For 58 år siden lykkedes en blød landing med den første ubemandede sonde på Månen, og kun få år efter satte menneskeheden sit fodaftryk i månestøvet. Alligevel går det i dag galt gang på gang. Er det gået helt tilbage for rumfarten?
\ Automatisk oplæsning
For 58 år siden lykkedes en blød landing med den første ubemandede sonde på Månen, og kun få år efter satte menneskeheden sit fodaftryk i månestøvet. Alligevel går det i dag galt gang på gang. Er det gået helt tilbage for rumfarten?
Det er for nyligt sket igen: En rumsonde kunne ikke gennemføre sin rejse.
Der var tale om den amerikanske Peregrine, og før den led den Russiske Luna 25 samt en japansk, en israelsk og en indisk rumsonde samme skæbne - og det er svært ikke at undre sig:
Det er over 50 år siden, mennesket landede på Månen, og nu ser det ud til, at det er svært bare at opsende en ubemandet rumsonde. Er det gået tilbage for rumfarten?
Der er blevet sendt rumsonder til Månen i mere end 60 år, og der er foretaget mange forsøg på at lande. I al denne tid har kun omkring 45 procent af disse forsøg været vellykkede.
13. september 1959: Det sovjetiske Luna 2-rumfartøj bliver det første til bevidst at ramme Månen.
3. februar 1966: Efterfølgeren Luna 9 formår som det første at lande blødt på Månen og sendte data hjem i tre dage.
21. juli 1969: Amerikanske Neil Armstrong fra Apollo 11-missionen sætter som det første menneske sine fødder på Månens overflade.
De moderne rumsonder, som er opsendt de seneste 10 år, har ikke klaret sig meget bedre end de første, som blev opsendt som en del af månekapløbet.
En mulig forklaring er, at man i en lang periode på over 35 år ikke har forsøgt at lande på Månen med ubemandede rumsonder, og at teknikken derfor ikke er blevet udviklet. Det er man nu begyndt på igen, og det mest sandsynlige er, at vi ret hurtigt får udviklet en teknik, som vil nedbringe andelen af mislykkede forsøg.
Nu er vi begyndt at forberede en tilbagevenden til Månen, men der er en stor forskel på, hvordan månerejser blev gennemført for mere end 50 år siden, og hvordan de gennemføres i dag.
Under månekapløbet var NASA udsat for et stort pres, som påvirkede den måde, NASA arbejdede på. Det kan illustreres ved en berømt episode fra august 1968.
Året 1968 var på mange måder et vanskeligt år for USA. Robert Kennedy og Martin Luther King var blevet myrdet, og der var demonstrationer på grund af Vietnamkrigen, så det politiske landskab var ved at ændre sig.
NASA havde også problemer. Man mente, at russerne måske kunne nå at sende en kosmonaut i et sving rundt om Månen, måske allerede i 1968, med et lille Zond-rumskib, de allerede var i fuld gang med at afprøve. På den måde kunne de sige, at de havde været oppe ved Månen før amerikanerne, også selvom de ikke var landet.
Kapløbet om at være de første, som landede på Månen, blev i 1968 kortvarigt erstattet af et kapløb om bare at være de første, som kom rundt om Månen med astronauter – et kapløb, som, man mente, at russerne havde en god mulighed for at vinde.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
NASA var heller ikke sikker på, om de overhovedet kunne opfylde kravet om at lande på Månen inden udgangen af årtiet, trods en enorm indsats hvor op mod 400.000 arbejdede på at gennemføre Apollo-projektet.
Den anden ubemandede opsendelse af Saturn 5-måneraketten var nær endt i en katastrofe, da der opstod så voldsomme vibrationer, at to af de fem motorer i første trin slukkede før tid.
Selve Apollo-rumskibet var bygget om, efter at tre astronauter var omkommet i en voldsom brand, da de trænede til den første flyvning. Ulykken skete på Cape Canaveral, mens rumskib og raket stod på rampen.
Man håbede på at kunne opsende den ombyggede Apollo-kapsel i oktober 1968 på en 10 dage lang tur rundt om Jorden, men der var også store problemer med bygningen af det fartøj, som skulle landsætte astronauter på Månen - der var problemer med kabelføringen og med den raketmotor, som skulle sikre, at landingsfartøjet kunne starte fra Månen igen - og meget andet. Landingsfartøjet ville derfor ikke være klar før i foråret 1969.
