Arkæolog: Vikingetiden burde hedde stålalderen

Stenalder, bronzealder og jernalder… De fleste kender metoden til at inddele oldtidens kulturudvikling fra det enkle til det mere komplicerede.

Det var danskeren Christian Jürgensen Thomsen, der tilbage i begyndelsen af 1800-tallet udviklede treperiodesystemet og skabte orden i det kaos, der på det tidspunkt herskede i Nordens førkristne kronologi.

Og det var en af hans elever, J. J. A. Worsaae, der et halvt århundrede senere placerede vikingetiden mellem jernalderen og middelalderen.

Vikingetiden var dog ikke et metodisk arbejdsredskab, men en tid mellem aldre – en politisk manifestation efter nederlaget i 1864.

Danskerne skulle kunne varme sig ved tanken om en tidligere nordisk storhedstid. Og det gør vi stadig.

LÆS OGSÅ: Forskere: Nyt navn til vikingetiden er meningsløst

Vikingetiden driller arkæologerne

Vi hylder stadig vikinger med vikingemarkeder, -spil og -festivaler, og vikingerne udgør en økonomisk ganske attraktiv bid af turistindustrien.

Måske tiltaler vikingetiden netop det moderne menneske, fordi den opfattes som en tid, hvori et genkendeligt Danmark skabes med grænser, skriftsprog, byer, møntøkonomi og kristning.

Så når man som arkæolog beskæftiger sig med vikingetiden, er man forudindtaget på en helt anden måde, end hvis det var en af de tre forudgående aldre, der var genstand for arbejdet. Det er, som om selve ordet vikingetid er i vejen.

På det overordnede plan synes alle danskere at vide, hvad en viking og vikingetid er, men på et akademisk grundlag er det vanskeligt at trænge dybere ned i perioden, og arkæologer har ofte svært ved at besvare selv relativt simple spørgsmål om vikingetiden.

Plyndring, erobring og kolonisering

Mens en historiker uden tøven vil sige, at vikingetiden indledtes med plyndringen af klosteret på Lindisfarne i 793 og afsluttedes med slaget ved Stamford Bridge i 1066, vil arkæologen spørge, hvordan kulturudviklingen i Danmark kan defineres af begivenheder på den britiske øgruppe, og om aktiviteterne uden for Skandinavien havde betydning for den kulturhistoriske udvikling inden for Skandinavien.

Alle er selvfølgelig enige om, at plyndringer, erobringstogter og koloniseringer havde betydning for de mennesker, der deltog aktivt, og for den magtelite, der organiserede og profiterede af dem.

Men havde vikingetogterne betydning for befolkningen som helhed? For den ganske almindelige bonde, hvis jordiske rester vi udgraver på en af periodens store gravpladser?

Eller mere præcist: adskilte plyndringerne i 800-, 900- og begyndelsen af 1000-tallet sig fra plyndringer i andre perioder, eller var de blot en fortsættelse af tidligere perioders praksis med bedre teknologiske midler?

LÆS OGSÅ: Hvilke vikinger var mest barske: Danske eller norske?

Vikinger – de plyndrende krigere

Worsaae dannede begrebet vikingetid fra substantivet viking, som kan være afledt af flere forskellige ord:

• Måske er ordet afledt af det latinske vicus, der anvendtes om de handelscentre, der blomstrede i 700-tallet, som vikingerne med forkærlighed overfaldt.
• Et andet forslag er en afledning af ordet vik, en vig, måske fordi man mente, at vikingeskibene lå på lur i vige, eller fordi vikinger løb deres skibe op på land i vige.
• En tredje, og slet ikke sidste, mulighed er det oldnordiske vigja, der betyder at dræbe eller slå ihjel og som i datidsform blandt andet kendes fra folkevisen om Niels Ebbesen, der vog den kullede greve.

Uanset hvilken mulighed, der er den korrekte, har vikingetidens skandinaver næppe selv kaldt sig for vikinger, og heller ikke i de samtidige skriftlige kilder anvendtes ordet specifikt om skandinaver, men generelt om plyndrende krigere – uanset herkomst.

Vikingerne var etnisk forskellige

Og her er vi ved et af arkæologiens helt grundlæggende problemer med begrebet vikingetid, nemlig at det – modsat begreberne stenalder, bronzealder og jernalder – implicit refererer til Skandinavien som et etnisk og kulturelt homogent samfund.

