse mere om i boksen under artiklen.

Af dem, vi fangede igen, var 10 af så god kvalitet, at vi kunne bruge lyden i vores studie.

Vi kunne derefter rekonstruere jagten hos flagermus ved at oversætte deres lyde og bevægelser optaget fra ryggen til billeder og ved at sammenligne med laboratorieforsøg.

Råberi og hvisken er nøglen til succes

Det viser sig, at flagermus skriger højt for at skabe store lydstråler, som de kan bruge til at finde byttedyr i. I løbet af én nat gennemsøger de et rumfang, som svarer til otte olympiske svømmebassiner.

Det giver dem chancen for at støde ind i rigtig mange byttedyr. Når de efterfølgende skal indhente insekterne, sørger de for at kalde så svagt, at de næsten hvisker.

De kan derfor kun 'se' et rumfang, som svarer til 20 liter mælk. Det virker umiddelbart ikke som nogen god strategi.

Men faktisk betyder det, at flagermus kortvarigt holder alle unødvendige ekkoer ude og kun bruger deres opmærksomhed på det, der er vigtigt – ekkoer fra deres mad.

Det er altså en ekstrem udgave af et tunnelsyn!

Vores studie viser derfor, at flagermus ved at balancere råberi med hvisken har udviklet en utrolig effektiv jagtstrategi.

Vi mener, at den strategi har gjort det muligt for flagermus at udnytte mange forskellige nicher til at lede efter insekter, og at det er én af grundene til, at de er blevet så alsidige og træfsikre jægere.

Flagermus går mørk tid i møde

I takt med at byer og trafiknetværk udbygges over hele verden, bliver naturområder og dyreliv påvirket. Eftersom flagermus jager i mørke med lyd er de specielt udsatte for menneskelig støj- og lysforurening.

På trods af at flagermus lever over hele verden og udgør omtrent en fjerdedel af alle pattedyrsarter, er de under stor trussel fra menneskelig støjforurening og ødelæggelse af deres levesteder.

Vi håber derfor, at yderligere studier kan undersøge, om flagermus på trods af deres effektive jagtstrategi er alsidige nok til at tilpasse sig de ændringer, som mennesker foretager i deres naturlige omgivelser.

Dette studie er støttet af et Carlsberg Semper Ardens legat til Professor Peter Teglberg Madsen.