Der var i det hele taget et enormt pres på NASA, og det førte til en af de mest dristige, for ikke at sige dumdristige, planer, NASA nogensinde har lagt.
Planen kom fra ingeniøren George Low, der havde en stor del af ansvaret for at udvikle Apollo. Han kunne ikke se nogen grund til, at Apollo 8 ikke kunne sendes på en tur rundt om Månen allerede før jul. Forudsætningen var, at Apollo 7, hvor man for alvor skulle afprøve den ombyggede kapsel, blev godt gennemført i oktober.
Den plan diskuterede Low med nogle kolleger, og han havde fået en af NASA's topledere Thomas Paine med på ideen. Afgørelsen skulle dog træffes af NASA's leder, James Webb, som var til en konference i Wien.
Paine ringede, og Webbs første reaktion var: »Are you out of your mind?«, og det kan man godt forstå. Men det lykkedes Paine at overtale Webb til at lade et hold eksperter se på muligheden.
Efter en uge kom så svaret, at det godt kunne lade sig gøre, hvis alt gik efter planen med Apollo 7 i oktober. Senere beskrev astronauten Deke Slayton det således:
»På det tidspunkt (hvor beslutningen blev taget) havde vi endnu ikke fløjet Apollo 7 eller overhovedet haft en bemandet flyvning med Apollo, og sidste gang, vi opsendte Saturn 5, var den lige ved at falde fra hinanden på grund af vibrationer. Vi havde ikke engang udviklet det nødvendige software til at flyve Apollo rundt om Jorden – for slet ikke at tale om at flyve den til Månen.«
Man forstår virkelig godt, at Webb ikke bare gav grønt lys med det samme, for alle disse problemer skulle løses på bare fire måneder, fra august til december 1968.
Men presset blev understreget ved, at russerne i september sendte Zond 5 rundt om Månen med blandt andet to skildpadder om bord og bragte den tilbage til Jorden.
Det endte jo godt, og vi fortæller historien, netop for at vise hvilket pres NASA arbejdede under dengang. Men med den risiko, man dengang løb, er det lidt af et mirakel, at alle Apollo-flyvninger blev gennemført uden tab af menneskeliv.
Det var i hvert fald et mirakel, at Apollo 12 overlevede at blive ramt af lyn under opsendelsen, uden at raketten eksploderede. Redningen af Apollo 13, da en ilttank eksploderede på vej mod Månen, er ikke mindre mirakuløs. Det er nok godt, at vi er vendt tilbage til mere rolige tider i rumfarten.
Apollo 8 er et godt eksempel på, hvordan rumfarten har ændret sig siden månekapløbet. Nu planlægger NASA Artemis 2, der ligesom Apollo 8 skal en tur rundt om Månen med astronauter.
Fra James Webb hørte om planen for Apollo 8, og til den blev opsendt kort før jul 1968, gik der kun fire måneder, trods de mange problemer, Slayton nævnte.
Til sammenligning: Da man efter den ubemandede flyvning med Artemis 1 så, at der var nogle problemer, endte det med, at NASA nu har udsat Artemis 2 næsten et helt år til september 2025.
Artemis 1 havde vist problemer med både varmeskjold, batterier, luftforsyning og temperaturregulering. Og skal man gøre det ordentligt, så tager det tid at rette sådanne problemer.
Man har meget grundigt analyseret alle data om varmeskjoldet, fordi Orion-rumskibet mistede lidt mere end beregnet af varmeskjoldet end forventet, uden at situationen dog nåede at blive farlig. Denne gang har langvarige test af udstyret her på Jorden erstattet hastværket under Apollo 8.
Overgangen fra et rumkapløb til mere rolige tider har naturligvis påvirket den måde, man arbejder på. Under rumkapløbet var der masser af penge, og så kunne man tillade sig at løse et problem ved bogstavelig talt at prøve sig frem ud fra devisen:
Efter et mislykket forsøg finder man en årsag, retter en fejl og gennemfører så en ny opsendelse så hurtigt som muligt. Så finder man måske en ny fejl, men hvis der er travlt, og man har penge nok, så gennemfører man bare endnu en testflyvning, og det bliver man så ved med, indtil alle fejl er rettet.
