Myte på afveje: Hvad kommer fedme af?

Når saldoen på din bankkonto vokser, er det fordi, du har sat flere penge ind på den, end du har trukket fra.

Måske sammenligner du din kropsvægt med din bankkonto, men nok med omvendt fortegn.

Saldoen på din bankkonto må godt stige, men mange synes ikke, det gælder for deres kropsvægtskonto.

Når du har spist flere kalorier, end du bruger i dit stofskifte – både dét, der holder din krop i live, og dét, du bruger på at bevæge den – ja så vokser din vægtkonto selvfølgelig, tænker du nok.

Så skal du blot sørge for ikke at spise mere, end din krop har brug for, for derved undgår du, at vægtkontoen svulmer. Er den alligevel svulmet, skal du blot spise mindre, end kroppen har brug for i så lang tid, at kontoen kommer ned på det niveau, du ønsker.

Eller hvad? Er det nu også så simpelt?

Den fysiske lov om energibalancen

Kalorier er et mål for energi, og teknisk kan saldoen på din vægtkonto derfor kaldes for din krops energibalance, som bliver positiv, når du indtager mere energi med maden end din krop samlet forbruger i stofskiftet.

Langt hovedparten af den overskydende energi, du indtager, havner som fedt i form af såkaldt triglycerid (tre fedtsyrer bundet sammen i enden af et glycerolmolekyle) i dine fedtdepoter.

I stedet for energibalance kan du derfor tale om saldoen på din fedtkonto, når du spiser mere, end din krop har brug for.

At en positiv energi- eller fedtbalance af den grund fører til højere vægt er en logik, du ikke er ene om at have. Den gennemsiver stort alle tanker om fedme i og uden for sundhedsprofessionelle kredse, også blandt de fleste forskere, der arbejder med at finde årsager til fedme og veje til forebyggelse og behandling af den.

Mange videnskabelige foredrag om fedme starter med at vise en gammeldags vægt, Justitias vægt, hvor energiindtagelsen lægges i den ene vægtskål og energiforbruget i den anden, hvorefter den tipper til den ene side, når balancen er positiv, og den anden side, når den er negativ.

Begrundelsen lyder ofte: Alle og enhver kan jo se (og mange har erfaring med), at man taber sig, hvis man spiser mindre, end man har behov for og tager på igen, når man spiser mere.

LÆS OGSÅ: Kalk i kosten forebygger fedme

At spise mindre virker ikke på langt sigt

Desværre har det jo ikke været til særlig stor hjælp at tænke sådan – hverken i forebyggelse eller behandling – og måske heller ikke i forsøgene på at finde årsagerne til fedmen.

Fedme er mere udbredt end nogensinde – der er snart én milliard med fedme ud af de 7,5 milliarder på kloden – og stort set kun behandlinger med større kirurgiske omlægninger af mavetarmkanalen fører til længerevarende vægttab.

Næsten alle, der har udviklet mere eller mindre fedme og forsøgt at komme af med det ved at spise mindre, har erfaret at tage på igen før eller siden og endda ofte til en endnu højere vægt.

Alverdens slankekure har altså ingen påviselig, langtidsholdbar effekt på fedmeproblemet overordnet set.

Er der en logisk brist i forståelsen af energibalancen?

Er tankegangen om energibalancen rigtig? Er der en overset logisk brist? Efter min mening er det nødvendigt at overveje, hvis vi skal hjælpe de mennesker, der døjer med fedme.

Og det skal vi, for fedmen medfører typisk før eller siden store og alvorlige helbredsproblemer med diabetes, hjerte-kar-sygdomme, forskellige former for kræft m.m. samt øget risiko for alt for tidlig død.

Det er der ikke noget nyt i, det skrev den græske læge Hippokrates allerede for 2.400 år siden. Og inden fedmen fører til sygdom eller tidlig død, er den en plage i stort og småt i dagligdagen for mange mennesker.

Kroppen kan kræve mere energi, end den har brug for

En del af logikken kan der ikke rokkes ved, nemlig det fysiske faktum at den større kropsvægt kun kan opstå ved, at der er en positiv energibalance, hvor energiindtaget i en periode har oversteget energiforbruget.

