Hvorfor stinker tis, når man har spist asparges?

Har du nogensinde prøvet at give den gas på dansegulvet efter at have spist et fed hvidløg eller to for meget til aftensmad? I så fald har du måske bemærket, at folk vifter sig for næsen, når du nærmer dig.

Det skyldes, at dunsten af hvidløg især udskilles gennem sved og udåndningsluft.

Men der er også andre madvarer, som påvirker din krop i en ildelugtende retning, for eksempel aspargesen. For selvom den har et uskyldigt ydre, kan den vække stor opstandelse:

»Nu hvor tiden for at spise asparges er i fuld gang, undrer det mig igen-igen, hvordan det kan være, at hvis man skal på toilettet for at tisse, så hørmer hele rummet af asparges, selvom der blot er gået en halv time, efter man har spist dem.«

Sådan lyder det i en mail fra vores læser René Rose til Videnskab.dk's brevkasse, Spørg Videnskaben.

»Hvad er det for et 'stof' i asparges, som er så kraftigt, at det kan suse gennem systemet så hurtigt med den effekt?« fortsætter René Rose.

Bent Esbensen, der er en anden af Videnskab.dk’s nysgerrige læsere, undrer sig over, at aspargeslugten kommer ud gennem urinen, mens hvidløg kommer ud af andre kanaler såsom gennem munden.

Asparges lugter af svovl

Spørg Videnskaben sender spørgsmålene videre til Karsten Olsen, der er lektor i fødevarekemi ved Institut for Fødevidenskab ved Københavns Universitet.

»Asparges indeholder asparagus-syre, der er en svovlholdig organisk syreforbindelse. Når asparagus-syren bliver nedbrudt, udskilles derfor svovlholdige forbindelser. Det er dem, der får urinen til at lugte,« fortæller han.

Svovlforbindelser hørmer i en række forskellige sammenhænge – blandt andet hos stinkdyr og i prutter, dårlig ånde, hvidløg samt stinkbomber.

Karsten Olsen forklarer, at selvom det er svovlforbindelser, som får alle de forskellige lugte til at hørme, er der stor forskel på, hvordan hver enkelt svovlforbindelse binder sig til vores krop. Asparagussyre er meget vandopløselig – derfor binder den sig til vores urin.

Hvidløg indeholder derimod enzymer, som frigives, når man presser det. Enzymerne påvirker svovlforbindelserne, så de absorberes i blodbanen. Det er grunden til, at stanken når ud i vores sved såvel som til lungerne (og dermed vores udåndningsluft).

Din urin stinker allerede femten minutter efter

Som den nysgerrige spørger bemærker i mailen, er det ikke kun selve aspargeslugten, der vækker opsigt. Det virker også vildt, at lugten fra asparges sætter sig igennem i vores urin med lynets hast.

Det skyldes ifølge Karsten Olsen, at svovlforbindelserne fra asparagussyren er meget lette at nedbryde. Det kan faktisk gå endnu hurtigere end en halv time – der kan gå helt ned til et kvarter fra du har spist asparges, til din urin begynder at hørme.

Friske asparges er særligt slemme til at sætte sig i urinen. Karsten Olsen fortæller, at især de hvide asparges indeholder meget asparagussyre, fordi de vokser i længere tid end grønne asparges - men der er lidt hjælp at hente, hvis du gerne vil lugten til livs.

»Man kan aldrig helt fjerne de svovlholdige forbindelser, men jo længere tid man forarbejder aspargesen, desto mindre vil den lugte. Man kan eksempelvis koge aspargesen og dermed ødelægge svovlforbindelserne.«

Langt fra alle oplever hørmen

Der er ikke noget galt med dig, hvis du hele vejen gennem artiklen har undret dig over, at du aldrig har oplevet hørmen efter aspargesen. Noget af det mest pudsige ved asparges er nemlig, at det kun er omtrent halvdelen af os, der studser over den pludselige hørm på toilettet.

Der er dem, der kan lugte svovlforbindelserne fra aspargesen – både fra deres egen og andres urin. Og så er der dem, der slet ikke kan lugte, hvordan aspargeslugten overtager toilettet, hverken fra deres egen eller andres urin.

Indtil for nogle år siden mente videnskaben, at nogle er genetisk disponeret for at udskille de svovlholdige forbindelser fra aspargesen, men så blev forskerne klogere.

Alle udskiller svovl fra asparges - men ikke alle har næsen

»For ca. 10 år siden blev der publiceret en artikel, der viste, at alle mennesker udskiller de svovlholdige forbindelser,« siger Karsten Olsen.

Men hvad forklarer så, at ikke alle oplever hørmen?

Forskerne løste det mystiske spørgsmål ved at DNA- og urinteste en række forsøgspersoner. Bagefter lavede forskerne en blindtest, hvor de lod forsøgspersonerne lugte til deres egne såvel som andres urinprøver.

Konklusionen lød, at når kun hver anden person oplever lugten af asparges i urin, hænger det sammen med forskelle i vores lugtesans. Alle, der har spist asparges, udskiller ildelugtende svovlforbindelser gennem deres urin, men det er kun halvdelen, der er genetisk udrustede til at kunne lugte det.

Det ville måske være rart at vide, om de andre gæster på den anden side af toiletdøren er nogen, der kan lugte dig, mens du urinerer, men ifølge Karsten Olsen er det næsten umuligt at regne ud, hvem der kan lugte asparges-urin. Den genetiske forskel hænger hverken sammen med køn eller race, men er fuldstændig tilfældig.

Således oplyste kan halvdelen af os roligt spise os mætte i masser af asparges, for det er alligevel kun de andre, der lider. Resten skal måske tage den mere med ro.

Spørg Videnskaben er taknemmelig for, at læserne har næse for gode spørgsmål. Derfor sender vi dem straks en Videnskab.dk-t-shirt med posten.

Går du selv og undrer dig over noget, så send endelig dit spørgsmål ind til os på sv@videnskab.dk.