Hvordan gemmer vi minder, når vi sover?

Selvom det er en essentiel del af livet for alle dyr, forbliver søvn lidt af en gåde.

Nogle dyr sover op til 20 timer hver dag. Timer, hvor de er sårbare over for rovdyr, ikke kan skaffe og spise mad eller reproducere sig. Så hvorfor har vi egentlig behov for at sove?

Udover at lade hjernen rense sig selv, er det også bevist, at søvn giver hjernen tid til at organisere minder.

Men rollen søvn spiller i mindedannelse og -konsolidering er en meget kompleks proces, og der er stadig meget, som vi ikke fuldt ud forstår.

På trods af kompleksiteten har Pixar-filmen »Inderst inde« (»Inside Out«) fra 2015 formået at beskrive hjernemekanismer, som hvordan vores følelser virker, og hvordan vi danner og gemmer nye minder på en meget præcis måde.

Det har filmskaberne gjort med hjælpen fra de to psykologiprofessorer Paul Ekman og Dacher Keltner fra University of California.

Så hvad er det, filmen gør godt?

Når fiktionen ligner virkeligheden

I »Inderst inde« følger vi den 11-årige pige Riley. Hun har svært ved at vænne sig til sit nye liv i San Francisco, efter at hun er flyttet dertil med sin familie fra Minnesota.

En stor del af filmen foregår inde i Rileys hoved, hvor hendes følelser – Glæde, Triste, Vrede, Frygt og Afsky (hver sin karakter) – styrer hendes handlinger. De bor i hovedkontoret i Rileys hjerne, som vi i virkeligheden kender som hippocampus.

Hippocampus er den del af hjernen, der er ansvarlig for at læring og hukommelse. Det ved vi, fordi personer, der mangler hippocampus, ikke kan forme nye minder.

Når Riley i løbet af dagen lærer og oplever nye ting, kommer der nye minder ind til hovedkontoret i form af ’hukommelseskugler’.

Filmen viser, at når Riley går i seng om aftenen, transporteres alle hendes nye minder fra hovedkontoret til langtidsopbevaring, der ligner en form for bibliotek.

Her bliver de nye minder gemt i langtidshukommelsen, præcis som det også sker i virkeligheden.

Drømme spiller en vigtig rolle

I »Inderst inde« har Rileys hjerne sit helt eget drømmeproduktionsselskab. Det er et produktionsselskab i klassisk Hollywood-forstand med en instruktør, manuskriptforfatter og makeup-artister.

De producerer Rileys drømme med udgangspunkt i det, hun har oplevet den dag. Og det er faktisk en ret præcis gengivelse af det, der sker oppe i vores hjerner i den virkelige verden.

Flere studier har nemlig formået at vise, at mens vi sover, genafspiller hippocampus vores minder meget hurtigere, end vi oplevede dem i virkeligheden.

På den måde interagerer hippocampus med langtidshukommelsen og gemmer vores nye minder i hukommelsen.

Hvorfor kan vi huske nogle ting og glemmer tilfældigt andre?

De nye minder, der kommer ind på hovedkontoret i løbet af dagen, lyser klart og tydeligt op. Men nogle af minderne i biblioteket har mistet deres glød. Det er minder, der ikke længere er relevante for Riley.

Vores nuværende viden om, hvordan vi gemmer minder, indikerer, at vi gemmer minder, der har en følelsesmæssig værdi eller indeholder vigtig information, som vi har behov for at huske.

Omvendt har vi en tendens til at glemme mindre vigtige minder som et telefonnummer.

Men det betyder ikke, at minderne, der har mistet deres glød, er væk for evigt.

Når vi går rundt på gaden, kan vi nogle gange blive mødt af en speciel lugt eller en sang fra vores barndom, der bringer et gammelt og ellers glemt minde tydeligt frem i vores hukommelse.

Det er det, vi kender som hukommelsesgendannelse.

»Inderst inde« viser det på meget elegant vis med et tog, der kører gamle minder fra biblioteket (langtidshukommelsen) til hovedkontoret (hippocampus), hvor de genafspilles, når Riley har brug for at huske dem.

Selvom det er en forsimplet udgave af processen, er den basale idé ret præcist gengivet.

Hvor adskiller fiktionen sig fra virkeligheden?

Selvom »Inderst inde« forklarer de komplekse hjerneprocesser godt, er der stadig nogle steder, hvor filmen kunne havde været mere præcis i forhold til vores nuværende viden.

Eksempelvis er ‘hukommelseskugler’ en dejlig simpel forklaring af, hvad minder er. Men de kan også få minder til fremstå som enkle og pæne kugler.

I virkeligheden er minder nemlig ikke så simple, og de kan aktivere mange forskellige neuroner i forskellige hjerneområder på samme tid, hvilket gør, at forbindelserne er ret rodede og komplekse.

Et andet eksempel er, at ’hukommelseskuglerne’ i filmen bliver genafspillet igen og igen, uden at det har konsekvenser.

Selvom det i lang tid var opfattelsen, at minder i langtidshukommelsen er permanente, viser forskning fra før filmens tilblivelse, at det faktisk ikke er tilfældet.

Når et minde genkaldes, kommer det nemlig tilbage i en ustabil tilstand, hvor det kan ændres eller endda slettes helt. Det er en proces, som vi kalder minde-rekonsolidering.

Endelig bruger Rileys drømmeproduktionsselskab kun minder fra den pågældende dag. Men i drømme genkalder vi også begivenheder, der fandt sted for uger, måneder eller år siden.

Det kunne filmen havde vist ved, at nogle minder fra hylderne i biblioteket blev genafspillet af drømmeproduktionsselskabet.

Når alt tages i betragtning, har »Inderst inde« gjort et godt stykke arbejde med at forklare, hvordan minder gemmes i vores hjerner.

Ikke desto mindre er virkeligheden af hukommelseskonsolidering meget mere kompleks end det, en film kan vise.

’Der er mange forskellige hjerneområder involveret i processen, og de mekanismer, hvormed søvn får os til at gemme minder, forsøger vi stadig at forstå.

Eksempelvis: Hvordan beslutter hjernen, hvilke minder der skal gemmes, og hvilke minder der kan slettes under søvn? Og hvad er de molekylære mekanismer bag dette?

Yderligere forskning er nødvendig for bedre at forstå rollen, som søvn spiller i processen med at lagre nye minder i vores hjerne. Og det er netop nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at angribe i min egen forskning.