Det, der går galt – der hvor logikken brister – er at slutte, at det så må betyde, at den positive energibalance og dermed fedmen er forårsaget af, at man spiser for meget i forhold til, hvad man har haft brug for.

Her overser man, at kroppen sagtens kan finde på at sætte ekstra kalorier ind på fedtkontoen som en energireserve. Sker det, så sørger kroppen for at indrette sig derefter, således at den øvrige krop ikke kommer i energiunderskud.

Det klares ved, at der spises det mere, som kroppen sætter ind på fedtkontoen, så regnskabet passer (alt det kommer jeg mere ind på i en opfølgende artikel her på Forskerzonen).

I den logik er det ekstra, der spises, en følge af fedmeudviklingen – ikke en årsag til den.

LÆS OGSÅ: Danske forskere punkterer myte om fedme

‘De spiser jo for meget’

Mange vil hævde, at personer med fedme åbenlyst spiser mere og rører sig mindre end slanke, og at det nok er derfor, de er blevet fede.

Iagttagelsen er rigtig, men slutningen er helt på afveje. Når først fedmen er udviklet, er den del af kroppen, der ikke består af fedt, også vokset – uden at vi egentligt ved hvorfor, men nok som en slags støtte for den større krop.

I den del af kroppen er der – helt som hos slanke – et energikrævende stofskifte, som er større, jo større denne magre del af kroppen er. Det indebærer, at personer med fedme skal spise mere end slanke for at tilgodese det helt naturlige energibehov i den del af kroppen.

Holdes den magre del af kroppen hos personer med fedme ikke velforsynet med den energi, der behøves for at holde den i live, får de det ligeså dårligt, som slanke, der ikke spiser nok, vil få det.

Den magre del af den fede krop ved ikke, at der er store energidepoter et andet sted i kroppen.

Hvorfor den fede del af kroppen ikke kan stille sin ekstra energi til rådighed for den magre del, ved vi ikke.

Men kroppens råb på mere mad har nogle uheldige konsekvenser. Eksempelvis er det oplagt at foretrække mere energitæt (flere kalorier per gram) og dermed mindre voluminøs kost, der samtidigt er velsmagende og billig, men desværre også ofte usundt på andre måder.

Det er også rigtigt, at personer med fedme almindeligvis bevæger sig mindre, men heller ikke hér er der basis for at påstå, at det er derfor fedmen er udviklet.

Når kroppen er blevet tungere, skal der også bruges mere energi på at flytte den, og det er faktisk vist, at personer med fedme almindeligvis bruger den samme mængde energi på at bevæge sig som slanke, men da de vejer mere, bliver det selvfølgelig til mindre bevægelse.

Umålelig positiv energibalance

Der er også en anden vigtig grund til, at energibalance-logikken brister. Man kan nøje regne ud, hvor stor positiv energibalance, der har været på gennemsnitligt døgnbasis i en krop, der er blevet fed.

Man kan måle, hvor meget fedt der er ophobet. Og hvis man ved, hvor mange år det har taget at ophobe det, omregner man fedtmængden til kalorier og dividerer med det samlede antal dage.

Det regnestykke ender stort set altid med, at overskuddet af kalorier, der er ophobet, er en del mindre end én procent af det samlede daglige kalorieindtag. Det svarer cirka til én bid af en chokoladebar.

Det er så lidt, at det ikke kan iagttages af hverken én selv eller andre, og overskuddet af energi kan sågar ikke måles med de fineste måleteknikker, hvis måleusikkerhed er større end en procent (blandt andet fordi væskebalancen varierer mere end det).

Der må være noget andet på spil.

LÆS OGSÅ: Hvordan taber man sig hurtigst?

Langt fra alle tager på af at spise ‘for meget’

At man ikke kan måle det lille energioverskud udelukker selvfølgelig ikke, at ophobningen godt kunne forårsages af, at man hele tiden aktivt spiser lidt for meget og som følge deraf øger sine fedtdepoter.

Imod at fedtophobningen blot skyldes, at man igennem længere tid har spist den smule mere taler, at meget større forskelle end den lille procent i indtag af energi versus forbrug af energi ved fysisk aktivitet ikke ses fulgt af udvikling af fedme over en længere periode.

