Strømafbrydelser, forstyrrelser af flytrafikken, nedbrud i bankverdenen og et aktiemarked i uro.
Det er alt sammen scenarier, vi i det moderne samfund helst vil være foruden. Men selvom vi forsøger at kontrollere økonomien og sørge for, at flytrafikken kører, som den skal, er nogle ting ude af vores hænder.
Det gælder for eksempel solstorme.
Et fænomen fra det ydre rum, hvor en gigantisk sky af plasma spyttes ud fra solen. Det kaldes et koronamasseudbrud og kan sætte gang i alverdens krisesituationer.
Det skete for eksempel i 1989 i Québec i Canada, hvor elnettet kollapsede, hvilket efterlod seks millioner mennesker uden strøm i ni timer.
Også i Sverige har Malmø oplevet et strømnedbrud på grund af magnetiske forstyrrelser fra rummet. Det var tilbage i oktober 2003.
Skruer vi tiden helt tilbage til 1859 fandt den største solstorm, som nogensinde er blevet observeret, sted.
Den var så voldsom, at datidens svar på internettet, telegrafen, gik ned over store dele af verden.
Sker igen - før eller siden
Den kraftige solstorm i 1859 var ikke et engangstilfælde.
Spørgsmålet er altså ikke, om det kommer til at ske igen, men hvornår.
Heldigvis tager det så lang tid for en stor solstorm at rejse fra Solen til Jorden, at forskerne formentlig kan advare om situationen op til tre døgn, før den rammer.
Men hvorfor opstår fænomenet fra det ydre rum overhovedet, og hvorfor er der ikke grund til at frygte for civilisationens undergang, når den næste store solstorm rammer?
Det kan du blive klogere på i denne Videnskab.dk-video, som du kan se i toppen af artiklen her.
Den viden, vi har brugt til denne video, kommer fra følgende Videnskab.dk-artikler:































