I debatten, der aldrig vil dø, nemlig debatten om dødshjælp, er der selvfølgelig en række uenigheder. Men udgangspunktet for debatten bygger faktisk på mindst to forhold, hvor der er enighed.
Da vi alle skal dø, ønsker vi, at denne død bliver så god som mulig og vil indeholde så lidt uudholdelig smerte som muligt.
Desuden mener de fleste af os, at en eller anden form for dødshjælp er etisk acceptabel. Eksempelvis er de fleste enige om, at passiv dødshjælp kan være etisk forsvarligt.
Et eksempel på passiv dødshjælp er, at man undlader at behandle en lidende, terminal (døende, red.) cancerpatient for en infektionssygdom, hvis lægen skønner, at patienten alligevel vil dø inden for få dage.
Eller passiv dødshjælp kan optræde i en situation, hvor lægen giver en døende og smertelidende patient smertestillende medikamenter, velvidende at denne smertelindring vil fremskynde dødstidspunktet.
Formålet med passiv dødshjælp er at mindske lidelse ved at undlade af forlænge et smertefuldt liv, hvor der alligevel er kort tid igen. Passiv dødshjælp er lovligt i Danmark og har været det i mange år.
\ Hvad er aktiv dødshjælp?
Aktiv dødshjælp er handlinger af læger, der har til hensigt at bringe en patients liv til ophør. Lægen hjælper altså aktivt patienten med at dø.
Omvendt er det ikke aktiv dødshjælp, når en læge undlader at påbegynde eller afbryder en livsforlængende behandling, men derimod passiv dødshjælp.
Ved aktiv dødshjælp dør patienten således af den indsprøjtede medicin, imens patienten i tilfældet af passiv dødshjælp dør af sin sygdom.
Aktiv dødshjælp er lovligt i Holland, Luxemburg og Belgien.
Kilde: Det Etiske Råds hjemmeside
Aktiv dødshjælp hjælper også nødlidende
Jeg mener dog, at udfordringen ved kun at acceptere passiv dødshjælp, er, at vi i nogle situationer hermed kan være med til at forlænge uudholdelig og unødvendig smerte sammenlignet med en situation, hvor aktiv dødshjælp er lovligt.
I situationer, hvor en person ligger på dødslejet med uudholdelige smerter, og hvor det er meget vanskeligt eller umuligt at lindre disse smerter, og personen selv ønsker at komme herfra, mener jeg, at et humant samfund bør komme den nødlidende til hjælp.
Hensigten med aktiv dødshjælp er således den samme som ved passiv dødshjælp – nemlig at lindre og vise omsorg i stedet for at lade folk i stikken og lade livet forsætte til den bitre ende, så længe det overhovedet er biologisk og medicinsk muligt.
LÆS OGSÅ: Det tænker vi, når vi ligger for døden
Aktiv dødshjælp respekterer den enkeltes ret til selv at bestemme
En anden fordel ved aktiv dødshjælp er, at vi hermed lader folk bestemme over deres eget liv. Normalt får folk selv lov at bestemme, hvad der skal ske i deres liv, medmindre de skader andre.
Vi accepterer jo for eksempel også, at folk selv vælger, hvis de ikke ønsker at lade sig behandle indenfor sundhedsvæsenet. Også selvom en sådan beslutning kan forkorte deres liv betragteligt.
Lægen og andre i sundhedsvæsenet kan hjælpe os med information og vejledning. Men det skal ikke være lægen, der skal være overdommer for, hvad der skal ske i vores liv. Det skal vi selv – selvfølgeligt på et oplyst grundlag, og hvis vi er i stand til at forstå denne information.
Jeg er utryg ved, at andre skal vurdere og bestemme, hvornår jeg skal herfra, hvis jeg har uudholdelige smerter og kun har få dage/uger igen, før livet alligevel er slut.
Hvilke interesser har de i at holde mig i live mod min vilje? Det er i alle tilfælde ikke mine interesser, der bliver tilgodeset!
Er døende reelt autonome?
Tidligere formand for Etisk Råd og læge Ole Hartling er en kendt fortaler for det synspunkt, at vi ikke skal legalisere aktiv dødshjælp, da det er en illusion at tro, at døende mennesker er at betragte som autonome i forhold til at beslutte, om de ønsker dødshjælp eller ej.
Det er en illusion, fordi døende ifølge Hartling lever i en kaotisk og angstfuld tilstand. Selvom jeg holder meget at Ole Hartling og godt kan forstå logikken i hans tankegang, mener jeg, at den er forkert.
For hvorfor kan døende mennesker ikke være autonome og foretage rationelle beslutninger i forhold til deres egen død?