Af grunde, vi ikke kender, forstår kroppen i det lange løb nemlig at tilpasse sig disse forskelle. Man har lavet forsøg, hvor forsøgspersonerne er blevet overfodret med meget mere end én procent.

Alligevel er det ikke alle, der stiger i vægt, og ingen af dem, der stiger i vægt, stiger så meget, som man skulle vente ud fra energioverskuddet.

Helt modsat folk, der af sig selv stiger i vægt, har de, der har taget på ved overfodringen, let ved at tabe det hele hurtigt igen uden at gøre noget for det.

Der må derfor være noget andet på spil end blot at have spist for meget og rørt sig for lidt for dem, der udvikler fedme.

LÆS OGSÅ: Forskere finder fedme-slukknappen

Dyr kan ophobe store energireserver

Blandt dyrene er det velkendt, at kroppen kan starte en aktiv ophobning af energi som fedt i fedtdepoterne. Evnen til dette findes i stort set alle dyr, fra blåhvaler til de mindste insekter.

Det forklares som en opbygning af energireserver til brug, når fødemulighederne på et senere tidspunkt er mere begrænsede. Tilpasningen til klodens skiftende sæsoner er et godt eksempel på dette.

Før dyrene går i hi over vinteren, og fuglene trækker til varmere himmelstrøg, opbygger de betydelige fedtdepoter.

Fedt i fedtdepoterne er en meget effektiv måde at gemme og transportere energireserver, dels fordi der er dobbelt så meget energi i fedt per gram som i andre stoffer i kroppen (proteiner og kulhydrater), dels fordi fedtet er vanduopløseligt og derfor ikke reagerer med omgivelserne i vævet, før det skal hentes ud som energikilde.

Evnen til at gemme på fedt i kroppen kan siges at være en fantastisk og helt nødvendig opfindelse i evolutionen for at nå til den dyreverden, vi nu har omkring os.

Nøje kontrollerede eksperimenter med mus har vist, at fjerner man fem procent af deres daglige energitilførsel, reagerer de med at opbygge 40 procent større fedtdepoter – vel at mærke uden at stige i samlet vægt, men ved at gemme en del af energien i fedtet på bekostning af andre anvendelser af energien fra føden.

Hvordan denne fedtophobning reguleres er fortsat uklart, men eksperimenterne viser, at musenes kroppe er i stand til at foregribe en fremtidig energimangel, som de reagerer på med opbygning af reserverne.

Er mennesker som dyrene?

Det store spørgsmål er nu, om menneskets fedme skal forstås på samme måde? Er der i menneskets krop indbygget en lignende evne til at tilpasse sig en mulig senere mangel på føde ved at ophobe ekstra fedt?

Det er værd at overveje som alternativ til den allestedsnærværende idé om, at fedme blot er et spørgsmål om at have spist mere, end kroppen har brug for.

Flere forhold kunne tyde på, at det godt kunne være sådan. Eksempelvis er der i velstående, vestlige lande stadig mange mennesker, der ikke ved, om de kan få mad nok til sig selv og deres nærmeste til bare det næste døgn (‘food insecurity’).

Det viser sig, at disse mennesker hører til blandt dem med sværest fedme – meget udtalt for eksempel i USA, hvor de må klare sig med en slags gratis madkuponer (‘food stamps’).

Det er klart, at dette kun kan lade sig gøre, hvis der trods usikkerheden alligevel har været mad nok i en længere periode til både at dække ophobningen af fedt og det øgede energibehov i den større, magre del af kroppen.

Men det tyder på, at der en mekanisme i den menneskelige krop, der ligner den hos musene.

En endelig bekræftelse eller tilbagevisning af den tese kræver dog yderligere forskning. De kommende uger fortsætter jeg mine overvejelser om fedmehypoteser, og hvad vi ved om fedme i en række opfølgende artikler her på Forskerzonen.

Læsere, som er interesserede i uddybning af dokumentationen af specifikke udsagn, er velkomne til at kontakte forfatteren på email: tias@sund.ku.dk.

LÆS OGSÅ: Fedme bliver grundlagt allerede i spædbarnet

LÆS OGSÅ: Fedme-epidemi skyldes hverken gener eller livsstil