I Danmark kan flere uopklarede mord komme tættere på opklaring ved hjælp af genetisk slægtsforskning.
Derfor efterspørger blandt andre efterforskere i politiet dette redskab som hjælp til at løse gamle, henlagte sager (såkaldte ’cold cases’).
9. februar 2023 fremsatte et bredt udsnit af Folketinget et lovforslag om, at politiet skal kunne bruge genetisk slægtsforskning (se mere her). Og Rigspolitiet og Justitsministeriet vil arbejde videre med det – der sker altså noget.
Efterforskningsteknikken er faktisk allerede blevet brugt i både USA (for eksempel The Golden State Killer-sagen) og i Sverige (dobbeltdrab i 2004 opklaret i 2020) til at opklare gamle mordsager.
Men hvad er genetisk slægtsforskning? Hvad kan det bruges til, og hvilke faldgruber er der?
De spørgsmål vil vi forsøge at besvare baseret på egen forskning såvel som denne videnskabelige overbliks-artikel.
\ Book et gratis foredrag om mordsager
Den ene af denne artikels forfattere, Mikkel Meyer Andersen, er med i ‘Bestil en Forsker’-ordningen – en del af Forskningens Døgn – og kan til og med 27. marts bookes gratis til at holde et foredrag mellem 21.-28. april.
Det tilbud gælder også for de øvrige forskere i ordningen.
Mikkel Meyer Andersen stiller op med foredraget: ‘Mordsager og seksualforbrydelser opklares med statistik’ og kan bookes her.
Sager uden mistænkt kræver ofte direkte DNA-match fra register
Ofte findes biologiske spor fra gerningsmanden på gerningsstedet ved et uopklaret mord. Det kan eksempelvis være et cigaretskod eller en blodplet.
Den slags spor kan bruges til at udvinde en DNA-profil.
Ofte vil man have en mistænkt, og så kan DNA-profilen fra den mistænkte direkte sammenlignes med DNA-profilen fra det biologiske spor, og styrken af DNA-sammenfaldet kan udregnes.
At man finder et sammenfald mellem den mistænktes DNA og profilen fra det biologiske spor behøver nemlig ikke at betyde, at den mistænkte er gerningsmanden (læs mere om hvorfor i Videnskab.dk-artiklen ’Voldtægtsforbrydere kan nemmere dømmes med danske forskeres metode’).
Hvis der ikke er en mistænkt, står man dog blot med en DNA-profil. Politiet kan i de situationer for eksempel holde DNA-profilen fra sporet op imod de mange tusind personer, der har deres DNA-profil registreret i Det Centrale DNA-profilregister.
Hvis der ikke findes et match til sporet i DNA-profilregistret, kan man forsøge at tage prøver fra andre mulige mistænkte, eller endda foretage en screening af et større antal personer, for eksempel fra nærområdet, og sammenligne med DNA-profilen fra sporet.
Men det er ofte lidt som at skyde i blinde.
Man kan også forsøge at udføre supplerende DNA-undersøgelser fra sporet og på den måde få signalementoplysninger om ophavsmanden til sporet.
Eksempelvis kan man forsøge at udregne den genogeografiske oprindelse (et mere præcist ord for ’etniske oprindelse’/’genetiske afstamning’) eller fænotypiske træk som øjen- og hårfarve eller alder, for derved at kunne skabe et signalement af gerningsmanden.
\ Læs mere
Ukendt gerningsmands slægtninge peger på gerningsmand
En anden og lovende mulighed er at lede efter slægtninge til den ukendte gerningsmand. Det er præcis dét, genetisk slægtsforskning går ud på.
Hvis man har to DNA-profiler, kan man udregne, hvordan de sandsynligvis kan være beslægtede: Om det kan være far/søn, to fætre, onkel/nevø og så videre (se flere detaljer i faktaboksen ’Slægtskabskoefficienter’ under artiklen).
Kan man fra sporets DNA-profil finde en person, der kan være fætter til sporets ophavsmand, kan man efterforske alle dennes fætre – og måske kan gerningsmanden være en af dem.
Største problem? Det er et stort slægtsforskningsarbejde og kræver ofte mange timers arbejde.
I praksis er det meget indviklet, da man ved slægtsskabssøgningen måske kan finde mange hundrede mulige slægtninge til sporets ophavsmand.
Det betyder, at man skal opstille et eller flere mulige stamtræer og ud fra det komme med bud på mulige gerningsmænd.
Derudover kan man ikke med fuld sikkerhed fastslå, hvilken form for slægtskab der kan være mellem to DNA-profiler. Specielt når man kommer længere ud i stamtræerne, kan det være svært at bestemme det præcise slægtskab, og derfor kan der være flere mulige stamtræer, hvori man skal søge efter de mulige gerningsmænd.
Måske var det ikke gerningsmandens fætter, man fandt – men i virkeligheden gerningsmandens nevø. Og dermed skulle man ikke have kigget efter alle fætre, men i stedet alle nevøerne.
Metoden udvider mulighederne, men bør benyttes med omtanke
Som I nok kan regne ud, ligger der altså meget arbejde i både at finde slægtninge og sikre sig, hvilke slægtskaber der er tale om.
Derudover skal man også systematisk indregne usikkerheder, så man ikke ved en fejl udelukker gerningsmanden eller får ledt efter de forkerte (se også faktaboksen ’Slægtskabskoefficienter’).
Når (eller hvis) man finder frem til en eller flere mulige gerningsmænd, kan man udvinde deres traditionelle DNA-profil og sammenligne den med DNA-profilen fra sporet fra gerningsstedet.
