Ville du fjerne minderne om en ekskæreste, hvis du kunne?
Det er faktisk ikke utænkeligt, at det en dag bliver muligt, selvom det ikke er lige rundt om hjørnet.
Forskere arbejder nemlig på at få en dybere forståelse af hjernens proteiner og deres rolle i at lagre minder. Det gør de blandt andet med formålet om en dag at kunne fjerne eller behandle PTSD eller andre neurologiske lidelser.
Hvordan det mon skal kunne lade sig gøre, kan du blive klogere på i denne uges episode af Brainstorm, Videnskab.dk’s podcast om hjernen.
Hvordan vil forskere kunne fjerne minder ved at jage proteiner? Og hvad ville der egentlig ske med din hukommelse, hvis du slet ikke havde nogen proteiner i hjernen? Det får du svar på i episoden, hvor podcast-værterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen dykker ned i hjernens hardware: proteinerne.
I den anledning har værterne allieret sig med Malene Overby og Macarena Gómez. De er begge postdocs på Aarhus Universitet ved henholdsvis Institut for Klinisk Medicin og Institut for Molekylærbiologi og Genetik.
Du kan høre podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app. Bare søg efter ‘Brainstorm’.
Uden proteiner ville din hjerne være i problemer
Det er fredag, musikken dunker, og du står i baren for at købe en omgang til selskabet. Men hvilke øl er det nu, dine venner foretrækker?
Uden proteiner i hjernen ville du være i store problemer lige nu. For det er takket være proteiner, at du kan huske, hvilke øl dine venner plejer at drikke.
Proteiner er nemlig afgørende for din langtidshukommelse. De sørger for at lagre dine minder, så du kan huske dem længere end en dags tid.
\ Læs også
Alt, hvad du oplever, lagres i hippocampus. Men hippocampus kan kun holde på dine minder i kort tid. Hvis du har behov for at huske et minde på længere sigt, sender nerveceller derfor mindet videre til hjernens store bibliotek, nemlig hjernebarken. Her lagrer proteiner dine minder, så du kan huske, hvilke øl dine venner plejer at drikke.
Hvordan dine minder bliver sendt videre til hjernens bibliotek, og hvordan proteiner sørger for at bevare dem, kan du blive klogere på i denne episode af Brainstorm.
I episoden kan du også finde ud af:
- Om Anne Sophie ville slette minderne om sin ekskæreste, hvis hun kunne.
- Hvordan hjernens hardware, proteinerne, er bygget op.
- Hvor mange procent protein der er i hjernen.

