Den taktik blev brugt allerede før månekapløbet. Amerikanerne havde desperat brug for spionsatellitter alene af den grund, at de ikke havde nogle gode og pålidelige kort over Sovjetunionen. I 1959-60 blev der gennemført ikke mindre end 12 mislykkede forsøg kort efter hinanden, før det i august 1960 endelig lykkedes at bringe en kapsel med film tilbage til Jorden.
Disse satellitter fik enorm betydning under Cubakrisen i 1962, fordi præsident Kennedy på grund af satellitbilleder vidste, at russerne ikke havde et stort antal interkontinentale raketter, de kunne true USA med.
Den samme taktik blev brugt under bygningen af de første rumsonder til Månen. De første seks rumsonder i Ranger-serien var alle mislykkede, før det endelig lykkedes Ranger 7 at tage de første nærbilleder af overfladen, så man kunne se, hvad der ventede, når man skulle landsætte mennesker.
Der var både i USA og Sovjetunionen masser af mislykkede forsøg på at sende rumsonder til Månen, men med masser af penge og mange opsendelser lykkedes det ret hurtigt at få løst problemerne.
Således gennemførte Sovjet i perioden 1958-1976 ikke mindre end 43 flyvninger, hvor de 28 var mislykkede og kun 15 vellykkede. Men de fik da taget de første billeder af Månens bagside og fik gennemført den første landing på Månen med Luna 9, fire måneder før Amerikanerne fik Surveyor 1 til at gentage bedriften. Det blev taget som et tegn på et meget tæt kapløb.
Under månekapløbet testede man naturligvis så meget som muligt, før man opsendte en satellit. Men i dag er disse test nok blevet mere omfattende, og hvis så noget alligevel går galt, gennemføres en langvarig og meget grundig undersøgelse af årsagen til fejlen.
Det kan betyde, at der kan gå mange måneder, eller måske et par år, før man forsøger igen, og ikke som under månekapløbet foretog en ny opsendelse måske bare en måned senere uden at være sikre på, at man havde fundet alle fejl.
I dag er mottoet at teste og atter teste her på Jorden og så hellere tage de forsinkelser, det fører med sig. Det er også nødvendigt, fordi der simpelthen ikke er penge til at løse problemerne ved at opsende en masse raketter.
I forhold til Apollo har Artemis-programmet bestemt ikke noget stort budget, og for at spare penge bygger NASA heller ikke de mange nye månesonder selv, men udliciterer arbejdet til private firmaer.
Peregrine er således bygget for et budget på 108 millioner dollar, hvilket efter rumfartsforhold ikke er ret meget. Det, vi oplever nu, er, at en række nye og uprøvede firmaer, både i USA og andre lande, søger at bygge rumsonder for ikke voldsomt store budgetter. De skal nok lære det, men det kan godt tage lidt tid. Men på lang sigt vil det føre til en billigere rumfart.
En anden forskel på dengang og nu er, at de ingeniører, som konstruerede og byggede Apollo, var unge mennesker, i mange tilfælde lige kommet fra eksamensbordet. Da Apollo 11 landede, var gennemsnitsalderen af en Apollo-ingeniør bare 28 år.
Det kan forklares ved, at NASA's budget steg 1.000 procent fra 1960-1965, og den eneste måde, NASA kunne skaffe mange tusinde ingeniører, som var nødvendige for at gennemføre Apollo, var stort set ved at ansætte dem lige efter eksamen. Det skabte et miljø, der ikke var præget af, at ’sådan har vi altid gjort’.
Der var plads til og mulighed for at komme med nye ideer – det var en enestående tid, hvor man både skulle udvikle ny teknik og hurtigt løse problemer.
I dag er gennemsnitsalderen for rum-ingeniører nær de 50, og der er meget færre penge til rådighed. Begge dele vil nok føre til en mere forsigtig og meget budgetorienteret politik.
På den anden side er det også en konkurrencemæssig fordel at kunne præsentere NASA for nye metoder til at undersøge Månen med sonder, så innovationen vil ikke forsvinde.
Rumfarten er bestemt ikke gået tilbage, men den foregår bare under helt andre betingelser end under månekapløbet.
