For omkring 6-7 millioner år siden skete der noget skelsættende i Afrika. Det er her, historien om mennesket for alvor begynder.
Siden da har evolutionen taget mange omveje. Det moderne menneske, som vi kender i dag, er resultatet af en lang og kompleks evolution på tværs af mange forskellige arter.
I explainervideoen øverst i artiklen følger vi menneskets evolutionære og teknologiske udvikling helt fra de tidligste forfædre og frem til i dag. Altsammen kogt ned til bare 11 minutter.
Vi begyndte at gå oprejst
Rejsen begynder, da arter fra slægten Australopithecus rejser sig op og begynder at gå på to ben.
Selvom de ikke gik på helt samme måde som os moderne mennesker, var dette skifte fuldstændig afgørende, fordi den tobende gang frigjorde deres hænder.
Dette gjorde det muligt at begynde at udvikle og bruge de allerførste redskaber.
Stenredskaber gav os større hjerner
I starten var der blot tale om primitive sten med en skarp kant, der blandt andet kunne bruges til at skære kød af knogler eller åbne nødder.
Men som evolutionen skred frem, blev redskaberne markant mere specialiserede og forfinede.
Senere menneskearter begyndte både at udvælge bestemte stenarter, bruge avancerede flækketeknikker og sammensætte forskellige materialer for at skabe alt fra håndøkser til spyd bygget af træ, flint og lim.
Hvis dette vækker din interesse, kan du i øvrigt også tage et kig på denne video, hvor en eksperimentel arkæolog demonstrerer bearbejdelsen af sten.
Med denne teknologiske udvikling hakket ud i sten, kunne vores forfædre nedlægge stadigt større byttedyr såsom mammutter og hulebjørne.
Kosten ændrede vores hjerner
Da fortidsmenneskerne begyndte at bruge skarpe sten til at skære kød af knogler og efterfølgende jage, tilpassede deres tarmsystemer sig langsomt en langt mere kødrig diæt.
Denne nye, energirige kost var et vendepunkt, da den leverede det nødvendige overskud af energi til at udvikle og understøtte de store, komplekse hjerner, vi har i dag.
Dyk ned i hele vores evolutionære udvikling, og bliv klog på, hvilken afgørende indflydelse redskaber og teknikker har haft på, at vi, Homo sapiens, endte som den dominerende art på kloden, i videoen øverst i denne artikel.
Den viden, vi har brugt i videoen, kommer fra:
- Ole Høiris, Docent emeritus, Antropologi, Aarhus Universitet
- Frido Welker, Lektor ved Globe Institute, Københavns Universitet
































