Jeg betalte 150 dollars for den ultimative guide til looksmaxxing - sådan gik det

Der er noget dybt grænseoverskridende ved at kigge direkte ind i et kamera, uploade billederne og bede et firma om at udpensle alt, hvad der er galt med ens ansigt.

Men det er præcis, hvad jeg har gjort.

For 150 dollars har jeg købt en ansigtsanalyse hos tjenesten QOVES, der lover at give mig en videnskabelig plan for mit livs glow-up.

Salgstalen er lige så forførende, som den er kynisk: attraktive mennesker er gladere, fremstår klogere og tjener mere end andre.

Den slags idéer er ikke kun noget, der lever i kommercielle tjenester som QOVES. De er en del af en bredere online kultur, hvor udseende bliver gjort til et projekt, der konstant kan optimeres.

Fænomenet kaldes 'looksmaxxing', og her forsøger især unge at forbedre deres udseende systematisk - fra hudpleje og træning til mere ekstreme kosmetiske eller kirurgiske indgreb.

Men hvad sker der egentlig, når ens ansigt bliver gjort til et projekt, der kan forbedres?

En journal over mine fejl og mangler

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg altid været lidt usikker på min kæbelinje. Jeg har ofte tænkt, at den ikke er skarp nok. At den flyder lidt for blødt over i halsen.

Så da resultatet af min ansigtsanalyse fra QOVES - en 16-sider lang rapport - tikker ind i min indbakke, scroller jeg næsten instinktivt ned til afsnittet om min kæbe.

Og QOVES er enig med mig.

Rapporten konstaterer klinisk, at min kæbe godt nok har en naturlig, feminin form, men at jeg med »gradvis fedtreduktion« kan slanke mine kinder og underansigt, så kæbelinjen træder skarpere frem.

Det er her, firmaet begynder at overbevise mig. For når rapporten bekræfter en usikkerhed, jeg allerede har, så har den måske også ret i alt det andet, den skriver?

Jeg bladrer videre gennem journalen over mit ansigt. Næste stop: Læber. De fejler ifølge rapporten ikke noget alvorligt, men foreslår alligevel, at jeg sprøjter små mængder botox ind i mundvigene for at løfte dem og få et mere »venligt« udtryk.

Og når jeg nu er i gang, kunne jeg passende overveje lidt filler for at gøre min hage smallere.

Løsningerne bliver serveret som lette, overkommelige optimeringer og illustreret med flotte før- og efterbilleder.

»Det er simpelthen noget bullshit«

Det er en følelse af nyplantet usikkerhed, jeg tager med mig, da jeg ringer til Jennie Sejr Junghans, der er medicinhistoriker og forsker i plastikkirurgiens historie.

Jeg har på forhånd sendt hende min rapport, og hun virker oprigtigt rystet over den måde, mit udseende bliver pillet fra hinanden på.

»Jeg har virkelig haft ondt i maven af at læse den, for jeg synes, at den er så manipulerende og grov,« udbryder hun over telefonen.

For medicinhistorikeren er det tydeligt, at analysen ikke er det objektive, videnskabelige værktøj, som tjenesten ellers påstår.

»Det er simpelthen noget bullshit. Der er intet objektivt ved det,« lyder det kontant.

Hun pointerer blandt andet, at hvert afsnit af rapporten konsekvent starter med at rose mine træk - for eksempel mit »rolige, ungdommelige blik« - for derefter at foreslå, at jeg alligevel lige ændrer lidt på det.

»Det er virkelig giftigt. Det er ligesom en dårlig kæreste eller en dårlig forælder, der hele tiden prikker til dine usikkerheder.«

Og netop fordi løsningerne lyder så overkommelige, bliver det en farlig glidebane:

»Hvis man nu tænker: 'jeg er sgu ikke sådan en, der gider gå ned i træningscenteret’, eller: ‘jeg kan godt lide det, jeg spiser nu', så prikker den til, at man jo kan få lavet et kosmetisk indgreb. Det er hurtigere,« siger hun og slår fast:

»Det er så korrupt.«

Skønhedsidealer klædt ud som videnskab

QOVES siger selv, at deres analyser er objektive og bygger på mere end 2.000 videnskabelige studier.

Men det er svært at få indblik i, hvad det egentlig betyder.

