Enorm eksplosion kan ændre NASA's måneplaner

En enorm eksplosion på rampe 36A på Cape Canaveral kan få meget store konsekvenser, ikke bare for måneprojektet Artemis, men også for andre store projekter.

Eksplosionen skete fredag under en rutinemæssig afprøvning af raketten, før den skulle opsendes.

Den raket, der eksploderede, var New Glenn – en meget stor raket med en startvægt på over 1.800 ton. Den er bygget af firmaet Blue Origin, der ejes af Jeff Bezos, som også har grundlagt det store internetfirma Amazon.

Som en del af forberedelserne til opsendelsen tændte man de store raketmotorer i første trin, mens raketten stod på rampen. Det burde være rutine, men lige pludselig eksploderede raketten i en enorm ildkugle.

Blue Origin's New Glenn just blew up at LC-36 while attempting to Static Fire ahead of NG-4.https://t.co/tANS0dWyIH pic.twitter.com/PztxFoBqIw

— NSF - NASASpaceflight.com (@NASASpaceflight) May 29, 2026

Det var ikke engang det værste. Da raketten stod på rampen, kom eksplosionen til at ødelægge rampen så meget, at det sandsynligvis vil tage mere end et år at reparere den – og i modsætning til SpaceX har Blue Origin lige nu kun en rampe, hvorfra de kan opsende raketter.

De er begyndt at klargøre naborampen 36B, men det vil også vare mere end et år, før den er klar. Disse ramper stammer helt tilbage fra Apollo-tiden.

Betydningen for Artemis

Det, vi hører mest om, er betydningen for Artemis-projektet. Hvis man ser begrundelsen for Artemis som en konkurrence med Kina, så er det nærliggende at tænke tilbage til månekapløbet i 1969.

Bare tre uger før opsendelsen af Apollo 11, eksploderede den russiske måneraket N-1 på rampen i en gigantisk eksplosion, og dermed var månekapløbet i virkeligheden afgjort.

Om eksplosionen af New Glenn får den samme konsekvens, er for tidligt at sige, men den øger i hvert fald Kinas mulighed for at sende mennesker til Månen før amerikanerne.

Bare tre dage før eksplosionen udtalte en talsmand for det kinesiske rumagentur nemlig:

»Vi vil ikke spare på noget i bestræbelserne på at indfri målet om den første kinesiske månelanding inden 2030.«

Den udtalelse kom i forbindelse med opsendelsen af tre nye taikonauter til den kinesiske rumstation.

Både Kina og USA har blikket rettet mod Månen, og NASA har allerede planer for at bygge en base deroppe. I disse planer spiller både New Glenn-raketten og landingsfartøjet Blue Moon en meget stor rolle.

For før man kan planlægge en base, skal man have fundet det helt rigtige sted at anbringe basen, og det er jo lige en opgave for rumsonder, som kan bevæge sig fra sted til sted.

Efter de oprindelige planer skulle New Glenn have landsat en ubemandet udgave af Blue Moon ved navn ’Endurance’ på randen af Shackleton-krateret nær månens sydpol. Endurance skulle have medført to sonder bygget af NASA til at udforske omgivelserne. Det bliver helt klart ikke til noget i 2026 og måske heller ikke i 2027.

Blue Moon skulle også landsætte to rovere i 2028, og desuden var det meningen, at Blue Moon skulle sendes ud i rummet i 2027 for at blive koblet sammen med NASA’s Orion-rumskib som en forberedelse til en bemandet landing.

Alle disse planer må nu ændres, og det er ikke let. For de rumsonder og rovere, NASA gerne vil have til Månen, er store og tunge, og der findes ikke mange landingsfartøjer, som kan landsætte flere ton på Månen.

Blue Moon kan, men ellers er man henvist til at bruge raketter fra Blue Origins store konkurrent SpaceX, der råder over Falcon Heavy og er i gang med at teste Starship.

NASA som 'Kongelig Hofleverandør'

Det er jo ikke længe siden, at der var noget, som hed ’Kongelig Hofleverandør’. Kong Frederik har afskaffet systemet, men der var ingen tvivl om, at det at kunne kalde sig Kongelig Hofleverandør var noget meget eftertragtet for et firma.

NASA’s budgetter er ikke store, og kontrakter fra NASA er slet ikke nok til at skabe den indtjening, som Blue Origin og SpaceX er afhængige af. Men det betyder ikke, at kontrakter med NASA er uden interesse, for det er i rumfarten lige så fint at være leverandør til NASA, som det i gamle dage var at kunne kalde sig for Kongelig Hofleverandør.

Desuden giver arbejdet for NASA gode kontakter til regeringen og gør det også lettere at sikre sig andre opgaver end Artemis. Man har helt sikkert kig på ’Space Force’, der tager sig af den militære rumfart – og som i øvrigt netop har givet SpaceX en stor kontrakt.

Så arbejde for NASA er højt prioriteret, men både Elon Musk og Jeff Bezos er nødt til at tænke kommercielt. Hvis det skal kunne betale sig at bygge og udvikle store raketter som New Glenn og Starship, skal der være et marked med mange opsendelser – langt flere end de ret få opsendelser, NASA har råd til.

Dette marked er nu i fuld gang med at udvikle sig, og nøgleordet er megakonstellationer, hvor tusinder af satellitter samarbejder ude i rummet. De fleste har nok hørt om SpaceX’s satellitinternet Starlink, og Blue Origin er ved at opbygge et tilsvarende system kaldet Amazon Leo.

Det er værd at bemærke, at den opsendelse, som New Glenn skulle have gennemført, netop var en opsendelse af 48 satellitter til denne konstellation.

Tilsvarende medførte Starship på sin seneste prøveflyvning 22. maj en tilsvarende last, nemlig 22 modeller af Starlink. Skal man opbygge en megakonstellation, er den eneste måde at opsende et stort antal satellitter ad gangen med en meget stor raket, og det er netop det marked, som gør det rentabelt at bygge og udvikle store raketter som New Glenn og Starship.

Artemis alene ville aldrig være nok til, at private firmaer vil begynde på så store og kostbare projekter, så Artemis bygger på en måde på, at megakonstellationer giver det økonomiske grundlag for at bygge store raketter.

For at opbygge en megakonstellation skal man have tilladelse fra US Federal Communications Commission (FCC). Blue Origin har fået tilladelse til at opsende 3.236 satellitter, men der er et problem: Tilladelsen kræver, at halvdelen af disse satellitter skal være opsendt inden 30. juli i år – og det bliver simpelthen ikke muligt efter eksplosionen.

SpaceX er leveringsdygtige til næsten alt, fordi deres Falcon 9-raket er både billig, da første trin kan genbruges, og pålidelig. Men om der kan skabes en aftale om at få opsendt Leo-satellitter med konkurrentens raket, er nok tvivlsomt. Man har vel sin stolthed, så mon ikke Jeff Bezos vælger at genforhandle aftalen med FCC.

Men sandheden er, at kommercielt set er det megakonstellationerne, der er fremtiden, og vi har måske kun lige set begyndelsen.

Næste skridt er at anbringe datacentre til kunstig intelligens ude i rummet. Det kan blive et marked større end Starlink og tilsvarende satellitter, og konkurrencen om at komme ind på dette marked vil blive helt afgørende for den kommercielle rumfarts fremtid.

Tilbage til Artemis

NASA står over for en ganske vanskelig afgørelse, nemlig hvad man skal stille op med Artemis 3, som skulle kobles sammen med både Blue Moon og Starship. Planen var, at Artemis 3 skulle gøre det muligt for NASA at vælge, hvilket landingsfartøj man ville bruge til den første landing med mennesker.

Det valg har NASA nok ikke længere, da det nok vil være omsonst at vente på Blue Moon. Det mest sandsynlige vil være at satse alene på en sammenkobling med Starship.

Gør man det, vil Starship nok blive det landingsfartøj, NASA vælger, men det er heller ikke uden problemer, for hvis Starship skal kunne lande på Månen, skal rumskibet tankes op ude i rummet. Det er stadig en ukendt teknik, og den kan meget let give nogle betydelige forsinkelser.

Hertil kommer et helt andet problem, nemlig at den store Starship-raket har fået flyveforbud.

Det skyldes, at det første trin ikke kom helt planmæssigt ned igen under den seneste prøveflyvning, fordi de 33 motorer i første trin ikke var i stand til at styre nedstigningen. Den ukontrollerede nedtur anses for at skabe en unødig risiko, så SpaceX er kommet på overarbejde med at finde en løsning, så man hurtigt kan genoptage prøveflyvningerne.

NASA er nu nok blevet lidt mere afhængige af SpaceX, end de ønsker, og den kommende tid bliver meget afgørende for Artemis-projektet.