Kig op i juni: Se Venus og Jupiter ’kysse’, når deres baner krydser

Planeterne danser rundt mellem stjernerne i løbet af året, mens vi på Jorden nøjes med vores årlige omgang rundt om Solen.

Sommermånedernes lyse nætter kan dog sætte lidt en stopper for de bevægende syn på nattehimlen, og i år er juni lidt af en astronomisk hovedpine: Himlen er støvsuget for planeter!

I hvert fald slut på måneden – for heldigvis begynder vi med et lille plaster på såret, som vi kan takke planeternes dans for: Et særligt møde mellem to planeter, der kommer til at befinde sig kun tre fuldmåners længde fra hinanden, som kan ses med det blotte øje.

Og for os med hang til teleskoper og specialiserede kamerafiltre, byder juni også på en sjov udfordring fra Messierkataloget.

Oplev Venus og Jupiters møde

I et bånd rundt om Solen finder vi stjernebillederne i Dyrekredsen – dem, du kender fra stjernetegnene i astrologiens verden.

Alle planeter bevæger sig rundt om Solen i det, vi kalder ’solsystemets plan’, og passerer således igennem dyrekredsen på deres vej rundt om Solen.

De to inderste planeter Merkur og Venus bevæger sig mest på himlen, fordi vi kigger indad mod deres baner, når vi kigger på de to planeter.

Derfor flytter de sig sammen med Solen hele vejen gennem dyrekredsen.

For Venus betyder det, at den tilbage i begyndelsen af året befandt sig i stjernebilledet Skytten, mens den her i løbet af juni bevæger sig igennem hele tre stjernebilleder; Tvillingerne, Krebsen og Løven. I slutningen af året når den til stjernebilledet Vægten.

Planeterne længere væk fra Solen flytter sig knap så meget på himlen, simpelthen fordi de er længere væk. I gennemsnit er for eksempel Jupiter næsten fire gange længere væk fra Jorden end Venus.

Jupiters lidt smådovne bevægelse har den effekt, at den en gang imellem bliver indhentet af en af de indre planeter. Og dét sker her i juni, mere præcist den 9. juni, hvor de to planeter kun vil være adskilt af bredden af tre fuldmåner.

Det planetære møde vil være synligt fra solnedgang omkring klokken 22 til de to planeter går ned lidt efter midnat.

Og selvom det er lyse nætter, hvor himlen er lyst godt op af sollys også om natten, skal det nok blive et flot syn. Men det gjorde mig også nysgerrig på, hvornår de to store planeter sidst rent faktisk formørkede hinanden.

For hvis sol, jord og planeter står helt rigtigt, så kan planeterne godt komme til at bevæge sig ind foran hinanden, set fra Jorden. Det er bare sjældent.

Og måske var det også småt med øjenvidner til den sidste gang i 1818.

Solen støvsuger himlen for planeter i juni

Planetmødet mellem Venus og Jupiter markerer samtidig begyndelsen på det vi kunne kalde en omvendt planetparade, for efter de to planeter har mødtes tidligt i juni kommer de begge tættere på Solen på himlen.

De andre planeter er heller ikke langt fra Solen, så store dele af juni bliver en omvendt planetparade, hvor der er ingen planeter på himlen om natten.

Saturn og Mars er dog på vej væk fra Solen og kan spottes i de tidlige morgentimer lavt på østhimlen – især mod slutningen af måneden.

Den omvendte planetparade kommer måske på det rigtige tidspunkt på året, for juni er årets lyseste måned, hvor Solen maksimalt er 12 grader under horisonten i Aarhus, hvor jeg bor. Det er ikke bare lyse nætter, det er meget lyse nætter.

Det betyder dog også, at alle de mange galakser, som sommerhimlen med især Løven, Jomfruen, Berenikes Lokker, Jagthundene og Store Bjørn gemmer på, er næsten umulige at se.

Som astronom er det lige til at få hovedpine over. Årets længste dag falder i år på den 21. juni, som er sommersolhverv, hvor vi har Solen højest på himlen.

Og apropos solhøjden, så følger vi på observatoriet Solens position på himlen i løbet af året med vores biologiske solur.

Viseren i soluret er stammen af et lindetræ, som vi plantede den 25. september 2023, som både markerede Ole Rømers fødselsdag men også vores genåbning efter en gennemgribende og nænsom renovering af observatoriet.

Det er skyggen fra stammen, som flytter sig i løbet af dagen og året. Ved sommersolhverv falder skyggen klokken henholdsvis 10, 12, 14 og 16 lige på de granitfliser, som vi har placeret i græsset rundt om træet, og som der står midsommer på.

Der ligger også granitfliser for jævndøgn og vintersolhverv og på den måde fungerer skyggen af lindetræet, som en slags simpelt solur.

Måske får vi et glimt af Ørnetågen

Men selvom det er lyse nætter, er det ikke helt umuligt at observere fjerne objekter på nattehimlen. En af sommerens gæster på den danske himmel er den fantastiske Ørnetågen, Messier 16.

Ørnetågen ligger i stjernebilledet Slangen, som ligger omkranset af stjernebillederne Slangebæreren, Ørnen og Skjoldet.

Slangen og Ørnetågen er kun synlig på himlen om sommeren, så fra vores breddegrader er det en udfordring at se det.

Oveni det går vores store teleskop på Ole Rømer Observatoriet ikke længere ned end 15 grader over horisonten, så jeg glæder mig til udfordringen med at prøve at observere Ørnetågen derfra.

Heldigvis er Ørnetågen både en åben stjernehob og en emissionståge med aktiv stjernedannelse.

Tågen lyser kraftigt op i bølgelængder associeret med de grundstoffer, som findes i tågen. Det betyder, at det kan lade sig gøre at observere og tage billeder af tågen med såkaldte smalbåndsfiltre, hvor vi observerer i nogle helt bestemte og smalle bølgelængdeintervaller.

På observatoriet har vi smalbåndsfiltre for hydrogen, oxygen og svovl, som er små firkantede glasplader, vi kan glide ind mellem optikken og kameraet.

Filtrene lukker kun lys igennem med helt bestemte bølgelængder. Det bliver interessant at prøve at lave et samlet farvebillede af Ørnetågen på den måde.

Og hvis det bliver for svært med Ørnetågen ligger en af mine personlige yndlingsstjernebilleder lige lidt højere på himlen end Slangen. Det er det store og flotte stjernebillede Herkules, som til min evige forundring ligger på hovedet på himlen.

I hvert fald bliver Herkules tit afbilledet på hovedet med alfa-stjernen Rasalgethi som stjernen, der markerer krigerens hoved. Men det er nu ikke hovedet, som er det mest karakteristiske ved Herkules.

Det er i stedet den skrå trapez-firkant af stjernerne Epsilon, Pi, Eta og Zeta Herkulis. Den trapezformede firkant synes jeg er sjov at lede efter ikke langt fra en af himlens mest lysende stjerner, Vega. Og ud fra firkanten stikker Herkules’ arme og ben i forskellige retninger.

Herkules er også hjem for en af himlens fineste kugleformede stjernehobe. Den kæmpestore Messier 13, som vi fangede på billeder sidste sommer på observatoriet.

Stjernehoben ligger i Mælkevejen og er hjemsted for op imod en halv million stjerner, som ligger relativt tæt.

At se den med øjet gennem et okular er ret imponerende, synes jeg.

Og faktisk er den så lysstærk, at den i princippet kan ses med det blotte øje, hvis ellers himlen er fuldstændig bælgmørk.

Det har jeg dog endnu aldrig selv været i stand til – og i hvert fald ikke, mens det er lyse nætter i Danmark.

Månen og Solen

Månen tager i løbet af juni turen fra nymåne til fuldmåne over datoerne 8. juni (aftagende halvmåne), 15. juni (nymåne), 21. juni (tiltagende halvmåne) og 30. juni (fuldmåne).

Den 17. juni står Månen meget tæt ved planeten Venus i stjernebilledet Krebsen. De to kloder er synlige sammen i timerne efter solnedgang.

1. juni står Solen op kl. 4.35 og går ned kl. 21.47. Det astronomiske mørke indtræffer på intet tidspunkt.

30. juni står Solen op kl. 4.31 og går ned kl. 22.02. Det astronomiske mørke indtræffer på intet tidspunkt.

De nævnte tidspunkter gælder for Danmarks geografiske centrum i det vestlige Sjælland. Læg derfor lidt til tallene, hvis du bor længere vestpå eller træk lidt fra, hvis du bor østpå.