Tre professorer udtalte sig for nylig om et muligt nationalt sprøjteforbud i en artikel på berlingske.dk.
Problemet var bare, at to af dem ikke findes, og den tredje siger, at han aldrig har talt med avisen.
Det skriver Information, som har undersøgt sagen.
Ifølge Information handlede Berlingskes artikel om de økonomiske vismænds nye rapport om sprøjteforbud. Rapporten peger på, at et sprøjteforbud er den bedste løsning for samfundet, hvis Danmark vil sikre sig rent drikkevand på lang sigt.
I artiklen indgik dog også tre professorer, hvor to var kritiske over for udsigten til et sprøjteforbud, nemlig ‘professor Lars Mogensen fra Aarhus Universitet’ og ‘teknologiprofessor Anne Kjær Nielsen fra DTU', skriver Information.
Men Information, som har dækket emnet om sprøjteforbud intensivt gennem det seneste halvandet år, kendte ikke og kunne ikke finde frem til de to forskere. Det kunne presseafdelingerne på Aarhus Universitet og DTU heller ikke, skriver mediet.
Berlingske citerede også 'professor Hans Estrup Andersen fra Danmarks Tekniske Universitet', som godt nok findes, men som er seniorforsker ved Aarhus Universitet, og altså ikke professor på DTU. Han afviser desuden over for Information, at han har talt med Berlingske.
Berlingske har efter kritikken nu rettet artiklen.
Ifølge rettelsen blev et AI-værktøj brugt forkert, så der opstod opdigtede personer og citater.
»Det ville være et selvbedrag ikke at erkende, at en sag som denne svækker Berlingskes omdømme og troværdighed,« siger ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, om sagen i en artikel på Berlingske.
Ifølge Berlingske er den pågældende medarbejder blevet sendt hjem, mens sagens undersøges.
\ AI skriver ikke artikler på Videnskab.dk
Videnskab.dk's retningslinjer for brug af AI forbyder, at artikler skrives af kunstig intelligens, og mennesker står altid bag vores artikler, videoer og podcasts.
Videnskab.dk's medarbejdere kan bruge AI til idéudvikling, oversættelse, korrekturlæsning, transskribering, at finde synonymer og lignende, men når noget fra en AI skal bruges i et journalistisk produkt, foregår det efter 'human in the loop'-princippet. Det vil sige, at menneskerne på vores redaktion altid fakta- og kvalitetstjekker det, som AI'en svarer.
Generelt har Videnskab.dk en kritisk og forsigtig tilgang til brugen af generativ AI for at sikre, at sprogmodellernes hallucinationer og bias ikke får indflydelse på det journalistiske produkt. Retningslinjerne tilsiger således, at man skal betragte alt, hvad sprogmodeller siger, som ubekræftede oplysninger, der skal dobbelttjekkes, for sprogmodeller kan aldrig ses som en faktuel kilde.
En undtagelse er den automatiske oplæsning, hvor AI-teknologi bruges i processen til slavisk at læse artiklerne op. I det tilfælde er det sikret, at AI-stemmen ikke opfinder noget nyt.
































