Det ‘catalanske problem’ er uden tvivl et af de største udfordringer i spansk politik i disse år.
Siden forsøget på at gennemføre en folkeafstemning om uafhængighed i oktober sidste år har sagen taget den ene mere spektakulære drejning efter den anden.
De ledende catalanske politikere søges retsforfulgt af Spanien for oprør mod Spanien, brud på forfatningen og misbrug af offentlige midler.
Tag eksempelvis den tidligere catalanske regeringsleder Carles Puigdemont. Han er nu kommet tilbage til Bruxelles efter at have været ‘fanget’ i Tyskland i fire måneder, mens en udleveringssag blev behandlet i det tyske retsvæsen på grund af en arrestordre fra den spanske statsanklager.
Den tyske domstol afgjorde, at Puigdemont kun kunne udleveres til Spanien til retsforfølgelse for underslæb og misbrug af offentlige midler, hvilket ville have stillet ham bedre end de andre tiltalte.
Derfor annullerede den spanske undersøgelsesdommer udleveringsorden for at kunne opretholde alle sigtelserne mod Puigdemont.
Ud over ham lever syv andre catalanske toppolitikere i landflygtighed, mens tilsvarende udleveringssager behandles i henholdsvis Belgien, Skotland og Schweiz. Og i Spanien er ni catalanske politikere varetægtsfængslet, mens sagerne imod dem forberedes i det spanske retsvæsen.
Retssagerne har alle sammen deres udspring i den ulovlige folkeafstemning, der fandt sted 1. oktober 2017 og handler altså om oprør mod Spanien og dertilhørende misbrug af offentlige midler.
Men rødderne til problemerne mellem regionalregeringen og -parlamentet i Catalonien og resten af Spanien strækker sig noget længere tilbage.
Ikke det samme som Skotland og Storbritannien
De danske medier og en del danske politikere har omfattet den catalanske sag med nogen sympati eller i hvert fald forståelse for deres krav.
Mange har også kritiseret den spanske stats fremfærd i forbindelse med politiaktionen mod folkeafstemningen og de hårde anklager mod de fængslede catalanske politikere.
Det synes svært for danskerne at forstå forskellen mellem den spansk-catalanske og den britisk-skotske situation, hvor løsrivelsestilhængerne fik lov til at holde en folkeafstemning, og hvor Brexit allerede har udløst diskussioner om den næste folkeafstemning.
\ Læs mere
Så hvorfor kan catalanerne ikke bare få lov til at holde en formel folkeafstemning om løsrivelse og, hvis flertallet stemmer for, få deres selvstændighed?
Lad mig skitsere de tre vigtigste grunde til, at sagen ikke er så ligetil:
1. Forfatningsstridig folkeafstemning
For det første er det imod den spanske forfatning, der præsenterer Spanien som enhedsstat og ikke umiddelbart giver mulighed for, at dele af territoriet løsriver sig, på trods af endda meget vidtstrakt selvstyre til regionerne og især til Catalonien og Baskerlandet.
Catalanerne kan ganske enkelt ikke kalde Catalonien for en ‘nation’ uden at forbryde sig med den spanske forfatning.
Her adskiller Spanien sig fra Storbritannien, der jo præsenterer sig selv som en union (United Kingdom), og dermed anerkender Skotland som en af de britiske nationer.
Desuden giver forfatningen ikke mulighed for at afholde regionale folkeafstemninger om løsrivelse, da det jo ville være at anerkende suverænitet til et catalansk folk, som forfatningsretsligt ikke eksisterer.
Suveræniteten ligger ifølge forfatningen hos hele det spanske folk.
2. Flertallet vil ikke rive sig løs
Dernæst deles ønsket om løsrivelse ikke af flertallet af catalanerne. Når tilslutningen har været højest, har den ligget på 42-45 procent af befolkningen.
Så når der siden 2012 har været iværksat et politisk projekt om løsrivelse, så skyldes det, at partierne for løsrivelse har haft et spinkelt flertal i det catalanske regionalparlament på grund af valgloven, som tilgodeser de landlige dele af Catalonien over byområderne.
I Barcelona er der for eksempel langt fra flertal bag ønsket om løsrivelse, modsat hvad man måske skulle tro, hvis man følger med i danske medier.
At give Catalonien lov til løsrivelse, hvilket er det mandat, som den catalanske regering selv mener, de har fået ved at have flertal i parlamentet og ved at have vundet folkeafstemningen 1. oktober, ville altså være at forbryde sig mod flertallet af befolkningen i regionen.