Bør vi så heller ikke acceptere et testamente, der er dikteret af en person, der er døende? Rent automatisk at kategorisere mennesker som ikke-autonome, fordi de er tæt på døden, forekommer ikke korrekt.
LÆS OGSÅ: Hvorfor leve sundt? Døden skal jo have en årsag
Glidebaneargumentet: Ingen stopklods for hvem, der kommer til at dø
En andet centralt argument mod legalisering af aktiv dødshjælp, og som er nævnt af for eksempel Iben Tranholm i en kronik i Politiken i januar 2020.
Her optræder idéen om, at der ikke er nogen stopklods for hvem og i hvilke situationer, vi vil yde aktiv dødshjælp, hvis først vi accepterer aktiv dødshjælp fra døende, der udtrykkeligt selv ønsker at komme herfra.
Tranholm er bekymret for, at vi vil komme ind på en moralsk, katastrofal glidebane, hvis vi accepterer aktiv dødshjælp. En glidebane, der kan føre til situationer, hvor alle får aktiv dødshjælp, når blot de ønsker det. Det kan være børn og folk med kroniske sygdomme
Eller endnu værre, at staten vil udøve dødshjælp til folk, der ikke selv ønsker at dø, men som er dyre at holde i live (tænk mennesker med stærke handicap eller svære sygdomme).
Det er selvfølgeligt vigtigt, at vi holder øje med et eventuelt misbrug. Men vi kan jo forhindre eller mindske et misbrug ved at have nogle retningslinjer for, hvem og i hvilke situationer vi vil lovliggøre aktiv dødshjælp.
At vi kan inddæmme brugen af aktiv dødshjælp til situationer, hvor vi ønsker det, er meget sandsynligt af den simple grund, at vi har formået at inddæmme brugen af passiv dødshjælp.
At vi stadigvæk har en lov, der tillader passiv dødshjælp, peger i retning af, at misbruget af denne type dødshjælp er meget lavt. Hvis vi kan det ene, må vi også kunne det andet.
LÆS OGSÅ: Ældre frygter livet mere end døden
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Misforståelser af fortalere for aktiv dødshjælp
Ofte oplever jeg, at folk misforstår fortalerne for aktiv dødshjælp. Måske mener man, at fortalere er vilde med aktiv dødshjælp og har holdningen ‘jo mere aktiv dødshjælp jo bedre’.
Dette er ikke mit synspunkt. Jeg mener i stedet, at aktiv dødshjælp skal være at betragte som en nødløsning for individer, der ligger på dødslejet med kort tid igen, og som lider intenst og ønsker at dø en værdig død.
Hvis aktiv dødshjælp blev lovligt, og det skulle vise sig ikke at blive anvendt, vil det jo bare være fantastisk. For så er det tegn på, at den palliative (lindrende) behandling har været tilstrækkelig god.
Men vi ved jo godt, at vi ikke altid kan lindre eller fjerne uudholdelig smerte på dødslejet, da smerte er subjektiv og kan være rent mentalt. Derfor bør vi holde muligheden åben for aktiv dødshjælp.
Aktiv dødshjælp fjerner ikke fokus fra smertelindring
Andre, for eksempel et flertal fra Det Etiske Råd, skrev i en nylig kronik i Politiken, at fortalere for aktiv dødshjælp ikke mener, at vi skal tilføre flere ressourcer til smertelindrende behandling, eller at en lovliggørelse i sig selv vil fjerne fokus og ressourcer fra den palliative behandling og fra etableringen at bedre og flere hospicer.
Men for det første er vi fortalere for aktiv dødshjælp selvfølgelig også tilhængere af, at den palliative behandling bliver tilgodeset med mere forskning og ressourcer.
Vi er jo netop for aktiv dødshjælp, fordi det blandt andet kan stoppe smerte. At en legalisering af aktiv dødshjælp vil medføre, at der vil komme færre ressourcer til den palliative behandling, er ren spekulation.
Det samme argument kunne man have fremført, da vi i Danmark legaliserede passiv dødshjælp.
Men siden passiv dødshjælp blev lovligt, er der løbende sket en klar forbedring af den palliative behandling. Det samme vil være muligt, hvis vi lovliggjorde aktiv dødshjælp.
Der var også vigtigt at slå fast, at aktiv dødshjælp er foreneligt med at være fortaler for øget hensyn til folk med handicap og en øget forståelse for, at man kan have mindst lige så gode liv med et handicap som uden et handicap.
Aktiv dødshjælp er for folk, der er på dødslejet, som lider og ønsker at kommer herfra – det er jo heldigvis langt fra tilfældet for de fleste mennesker med en alvorlig sygdom eller et handicap.
LÆS OGSÅ: Ældre vil gerne tale om døden og den sidste tid
LÆS OGSÅ: Hvornår skal vi sige ja til døden og nej tak til behandling?
