Jobcentrene lukker, men hvad skal vi sætte i stedet?

Regeringen vil ’lukke jobcentrene’, ’sætte kommunerne fri’, sætte ’den ledige i centrum og give frihed til dem, der kan selv’.

Målet er en reform af hele beskæftigelsessystemet, som skal spare tre milliarder kroner. Det fremgår af regeringsgrundlaget.

Hvornår det skal ske, står stadig hen i det uvisse, men de første spæde skridt er netop taget med en lov, der skal skabe mere målrettede tilbud til de ledige og mulighed for digitale samtaler.

At der er store problemer i det nuværende system, kan de fleste blive enige om.

Det er for dyrt, for bureaukratisk tungt, der er for mange eksempler på uværdig behandling, og hverken brugere eller sagsbehandlere kan lide det.

Men hvad guider egentlig vores viden om og forståelse af, hvad vi gerne vil have?

Fremfor at gribe det ideologisk an, er der nu en oplagt mulighed for at kvalificere beskæftigelsesindsatsen på baggrund af både national og international forskning.

Hvad kan vi lære af Slovenien?

Vi har i de seneste tre år været en del af et større europæisk forskningsprojekt, Hecat, under EU's forsknings- og innovationsprogram Horizon2020.

Projektet leverer overraskende inspiration til at forny beskæftigelsesindsatsen ved at skele mod Slovenien.

I tråd med det nyligt fremlagte regeringsgrundlag, er der i Slovenien færre, stramme procesregler, der skal følges:

Medarbejdere er mere fri, der spares på ressourcerne, medarbejdertilfredsheden højnes, og relationen mellem sagsbehandler og borger styrkes. What’s not to like?

I det følgende dykker vi dybere ned i de slovenske erfaringer, for at se på hvad vi kan og ikke kan bruge i dansk sammenhæng.

Færre regler, flere selvstændige skøn

I de danske jobcentre er man underlagt standardiserede krav til for eksempel antallet af samtaler, hvornår aktivering skal finde sted, og hvornår en borger skal sanktioneres.

I Slovenien er det i højere grad op til den enkelte sagsbehandler at vurdere, hvad den arbejdsløse borger har brug for.

En slovensk sagsbehandler fortalte os, at hun ikke brugte sit krudt på at ’motivere’ en nybagt mor til at tage et minimumslønnet job.

Kvinden havde ikke nogen uddannelse eller arbejdsmarkedserfaring, så mulighederne var ikke mange.

Udgifterne til en vuggestueplads overstiger langt, hvad kvinden ville kunne tjene som for eksempel rengøringsmedarbejder. Sagsbehandleren kunne godt forstå borgeren. Og lod hende være, mens hun havde et lille barn.

Den fleksibilitet i arbejdet muliggør, at sagsbehandleren træffer selvstændige faglige skøn på baggrund af erfaring samt kendskab til det slovenske arbejdsmarked.

I interviews fortæller sagsbehandlerne, at den selvstændighed i arbejdet muliggør, at de bevarer deres faglige integritet.

Der var jo typisk en grund til, at de valgte at arbejde med mennesker, der har brug for hjælp i første omgang. Fleksibiliteten og de faglige skøn gør det muligt for dem at være mere på borgerens end bureaukratiets side.

Sagsbehandleren er gladere, den arbejdsløse er gladere.

Fra Danmark ved vi også, at det ikke kun er borgerne, der lider under den regeltunge verden. Socialrådgivere er i risikogruppen for at opleve moralsk stress og forråelse – altså lide psykisk under at presse borgere unødvendigt.

Det gør med andre ord ondt på begge sider af bordet, når der fokuseres mere på at leve op til proceskrav end indhold i jobsøgning.

Forskelle mellem danske og slovenske arbejdsløse

Men kan vi uden videre overføre resultaterne fra den slovenske model til en dansk kontekst?

Gennem samtaler med slovenske arbejdsløse bemærkede vi, at de ikke i samme omfang vender problemet indad, når de mister deres arbejde, som det er tilfældet med danske arbejdsløse.

At være arbejdsløs er altså ikke i samme omfang ’individualiseret’, og arbejdsløshed forstås ikke i samme omfang som et psykologiseret problem i den slovenske kontekst; færre slovenske arbejdsløse begynder at tvivle på, at der er noget fundamentalt i vejen med dem som personer, nu da de ikke har et arbejde og har svært ved at finde et.

En af forklaringerne på, at det at være arbejdsløs opleves så forskelligt, skal spores i de historiske rødder.

Slovenien har haft en socialistisk fortid, hvor det at have et arbejde skulle sikres af staten snarere end af individet selv.

Værdighed og status er derfor ikke i lige så høj grad koblet op til at have et lønarbejde sammenlignet med Danmark.

Selvom vi altså kan observere interessante resultater, når vi skal nytænke den danske beskæftigelsesindsats, så skal vi tage højde for både kulturelle forskelle samt forskelle, hvad angår arbejdsmarkedet, fordi de er med til at forme oplevelsen af at være arbejdsløs.

Hvad kan vi så bruge?

Et mere fleksibelt beskæftigelsessystem med større plads til både den ledige og sagsbehandlerens skøn er et oplagt sted at begynde.

Fra den slovenske kontekst er der imidlertid også nogle problemer, som vi skal være opmærksomme på, eksempelvis:

Hvad sker der med den lediges stemme og retssikkerhed, når man overlader ’alt’ til sagsbehandlerens dømmekraft?

Det går ofte igen blandt de arbejdsløses beretninger i Slovenien, at de har meget begrænset indsigt i deres egne rettigheder og i de beslutninger, sagsbehandleren tager – eksempelvis hvordan den arbejdsløse kategoriseres som værende i større eller mindre risiko for langtidsledighed.

Samtidig er der i Slovenien en meget høj sagspukkel per sagsbehandler, og i den optik kan vi genbesøge eksemplet med den unge mor.

Er det virkeligheden også et eksempel på, at systemet giver op på en borger, der ikke får den hjælp, hun ønsker, på grund af begrænsede administrative ressourcer?

Der er således en række dilemmaer, som vi skal forholde os åbent og kritisk til, når besparelsen på de tre milliarder lander.

Vi har mødt en ekstremt dedikeret og fagligt kompetent skare af sagsbehandlere, som virkelig ønsker at gøre en forskel. De er ikke blevet dovne af at have færre regler omkring sig.

De er til gengæld presset af mangel på ressourcer, hvilket vi i den grad også kan forvente her i landet, når reformen implementeres.

Mere frihed = mindre stress og bedre jobsøgning

Vi har også lavet forskning i Danmark, som kan inspirere det kommende arbejde, der skal konkretisere, hvad det egentligt vil sige at lukke jobcentrene og frisætte beskæftigelsesindsatsen.

Vores fund herfra peger i samme retning som resultaterne fra Slovenien.

Beskæftigelsesindsatsen og de mange krav blev midlertidigt suspenderet under corona-pandemien. Dét satte gang i et naturligt eksperiment, hvor både arbejdsløse og sagsbehandlere blev sluppet fri.

Med støtte fra Veluxfonden gav vi os straks i kast med at undersøge sagen nærmere i forskningsprojektet ’Arbejdsløs i krisetid’.

Arbejdsløse fortalte os, at de følte sig mindre stressede, fordi de ikke skulle leve op til rådighedskravene. Flere berettede, at de lavede en mere kvalificeret jobsøgning.

De søgte ikke længere job for at leve op til et krav om aktiv jobsøgning, men fordi de selv ville. Og nej, de dovnede ikke tiden væk.

Faktisk brugte de flere ressourcer og mere tid på det. Flere beskrev, at de på forskellig vis kom tilbage i førersædet.

Lytter vi til sagsbehandlerne, de arbejdsløse og de slovenske erfaringer er konklusionen klar: Det vil gavne at skrue ned for bureaukratiet og op for borgerens og sagsbehandlerens skøn.

Men det kræver, at den enkelte sagsbehandler har tid til borgerne.

Lad reformen blive båret af reel viden

Vinduet står åbent lige nu. Det er nu, vi har chancen for at skabe en kvalificeret forandring.

Jobcenterchefer forsøger at få politikerne til at interessere sig for, hvad vi ved, så fornyelsen af beskæftigelsessystemet baserer sig på fakta.

Det er centralt, både nu og her og i et længere perspektiv.

For hvad skal der helt konkret ske med de mennesker, som mister deres arbejde og har brug for økonomisk støtte, indtil de finder et nyt job, når jobcentrene, ifølge regeringen, lukker?

På længere sigt er dét, vi beslutter nu, muligvis endnu mere vigtigt, fordi vi i højere og højere grad kommer til at mangle arbejdskraft.

Vi har brug for at forbedre beskæftigelsesindsatsen og bruge midlerne på området bedre, for at Danmark kan gå foran i forhold til at skabe så inklusivt og diverst et arbejdsmarked som muligt.

Danske arbejdsløses lykke er muligvis ikke gjort med at gøre beskæftigelsesindsatsen mere fleksibel, men mon ikke det nok skal gavne?