Hvornår skal vi sige ja til døden og nej tak til behandling?

Selv om vi ved, at vi alle skal dø på et tidspunkt, er døden på mange måder et tabu i dag. For år tilbage var der begrænsede behandlingsmuligheder, og de fleste døde hjemme. Derfor blev døden en kendt del af livet.

I dag er døden derimod for de flestes vedkommende flyttet til institutioner. På den måde er døden og det, at vi skal dø, blevet noget, vi nemmere kan skubbe fra os.

Der er i de sidste årtier udviklet mange nye behandlinger ved hjælp af avancerede respiratorer, dialyseapparater og mulighed for organtransplantationer.

Alligevel er der fortsat mange sygdomme og tilstande, som ikke kan helbredes, hvilket mange har svært ved at forstå.

Hvis en patient dør på et hospital, bliver det nærmest opfattes som en fejl, fordi der er urealistiske forventninger til vores egen udødelighed og sundhedsvæsenets behandlingsmuligheder.

En af de behandlingsmuligheder, der er stort fokus på, er hjertestartere. Der er sat en række hjertestartere op på private og offentlige steder, så det er muligt hurtigt at gå i gang med livreddende behandling ved hjertestop uden for hospitalerne, og det er rigtig godt.

Hjertestop kan være tegn på alvorlig sygdom

Bagsiden af det positive fokus er dog, at mange nærmest har fået en opfattelse af, at får man hjertestop, virker en hjertestarter stort set lige så godt, som hvis man tager Panodil for hovedpine.

I virkelighedens verden er der under 15 procent, der er i live 30 dage efter et uventet hjertestop, som sker udenfor et hospital. Det skyldes, at muligheden for succes ved et genoplivningsforsøg er minimal, hvis hjertestoppet ikke skyldes en hjertefejl, men er forårsaget af alvorlig kronisk sygdom, almen svækkelse eller høj alder.

Og selv om man som syg eller gammel overlever et hjertestop, er der en betragtelig risiko for at få skader som brækkede ribben, hjerneblødninger eller behov for amputationer på grund af ødelagt kredsløb.

Er døden bedre end smertefulde behandlinger?

Filosof og tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, stillede i en kommentar i Berlingske i oktober 2015 det retoriske spørgsmål: 'Kan man dø for sent?'

Hans pointe er, at vi på grund af de urealistiske forventninger til effekten af for eksempel hjertestartere og anden livsforlængende behandling kan ende med at fylde patienters og plejehjemsbeboere sidste tid med intensive og ofte smertefulde behandlinger, der alligevel ikke kan helbrede, i stedet for at tillade den naturlige død.

For at undgå det er der er behov for, at vi bliver bedre til at italesætte, hvad der behandlingsmæssigt er realistisk, hvilke alternativer der er til livsforlængende behandling, og hvilke ønsker den enkelte har til den sidste tid.

Skal vi have et 'behandlingstestamente'?

Mediedebatten de sidste år har ofte haft disse emner oppe, og et lovforslag om et såkaldt 'behandlingstestamente' er for tiden under behandling i Folketinget.

Formålet med behandlingstestamentet, der skal afløse livstestamentet, er, at det skal blive muligt på forhånd at tage stilling til, hvad man ønsker, hvis man en dag bliver så syg, at man ikke længere selv kan tage stilling.

Udfordringen med behandlingstestamentet, som det foreligger i dets nuværende form, er, at det vil være brugbart i de tilfælde, hvor der er tid til at overveje beslutninger om behandlingsniveau, men ikke i akutte situationer.

Derfor er det vigtigt, at sundhedspersonalet fortsat opfordres til at tale med alvorligt syge og svækkede patienter og plejehjemsbeboere om, hvad de har af ønsker for den sidste tid, herunder om de ønsker forsøg på genoplivning.

Dette skal journalføres og også gerne være tilgængeligt hos patienten og plejehjemsbeboeren, så uønsket behandling undgås. Dette kan sikres ved, i tillæg til behandlingstestamentet, at udfærdige et patient- og lægeunderskrevet dokument for denne gruppe patienter.

\ Læs mere

Hvorfor leve sundt? Døden skal jo have en årsag

Nyt projekt afprøver behandlingstestamenter

Jeg er med i et nyt projekt med titlen 'Afklaring af patienters og plejehjemsbeboeres ønsker for den sidste tid', som har til formål at udvikle og afprøve et sådant dokument.

Projektet er inspireret af det amerikanske dokument POLST (Physician orders for Life Sustaining Treatment). Det handler om, at man ved en kendt alvorlig sygdomstilstand, for eksempel cancer, KOL og hjertesygdomme, får taget stilling på forhånd, så man sikrer, at behandling eller afståelse fra behandling er i overensstemmelse med patientens ønsker.

Et POLST-dokument udfyldes efter en samtale mellem patienten (og måske familien) og den praktiserende læge eller behandlende sygehuslæge. Tilstand, prognose, behandlingsmuligheder, behandlingskonsekvenser og patientens værdier og ønsker diskuteres og sammen nås en beslutning om, hvorvidt der ved forværring skal gives fuld behandling, begrænset behandling eller lindrende behandling.

I projektet er der nu udarbejdet et dansk POLST-dokument (på dansk forkortet: Patient- Og Lægebeslutninger for den Sidste Tid), der bliver afprøvet på sengeafdelinger, i hjemmepleje/lægepraksis og på plejehjem.

Vi skal forstå patienters ønsker bedre

Samtalen om den sidste tid kan være kompliceret at få sat i gang, både for sundhedsprofessionelle og for patienter og plejehjemsbeboere. Med POLST-dokumentet kan kommunikation lettes for begge parter.

Projektet kan på sigt danne grundlag for en national dansk POLST-model til kommuner og sygehuse, hvilket vil øge kendskabet til den enkelte patient og plejehjembeboers ønsker og dermed også muligheden for, at deres ønsker indfries, hvad enten de ønsker fuld behandling, delvis behandling eller kun lindrende behandling.

Projektet er målrettet habile patienter og plejehjemsbeboere, men projektets fokus på behov for stillingtagen til behandlingsniveau i den sidste tid vil forhåbentlig også kunne være med til at øge fokus på behov for stillingtagen ved ikke-habile patienter og plejehjemsbeboere.

\ Læs mere

Ældre vil gerne tale om døden og den sidste tid

\ Læs mere

Det tænker vi, når vi ligger for døden