Jeg har flere gange forsøgt at få QOVES til at uddybe, hvilke studier de baserer deres analyser på. I min egen rapport er der ikke henvist til ét eneste af dem. Men firmaet er ikke vendt tilbage på mine henvendelser.

Selv hvis der ligger forskning bag, er analyserne stadig misvisende, mener Jillian Sunderland, ph.d.-studerende i sociologi ved University of Toronto.

»Det er i virkeligheden kulturelle skønhedsidealer pakket ind i et videnskabeligt sprog,« forklarer hun.

Med andre ord: Det ligner objektiv videnskab, men bygger stadig på menneskers smag og forestillinger om, hvad der er attraktivt.

Og det er ikke noget nyt.

Jillian Sunderland peger på en parallel til 1800-tallets fysiognomi. Her mente man, at man kunne aflæse et menneskes personlighed og værdi ud fra ansigtet.

Dengang blev den brugt til at retfærdiggøre racisme og placere mennesker i hierarkier.

I dag er formålet et andet, men mekanismen ligner: Ansigtet bliver målt, vurderet og brugt til at fortælle os, hvordan vi kan forbedre os selv.

Usikkerhed som forretningsmodel

Jeg fortæller Jennie Sejr Junghans, at jeg efter analysen er begyndt at lægge mærke til ting ved mit ansigt, jeg aldrig før har tænkt over.

Mine øjne. Mit ansigtsudtryk. Mine øjenbryn. Små ting, som pludselig føles som mangler.

Det er ifølge forskeren netop kernen i forretningsmodellen. Fejl og usikkerhed er skruen uden ende. Der vil altid være noget, som kan optimeres.

Hun nævner eksempelvis rapportens forslag om at ændre min kæbelinje gennem vægttab:

»Selv hvis du sulter dig selv fra nu af og til jul, er der ingen garanti for, at du vil tabe dig lige dér,« påpeger hun.

Konsekvensen af de urealistiske løfter er, at ansvaret lægges over på brugeren selv.

»Så vil du tænke: ‘Måske har jeg gjort det forkert. Måske skal jeg prøve noget andet’,« forklarer Jennie Sejr Junghans.

Og netop her rammer vi et centralt punkt i den moderne optimeringskultur, som også kommer til udtryk i looksmaxxing-miljøer online. For når det ikke lykkes at sulte sig til en skarpere kæbe, står industrien klar med nemme, kosmetiske alternativer som fillers og botox.

Kulturforsker Karen Hvidtfeldt forklarer, at den slags indgreb i dag er blevet så tilgængelige, at det for mange kan sammenlignes med at gå til frisøren.

At vi overhovedet er nået til et punkt, hvor vores ansigter er blevet til konstante optimeringsprojekter, er kulminationen på en årelang historisk udvikling. Det kan du læse mere om i artiklen: Dit ansigt som projekt: Sådan blev skønhed noget, der kan måles.

Men den nemme adgang betyder også, at ansvaret for at se ‘rigtig’ ud i endnu højere grad placeres på dine egne skuldre.

»Det er dit eget valg. Vil du optimere?« spørger Karen Hvidtfeldt retorisk.

Når skønhed på den måde gøres til et simpelt og tilgængeligt valg, er vejen banet for næste skridt - flere produkter, flere behandlinger, mere indgriben.

Og som kulturforskeren siger, stopper jagten på det perfekte ansigt aldrig.

»Det er jo en industri, der lever af at gøre dig opmærksom på ting, du sikkert ikke havde overvejet,« siger hun og tilføjer:

»Hver gang du får lavet noget, så opstår der en ny idé eller et nyt behov.«

Vished eller bare en ny usikkerhed?

QOVES hævder, at den største usikkerhed kommer fra uvisheden selv, og at deres analyse i virkeligheden giver brugeren »kontrol gennem viden«.

Nu står jeg her med min manual til, hvordan jeg optimerer mit ansigt - en personlig looksmaxxing guide. Jeg har fået visheden.

Men alligevel nager tvivlen mig. For pludselig tager jeg mig selv i at overveje, om jeg burde få botox i mundvigene for at se venligere ud.

Jeg sidder tilbage med et paradoksalt spørgsmål: Føler jeg mig reelt mere oplyst og i kontrol, eller har jeg i virkeligheden købt mig til en ‘videnskabelig’ undskyldning for flere usikkerheder?

Jeg har kontaktet QOVES for at forelægge dem kritikken i artiklen, men de er ikke vendt tilbage på mine henvendelser.