Pest eller lungebetændelse?
Rygterne svirrer, efter at en russisk forsker for nylig mistede livet med, hvad der kan have været en pestinfektion.
Det skriver nyhedsbureautet Reuters.
Den 28-årige forsker, Daria Shipilova, var tilknyttet et anti-pest-forskningsinstitut i den russiske Irkutsk-region. De nøjagtige omstændigheder omkring kvindens død er ukendte, men det forlyder, at hun 29. september blev indlagt på et hospital i byen Shelekhov med svære symptomer på lungebetændelse.
Natten mellem 1. og 2. oktober mistede hun livet.

Der er endnu ingen officielle meldinger om dødsårsagen, men ifølge den engelsksprogede russiske avis The Moscow Times kom Daria Shipilova ved et uheld til at knuse et reagensglas med levende bakterier, umiddelbart før hun blev syg.
Det afvises imidlertid af Ruslands nationale sundheds- og forbrugermyndighed Rospotrebnadzor.
Umiddelbart efter kvindens død lød det fra Alexey Tsydenov, leder af Republikken Burjatia, der grænser op til Irkutsk-regionen, at Shipilova »døde af pest«. Han ændrede dog siden sin formulering til, at hun »muligvis« døde af sygdommen.
Også det afvises pure af Rospotrebnadzor. Her lyder den officielle udmelding, at den unge forsker døde som følge af »lungebetændelse af ukendt oprindelse«.
Siden har Rospotrebnadzor oplyst, at der blandt personer, der har været tæt på Darya Shipilova, er konstateret to tilfælde af COVID-19 og to tilfælde af rhinovirus.
200 personer, der har været i kontakt med den afdøde forsker, er sat i karantæne. Det gælder også fem forskellige hospitaler i området.
Verdenssundhedsorganisationen WHO følger situationen tæt og vurderer for nuværende, at risikoen for den brede befolkning er lav, lyder det.


