På den måde kan DNA-profilen fra gerningsstedet altså bruges til at finde mulige mistænkte – og ikke blot bruges til en direkte sammenligning mellem en person og et spors DNA-profil.
Dermed bruges DNA-profilen altså i efterforskningsøjemed og ikke blot som bevismateriale.
Genetisk slægtsforskning er altså en teknologi med et meget stort potentiale, der dog kræver meget og omfattende efterfølgende efterforskningsarbejde.
Du kan læse mere om potentialet i artiklen ’Dansk DNA-database giver muligheder for genetisk slægtsforskning i nær familie’, som udgives 15. marts 2023 på Videnskab.dk.
\ Læs mere
\ Slægtskabskoefficienter
Det følgende kan godt blive en smule teknisk:
Når man skal udregne et slægtskab, tager man udgangspunkt i to individer og vil gerne udtrykke, hvorledes de er beslægtede.
Det kan man gøre på systematisk vis (og med tal) med såkaldte slægtskabskoefficienter.
Hvis man tæller indavl med, er der ni slægtskabskoefficienter. Dette gør imidlertid nedenstående mere kompliceret, end det i forvejen er.
Ser man bort fra indavl, er der imidlertid kun tre slægtskabskoefficienter.
Det skyldes, at mennesker har to kopier af hvert kromosom (bortset fra i tilfælde af visse sygdomme, som vi også belejligt ser bort fra i nedenstående). Det ene kromosom i et kromosompar har man fra sin mor, det andet fra sin far.
Med to forskellige udgaver af hvert kromosom har alle personer derfor også to udgaver af hver DNA-markør.
De to udgaver af samme DNA-markør kaldes alleler.
En allel er en bestemt udgave af en DNA-markør, og tilsammen danner de to alleler – de to varianter af DNA-markøren – personens genotype af DNA-markøren.
Det fører til tre muligheder for nedarvning, som vi nu vil forklare.
Hvis du har behov for det, kan du nederst i boksen læse, hvad en DNA-markør er.
De tre slægtskabskoefficienter angiver andelen af alleler, som de to individer deler via genetisk arv: De kan dele nul, en eller to alleler.
Andelene, der deles, kaldes k0, k1 og k2, og udgør de tre slægtskabskoefficienter. De skal summe til en, da det er sandsynligheder.
Eksempelvis deler en far og søn præcis én allel per DNA-markør (barnet har den ene allel fra sin far og den anden allel fra sin mor), og slægtskabskoefficienterne mellem far og søn vil så være k0 = 0, k1 = 1 og k2 = 0.
Énæggede tvillinger vil have k0 = 0, k1 = 0 og k2 = 2, da de vil have de samme to alleler på hver DNA-markør.
Man kan fortsætte og udlede, at søskende vil have k0 = 0.25, k1 = 0.5 og k2 = 0.25.
Se figur 1, hvor k0 er vist i forhold til k2 for forskellige slægtskaber. Bemærk her, at disse tal er forventede andele (sandsynligheder).
Med andre ord er der på hver DNA-markør:
- 25 procent sandsynlighed for, at søskende ikke deler alleler (far kan give den ene allel til det ene barn og den anden til det andet barn – og tilsvarende for moren)
- 50 procent sandsynlighed for, at de deler en allel
- 25 procent sandsynlighed for, at de deler to alleler
Man skal dog bemærke, at hvis man kigger på en bestemt DNA-markør for et søskendepar, vil de enten dele nul, en eller to alleler.
Betragter man i stedet flere DNA-markører for søskendeparret, vil man nærme sig de andele, der blev givet lige før.
For at illustrere den pointe har vi simuleret mange søskendepar og deres DNA-profiler og set, hvordan de ser ud, som hvis man havde rigtige DNA-profiler fra søskendepar.
Først har vi simuleret 100 søskendepar med 10 DNA-markører og udregnet k0, k1 og k2, så 100 søskendepar med 100 DNA-markører og slutteligt 100 søskendepar med 1.000 DNA-markører (se Figur 2).
Her kan man se, at jo flere DNA-markører der er, desto tættere kommer man på det teoretiske punkt.
Men bemærk også, at selv de søskendepar, der ligger langt væk fra det teoretiske punkt i (0,25; 0,25), stadig er søskende – deres DNA-profiler fortæller bare ikke den præcise historie.
Så kigger man kun på for eksempel 10 eller 100 DNA-markører (i dette eksempel), kan man måske tro, at de i stedet er tvillinger eller måske endda fætter/kusine. Det er et vilkår i statistik – at der er usikkerhed.
Det betyder også, at der er usikkerhed, når man fastslår slægtskaber. Men usikkerheden falder, hvis man inddrager et større antal markører.
Forklaring på en DNA-markør: DNA består af baser (betegnet A, T, G eller C). På hver position (kromosom og position på det pågældende kromosom) har vi én base fra vores mor og én fra vores far. Nogle positioner er de samme for alle mennesker, imens andre varierer (hvilket for eksempel resulterer i forskellige øjenfarver osv.). DNA-markører er sådanne positioner, hvor mennesker varierer.
\ Kilder
- Mikkel Meyer Andersens profil (AAU)
- Bo Thisted Simonsens profil (KU)
- “Investigative genetic genealogy: Current methods, knowledge and practice”, Forensic Science International: Genetics (2021). DOI: 10.1016/j.fsigen.2021.102474
- Lov om Det Centrale DNA-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister
