Hvem skrev den første moderne roman?

Som barn slugte jeg alverdens litteratur og hentede næsten hver weekend en pose med bøger på biblioteket.

Jeg husker ikke, hvad der stod i alle de bøger, men jeg husker, hvor godt det føltes at forsvinde helt ind i romanernes verden. Halvsiddende i sofaen i stuen, godt viklet ind i et tæppe og med en glemt kop te inden for rækkevidde.

Sådan har jeg det stadig. Allerbedst er det, når jeg sidder med ældre romaner, der har fået en helt unik indbinding og gemmer på kærlige hilsner fra et forelsket eller sorgfuldt hjerte. Det gør ikke noget, at en roman har rejst vidt omkring og har fået mærker af at blive læst.

Romanen har udviklet sig markant, siden de første eksemplarer så dagens lys. På tværs af de hundredvis af år, hvor genren har været iblandt os, har den brilleret ved at gøre os nysgerrige på hinanden og den verden, vi deler.

Romanen er et elastisk monster

Når vi åbner en roman, kan dens tekststykker også se vidt forskellige ud.

Den engelske forfatter Henry James har derfor kaldt romanen for et elastisk monster, fordi genren ændrer sig og æder alle andre litterære genrer såsom essays, digte, dagbøger, eventyr, rejseberetninger, sms’er, sange, dramaer, lister og breve.

Romanens forskellige stilarter gør det dermed vanskeligt at give en klar definition. En ordbog vil oftest definere romanen som en lang prosafortælling med opfundne personer, steder og begivenheder. Men der findes også kortromaner, romaner på vers og romaner med virkelige mennesker.

Alt efter hvor smalt eller bredt vi definerer romaner, så kan vi finde de første udgaver forskellige tider og steder i historien.

Den canadiske litteraturhistoriker Margaret Anne Doody lægger vægt på romaners længde og deres fortællinger i prosa – og har derfor fulgt genrens rødder tilbage til antikken.

Litteraturhistorikerne Ian Watt og Catherine Gallagher ser dog noget anderledes på det.

Romanen blev en fiktionsgenre i 1700-tallet

De to forskere argumenterer for, at romanen først vokser frem i 1700-tallets England, men har fremhævet forskellige årsager.

Watt lægger vægt på, at en ny middelklasse opstod i denne periode, så langt flere fik mulighed for at læse og købe bøger, og den nye klasse ønskede at læse realistiske skildringer af helt almindelige menneskers liv. Måske i virkeligheden helst dem selv.

Gallagher fokuserer derimod på, at vi først her får romanen defineret som en fiktionsgenre, hvor læserne ved, at dens fortællinger er opdigtede og har opfundne personer.

Skyggesiden ved begge definitioner er ifølge Doody, at de indirekte gør den europæiske roman til et ideal og dermed overser førmoderne værker. For eksempel middelalderens arabiske fortælletraditioner og franske romancer.

Samtidig kommer definitionen af romanen som et fiktivt univers til at skjule genrens lange tradition for at placere sig mere tvetydigt mellem det opfundne og det virkelige.

Doody gør opmærksom på, at større prosafortællinger cirkulerede i globale netværk, allerede før romanbetegnelsen blev opfundet. Og for hende vil en romersk historie som Apuleius’ ‘Forvandlinger eller det gyldne æsel’ fra år 160 kunne læses som en roman.

Den første moderne roman

For Doody er et afgørende træk ved romangenren dens fleksible form og stadige udvikling.

Samtidig fremhæver hun genrens kontinuitet, da nye fortællinger forbinder sig med gamle historier og myter. Hun ser for eksempel de fantasifulde romancer som én ud af de utallige måder at være roman på.

Litteraturforskere fremhæver ellers ofte den spanske forfatter Miguel de Cervantes’ roman ‘Don Quijote’ fra 1605-15 som det første eksempel på en mere moderne roman. Det skyldes, at den netop gør grin med den traditionelle romance.

Cervantes udstiller satirisk hovedpersonen Don Quijote som en tosse, der har læst så mange romancer og ridderromaner, at han er blevet gal.

Læsningen har ændret hans syn, så han overalt ser mere magiske fortællinger udfolde sig. Derfor møder han monstrøse kæmper, hvor andre ser vindmøller, og han opfatter vinsække som brave krigere.

Don Quijotes tro tjener Sancho Panza måber over sin herres vanvid, men lader sig alligevel overbevise af fantasierne, selv om deres eventyr fører til, at de begge får tæsk.

Den moderne roman indleder således med på én og samme tid at advare om at læse romaner og vække læserens lyst til at læse dem.

Det er nemlig ikke helt så simpelt, at vi kan læse Don Quijote som et brud med romancen. Romanen er selv fuld af indskudte romancer med forelskede par, der ikke må få hinanden, venskaber, der sættes på prøve af utroskab, og drabelige historier fra slagmarken.

Selv om læserne kan grine af Don Quijote, kommer vi også selv til at mærke romancens fascinationskraft. Don Quijote er ikke kun en ironisk og komisk roman, men også romantisk og forførerisk.

På den måde viderefører romanen både en længere tradition med linjer tilbage til Det gyldne æsel og forsøger at skabe noget helt nyt.

Forskelle på roman og novelle

Mens der er uenighed om, hvornår romanen opstod, så er der til gengæld konsensus om, at romanen er en længere fortælling.

Forfatteren E.M. Forster forsøgte at sætte længden på formel ved at kategorisere fortællinger i prosa på mere end 50.000 ord som romaner.

Forfattere og forlag holder sig ikke nødvendigvis til den slags snævre rammer, men det er karakteristisk for romanen, at dens store omfang giver mange muligheder for at flette vidt forskellige fortællinger og materialer sammen.

Den amerikanske litteraturhistoriker Allan H. Pasco forklarer, at en novelles korthed gør det svært at introducere helt nye verdener. Novellen må i højere grad regne med læserens baggrundsviden, da der ikke er plads til at forklare så meget.

Til gengæld kan vi læse en novelle på én gang, hvilket ifølge forfatteren Edgar Allan Poe giver en helhedsfornemmelse og et komprimeret og intenst udtryk.

En roman læser vi derimod over længere tid alene på grund af dens ordrigdom. Det betyder noget særligt i forhold til romanens realisme og læserens oplevelse af selv at være til stede i handlingen.

Romanen har plads til at give rum, lys og liv til det skrevne. Men der opstår som sagt også en særlig nærhed i romaner, fordi vi er så tæt på karakterernes indre tankeverden, som vi kan følge over så mange sider, at den langsomt kan trænge ind i vores egen.

Skønlitteratur kan genoplive vores nysgerrighed

Vi nyder selvfølgelig også romaner, fordi de kan være sproglige mesterværker. Ordenes lyde vibrerer, de rytmiske gentagelser vækker flow, billeder støder sammen i nye ord, så sproget netop vækker vores sanser til live.

Den russiske litteraturteoretiker Viktor Sjklovskij mener, at skønlitteratur kan gøre blikket på verden nyt ved at genoplive vores nysgerrighed.

Store dele af vores liv er nemlig præget af vaner. Mens vi støver af i stuen, kan vi pludselig komme i tvivl om, hvorvidt vi allerede har været ved vindueskarmen.

Vi har ikke været opmærksomme undervejs, og denne automatik kan ifølge Sjklovskij få livet til at forsvinde for vores øjne. For vaner fjerner ikke kun vores fokus i rengøringen, men også vores nærværende blik på kvinden ved vores side eller angsten for krig.

Det skønne ved skønlitteraturen er, at den netop kan hjælpe os med at gøre verden levende, som da vi var børn.

Romaner kan give os tid til at se relationer, steder og ting i udkanten af vores bevidsthed. Ifølge Sjklovskij fremmer forfatterne denne opmærksomhed ved at underliggøre verden og beskrive den sanseligt, som så vi den for første gang.