Forskningen viser derimod netop, at det var befolket af mennesker, der i høj grad var forskellige i deres etniske og kulturelle baggrund.

De unge mænd, der blev gravlagt på gravpladsen ved Trelleborg, var opvokset mange forskellige steder i Europa, og i en samtidig og ganske almindelig landsby på Fyn var seks ud af 37 gravlagte opvokset uden for det nuværende Skandinaviens grænser.

LÆS OGSÅ: Norden har altid været multikulturel

Hvornår begyndte vikingetiden egentlig?

Et andet problem er, at den materielle kultur ikke afspejler et brud mellem jernalder og vikingetid.

Huse, gårde og landsbyer ændrede sig kontinuerligt, ligesom der stadig anvendtes både jordfæstegrave og brandgrave.

Også smykker, våben og redskaber ændrede sig, men helt uden de store brud eller overgange, der kunne berettige til et kronologisk skel.

Vi har som arkæologer simpelthen svært ved at se, hvornår vikingetiden begynder.

Stålalderen erstatter jernalderen

Måske ville det være en hjælp, hvis man så at sige viskede tavlen ren med en ny og mere operativ betegnelse og definerede perioden ud fra det hjemlige arkæologiske materiale.

Et forslag kunne være at gå tilbage til Thomsens definition af jernalderen eller måske indføre en 'sejlalder' i respekt for den nyskabelse, der ikke kun drev plyndringer, men også var den primære forudsætning for handel og mobilitet.

Men jernalderen er lang og kompleks – og sejlene ikke er bevarede.

'Stålalder' er derimod et godt forslag, for det signalerer på én gang samhørighed med jernalderen og samtidig noget nyt og teknologisk innovativt.

Myremalm revolutionerede våbenindustrien

Fra begyndelsen af jernalderen omkring år 500 f.v.t. til langt op i middelalderen blev jern i Danmark fremstillet af myremalm. Rent kemisk var jernet forholdsvist rent og kunne kun indeholde fosfor og kulstof. Myremalmsjern var fast, fra det blev gravet op som malm, til det lå på smedens ambolt: redskaber og våben blev fremstillet ved at svejse jernstykke til jernstykke.

Derfor kan man stadig gå ind og analysere det enkelte stykke i en genstand af jern og måle, hvor højt kulstofindholdet er.

Og i slutningen af 700-tallet, hvor smedene havde mere end tusind års erfaring med myremalmsjern, skete det. I hele det nuværende Danmark begyndte man systematisk at anvende jern med omkring 0,8 procent kulstof.

Det var et materiale, der kunne hærdes til en hårdhed svarende til moderne værktøjsstål, og det må have medført en enorm forbedring af effektiviteten på såvel redskaber som våben.

Stålet anvendtes blandt andet i de nye tveæggede sværd og i knivene, der konsekvent blev smedet af tre lag, et lag stål med et lag jern på hver side. En optimal klinge, der kunne slides og slibes i det uendelige og en konstruktion, som stadig anvendes i nogle moderne knive.

Der må være blevet smedet tusindvis af sådanne knive i de år, og teknologien var ikke begrænset til de store pladser som Hedeby, Ribe og Birka. Nej, i selv den mindste flække havde bønderne en kniv med stål i bæltet. Men med 1100-tallet var det slut, nu sparede smedene på stålet, der kun lå som en smal kant i æggen.

Måske var stålet reserveret andre opgaver eller bestemte smedjer – i alle tilfælde skete der en stor ændring i den almindelige bondes brug af stål.

LÆS OGSÅ: Arkæolog opdager ny vikingekampstil under sværdkamp

Stålmaterialet bør navngive perioden

Thomsens idé med at karakterisere perioder ud fra de materialer, der anvendtes og introduceredes, er et rummeligt og funktionelt arbejdsredskab.

Og en stålalder placeret mellem jernalder og middelalder ville gøre det muligt at studerede perioden uden at være forudindtaget og med udgangspunkt i det arkæologiske materiale fra Skandinavien.

Helt på samme måde som stenalderen, bronzealderen og jernalderen.

LÆS OGSÅ: Jorden har bevæget sig ind i en ny tidsalder - menneskets