Folketingsvalget puster igen liv i debatten om den rolle, de fire folketingsmedlemmer fra Grønland og Færøerne har i Folketinget.
Er det rimeligt, at de er med til at bestemme, hvem der er statsminister i Danmark? Og hvad betyder den nuværende situation i Grønland for vores syn på den debat?
Siden 1953 har Grønland og Færøerne hver haft to mandater i Folketinget. De fire folketingsmedlemmer kan stemme på lige fod med de danske.
Men stemmerne har flere gange optrådt som afgørende stemmer i folketingsvalget, hvilket gennem tiden har fået flere politikere til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er rimeligt.
I takt med, at Donald Trumps ambitioner om at overtage Grønland er intensiveret, fylder Grønland mere på den politiske dagsorden. Men hvilken betydning har det for de nordatlantiske medlemmer i Folketinget?
I tiende afsnit af podcasten 'Koldfronten - Kampen om Grønland og Arktis' taler vært, journalist og forfatter Martin Breum med Mette Marie Stæhr Harder. Hun er adjunkt på det juridiske fakultet på Københavns Universitet, ph.d. i statskundskab og har blandt andet forsket i de nordatlantiske mandater.
I podcasten stiller de skarpt på, hvordan de nordatlantiske folketingsmedlemmer hver især arbejder på at få indflydelse, hvad de ønsker at opnå, og hvordan de positionerer sig forskelligt, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de skal kunne optræde som tungen på vægtskålen ved et folketingsvalg.
\ Koldfronten - kampen om Grønland og Arktis

Konflikterne om Grønland og Arktis ulmer mere end nogensinde. Hele verden følger udviklingen i det høje nord, og magtspillet ændrer sig fra dag til dag.
Koldfronten - kampen om Grønland og Arktis er en podcast, hvor vi – sammen med nogle af de bedste forskere – prøver at forstå, hvad der sker i Grønland og resten af Arktis, og hvad det betyder for Danmark og verden.
Vært på podcasten er Martin Breum, der er journalist og forfatter. Han har i 15 år arbejdet indgående med Grønland og Arktis og guider os gennem de sprængfarlige og følsomme emner, som du støder på i medierne.
Tilrettelæggelsen sker i tæt samarbejde med dokumentarist Jakob Gottschau, og med deres store viden og forskningens indblik sætter vi nyhederne i perspektiv og klæder dig på til at forstå den nye fremtid, vi står overfor.
Podcasten er produceret af Videnskab.dk og Gottchau Media i samarbejde med DIIS og Nasiffik - center for udenrigs- & sikkerhedspolitik på Ilisimatusarfik, Grønlands universitet. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
Trump har øget Grønlands indflydelse i Folketinget
Podcasten dykker også ned i spørgsmålet om, hvad de storpolitiske spændinger omkring Grønland og Arktis betyder for de nordatlantiske medlemmers arbejde i Folketinget.
Mette Marie Stæhr Harder fortæller, at situationen med Trump har åbnet dørene for Grønland i Folketinget og har været med til at skabe en større lydhørhed over for de grønlandske medlemmer.
I podcasten møder vi desuden nogle af de arktiske folketingsmedlemmer. Aaja Chemnitz fra Grønland sætter en dyd i at forholde sig kritisk, aktiv og proaktiv i debatten i Folketinget. Samtidig peger det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale på, at hans primære opgave er at skabe konkrete forbedringer på Færøerne – og at han ikke mener, det er rimeligt, at han skal være med til at afgøre, hvem der bliver statsminister.
Men hvem repræsenterer de nordatlantiske folketingsmedlemmer egentlig: sig selv, deres parti eller hele rigsfællesskabet?
Lyt med, og bliv klogere, hvad de nordatlantiske mandater betyder, når danskerne går til valg.