3. Separatisterne har ikke altid været der
Sidst men ikke mindst er det vigtigt at huske på, at det ikke altid har været sådan, at et stort mindretal af catalanerne er tilhængere af løsrivelse.
Der har altid været løsrivelsestilhængere blandt de catalanske nationalister, men indtil sidste halvdel af 00’erne udgjorde de kun en andel på omkring 15-20 procent af den catalanske befolkning.
Øgningen i antallet af separatister er med andre ord en ret ny ting, så man bør i det mindste overveje muligheden for, at der er tale om en konjunktur som kan vende igen.
Dialogen har manglet
Perioden siden 2011, hvor henholdsvist Mariano Rajoy og Artúr Mas, afløst af Carles Puigdemont, har været regeringsledere i Spanien og Catalonien, har været præget af fravær af dialog – på trods af løfter om det modsatte.
Medvirkende hertil har været det faktum, at de politiske konjunkturer gjorde begge parter interesseret i en polarisering af konflikten.
Det er altså ikke bare de catalanske separatister, der i deres afvisning af Spaniens ret til at forhindre unilateral løsrivelse har fisket efter stemmer i havet af tvivlende catalanske nationalister.
Det samme gør sig gældende for Rajoys totale afvisning af catalanske nationalisters krav og i det hele taget anerkendelse af, at der eksisterer et politisk problem, som kræver politisk handling.
Denne afvisning har på samme måde fisket efter støtte til hans parti, Partido Popular, blandt de spaniere, som bliver oprørt af de catalanske nationalisters krav om retten til selvbestemmelse og ønsker om løsrivelse fra Spanien.
På den ene side havde catalanske separatister vind i sejlene i perioden fra 2006 til 2012, hvor andelen af separatister steg i Catalonien, men siden i hvert fald 2015 er andelen af tilhængere af løsrivelse ikke steget.
De seneste regionalvalg i december 2017 gav faktisk et lille fald i andelen af stemmer på separatist-partier i forholdet til det tidligere ordinære regionalvalg i september 2015, på trods af den enorme agitation i det mellemliggende to år.
Partierne gik fra 47,74 procent til 47,5 procent af stemmerne og fra 72 til 70 mandater i det 135 sæder store regionalparlament.
Mere opbakning til mindre selvstyre i regionerne
Det tyder altså på, at løsrivelsespartierne allerede har overbevist dem, som kunne overbevises.
På den anden side kan man se, at støtten blandt spanierne til en tilbagevenden til en centralistisk stat uden selvstyre eller til en selvstyremodel med mindre selvstyre til regionerne er steget markant i den samme periode.
I 2008 var 10,7 procent af spanierne tilhængere af en centralistisk stat uden selvstyre, men i 2013 var i alt 38,7 procent tilhængere af enten en centralstat eller en selvstyremodel med mindre selvstyre til regionerne end den nuværende.
Dialog langt om længe?
Nu er der imidlertid kommet nye regeringer i både Spanien og Catalonien, efter at Mariano Rajoys regering blev fældet af et mistillidsvotum 1. juni, og Catalonien stort set samtidigt fik ny regionalregering efter adskillige forsøg siden valget før jul.
For første gang siden 2011 er der igangsat noget, der minder om dialog med direkte møder mellem de to regeringschefer Pedro Sánchez og Quim Torra.
Fronterne er stadig stærkt trukket op, men Sánchez har modsat Rajoy ingen interesse i at opildne konflikten mere, end den allerede er, da hans socialistparti ikke vinder på polariseringen.
Splittelserne internt blandt løsrivelsestilhængerne gør samtidig, at Torra heller ikke nødvendigvis har helt samme interesse som hans forgænger Puigdemont i at polarisere konflikten.
Ingen udsigt til en løsning – endnu
Alle er for længst klar over, at der ikke findes nogen nemme løsninger på dette problem, og at det sandsynligvis kommer til at kræve en reform af forfatningen og især af de dele, der vedrører det regionale selvstyre.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det er noget, som store dele af de spanske politikere har være uvillige til at påbegynde på grund af frygten for ikke at kunne gentage den brede konsensus bag forfatningen fra 1978, som har gjort den til så stærkt et symbol på det spanske demokrati, men også hæmsko i forhold til at nødvendig nytænkning og opdatering.
Nu tales der imidlertid åbent om behovet for en reform, og det parlamentariske arbejde er så småt sat i gang.
Så selvom en løsning ingenlunde er i sigte, kan spanierne måske trods alt se fremad med mere håb om en fremtidig løsning, end man har kunnet længe.
