Hvorfor føles det hårdere at stå op i december end i juni?

Vækkeuret ringer, og du slår øjnene op. Det er bælgravende mørkt, og du føler dig på ingen måde veludhvilet, selvom du har fået dine otte timers søvn. Hvor vigtigt er det egentlig at skulle op lige nu?

De fleste kender den indre diskussion, man kan have med sig selv, når dynen føles særligt tung.

Men hvordan kan det være, det oftest er i de mørke vintermåneder, søvnen har de bedste argumenter? Hvorfor føles det, som om vi har brug for mere søvn, når vejret er koldt, tungt og mørkt? Og har vi egentlig det?

Søvnen er på mange måder fortsat et mysterium, men vi har forsøgt at dykke ned i, hvad forskningen kan og ikke kan sige om vores søvn i de mørke vintermåneder.

Klokkegener og det indre ur

Vores rejse begynder på undersiden af hjernen, hvor en lille gruppe hjerneceller udgør kroppens indre ur (nucleus suprachiasmaticus; nucleus er latin for kerne; supra betyder over; og chiasma betyder kryds - i denne sammenhæng krydsningen af synsnerverne).

Uret kører ikke på batteri, men er i stedet drevet af en række klokkegener, som dikterer kroppens oplevelse af tid på døgnet.

Normalt mærker vi ikke meget til dette ur, men urets funktion bliver tydelig, når man rejser langt på kort tid.

Det indre ur kommer ud af takt med armbåndsuret, og nogle oplever, at det bliver svært at falde i søvn om natten og svært at holde sig vågen om dagen: Flyveturen har givet jetlag.

Heldigvis er vi ikke fanget i denne zombietilstand i andet end nogle dage, for det indre ur bliver konstant fodret med informationer fra den ydre verden om, hvad klokken er:

Morgenmaden falder typisk om morgenen, og aftensmaden om aftenen, det er varmest midt på dagen, og det er mørkt om natten.

Vores indre ur sætter farten en smule op eller ned, indtil det igen kører i takt med armbåndsuret. Af disse 'zeitgebers', som de kaldes efter det tyske ord for ’tidsangiver’, er lys den vigtigste.

Lys styrer det indre ur

Når lys rammer nethinden bagest i øjet udløses et signal, der løber til det indre ur. Det indre ur sender signalet videre til koglekirtlen, som reagerer ved at nedsætte sin produktion af nathormonet melatonin.

Omvendt betyder det altså, at mangel på lys fører til en øget mængde melatonin. Den øgede mængde melatonin fortæller kroppen, at natten er på vej, og at det er tid til at sove.

Men selvom melatonin er vigtig for søvnen, er det ikke melatonin i sig selv, der får øjenlågene til at blive tunge.

Melatonin er startskuddet, der sætter stafetten i gang, men det er en nøje sammensat suppe af mange andre signalstoffer, der får magien til at ske.

Søvnens regulering er kompleks, men for de fleste af os lykkes det alligevel hver nat: Øjenlågene bliver tungere og tungere, og vi falder i søvn.

Et par timer inde i søvnen topper mængden af melatonin for at falde frem mod det første spæde morgenlys. Vi slår øjnene op til endnu en dag, melatonin-niveauet falder til sit laveste niveau, og det indre ur begynder en ny runde.

Et broget billede af søvnen i nord

Når nu lys har så stor betydning for vores døgnrytme, er det nærliggende at tænke, at vintermørket kan give os problemer.

En del studier viser da også større problemer med søvnen om vinteren end om sommeren her mod nord: Nogle er længere tid om at falde i søvn, har flere opvågninger i løbet af natten og vågner for tidligt om morgenen uden at kunne falde i søvn igen.

Disse problemer genfindes dog ikke i to nye, store studier fra Sverige og Norge, hvilket gør billedet en smule broget.

Overordnet kan vi ikke afvise, at søvnkvaliteten er en smule forringet om vinteren, men størrelsen af denne effekt må i så fald være lille.

Med hensyn til søvnlængde kan vi til gengæld mere sikkert sige, at der ikke er nogen forskel på sommer og vinter: Vi sover faktisk lige meget på alle årstider.

Men hvorfor er det så ekstra hårdt at komme op om vinteren? Selvom der ikke er overbevisende forskel på hverken søvnkvalitet eller -længde, ser det faktisk ud til, at vi generelt er en smule mere trætte om vinteren.

Vintertid betyder vinterrytme

En anden ting, der sker om vinteren, er, at vi oplever et faseskift i vores døgnrytme. Når Solen om vinteren står senere op betyder det, at vi først får sollyset at se sent på morgenen.

De ekstra morgentimer i mørket skubber til det indre urs rytme, så dagen for kroppen starter omkring en halv time senere om vinteren end om sommeren – vi siger, at fasen for vores døgnrytme er forsinket.

Som hvis vi havde bevæget os en smule vestpå, er vores indre ur blevet tilpasset den sene solopgang.

Vi står generelt en halv time senere op om morgenen og går tilsvarende en halv time senere i seng om aftenen. Præcis som vi stiller uret en time tilbage om vinteren, er også vores indre ur stillet efter vintertid – kroppens vintertid.

Har vi brug for mere søvn om vinteren?

Selvom det i de mørke vintermorgener kan føles sådan, har vi generelt ikke behov for mere søvn om vinteren end om sommeren. Til gengæld kan vores søvnmønster godt se lidt anderledes ud.

Vi kan have sværere ved at falde i søvn og sværere ved at sove natten igennem, vi kan vågne længe før vækkeuret ringer og have svært ved at falde i søvn igen.

Vores rytme kan blive skubbet en smule, og vi kan føle os en smule mere trætte.

Når det er sagt, er der stadig meget, vi endnu ikke ved – eksempelvis hvorfor vi overhovedet sover.

Selvom der forskes intenst på området, og der de seneste år er kommet flere gode bud på, hvorfor søvnen er så vigtig for os (for eksempel teorien om søvn som hjernens egen vaskemaskine), er en god forklaring på søvnens mysterium fortsat, at vi sover for ikke at være trætte – og det gør vi om sommeren som om vinteren.