De fleste løbere jagter et nyt mål eller en personlig rekord, men en del er på udkig efter noget lidt mere flygtigt: Runner’s high.
Nogle beskriver det som eufori.
Andre som ro, klarhed eller endda en følelse af at være fuldstændig opslugt af øjeblikket.
Mange mennesker oplever én eller anden version af runner's high efter en lang løbetur eller en spinningsession.
I mange år mente forskere, at fænomenet skyldtes endorfiner, kroppens naturlige opioider, men nyere neurovidenskabelig forskning peger nu på, at forklaringen ikke er helt så enkel.
I stedet ser runner's high ud til at opstå gennem et samspil mellem flere af hjernens systemer.
Det forklarer, hvorfor oplevelsen har så vidtrækkende effekter, og hvorfor disse virkninger ofte kan vare ved, længe efter den første følelse af eufori er forsvundet.
Kroppens eget cannabissystem
Endorfiner er naturligt forekommende signalstoffer i hjernen, som frigives i løbet af perioder med fysisk belastning og hjælper med at reducere smerte.
Aerob træning øger mængden af cirkulerende endorfiner.
Flere studier har vist forhøjede niveauer af endorfinet beta-endorfin efter længerevarende aerob træning som for eksempel løb. Derfor troede man længe, at endorfiner alene var årsagen til runner's high.
Men der er et væsentligt problem ved teorien om endorfiner. Endorfiner, der cirkulerer i blodet, har nemlig svært ved at passere blod-hjerne-barrieren, som er det nøje regulerede system, som beskytter hjernen mod stoffer i blodbanen.
Selvom endorfiner derfor meget vel kan bidrage til smertelindring andre steder i kroppen, kan de ikke fuldt ud forklare den følelse af eufori og psykisk velvære, som runner’s high skaber i selve hjernen.
Derfor begyndte forskere at lede efter en anden forklaring. Gennembruddet kom med opdagelsen af, at motion også aktiverer det endocannabinoide system.
Endocannabinoider er stoffer, som kroppen selv producerer. De hjælper med funktioner som nydelse, hukommelse og regulering af stress.
Et af de vigtigste stoffer, som det endocannabinoide system producerer, er anandamid, et af hjernens naturlige 'feel-good'-stoffer.
Det hjælper med at reducere angst, dæmpe smerte og skabe følelser af ro og velvære. Og i modsætning til endorfiner passerer anandamid let blod-hjerne-barrieren.
Mindre angst, bedre bevægelse, færre smerter og en følelse af ro
Efter længere tids aerob træning stiger koncentrationen af anandamid i blodet markant.
Når stoffet når ind i hjernen, aktiverer det cannabinoidreceptorer i områder, der er involveret i følelser, motivation, belønning og smerteopfattelse.
De resulterende virkninger ligner i bemærkelsesværdig grad meget af det, som forbindes med runner's high, blandt andet mindre angst, bedre bevægelse, færre smerter og en følelse af ro.
Det betyder ikke, at endorfiner slet ikke spiller en rolle. Moderne neurovidenskab peger på, at endorfiner og endocannabinoider arbejder sammen, men at endocannabinoider sandsynligvis spiller den største rolle, når det gælder de følelsesmæssige aspekter af oplevelsen.
En række andre neurotransmittere bidrager også til runner's high.
Dopamin, som er centralt for motivation og belønning, hjælper med at forstærke handlinger, der er gavnlige for overlevelse. I stedet for blot at skabe nydelse motiverer dopamin os til at gentage en adfærd, som hjernen vurderer er værdifuld.
Serotonin bidrager til følelsesmæssig stabilitet og velvære, mens noradrenalin øger årvågenhed og fokus.
Motion stimulerer også produktionen af BDNF (brain-derived neurotrophic factor), som understøtter væksten af både nye og eksisterende forbindelser i hjernen og spiller en vigtig rolle for læring og hukommelse.
Selvom BDNF sandsynligvis ikke skaber den umiddelbare eufori, der er koblet med runner's high, kan det være med til at forklare, hvorfor regelmæssig løbetræning forbedrer forskellige aspekter af vores velbefindende.
Fordelene ved runner's high
Runner’s high handler om langt mere end blot hjernens belønningsstoffer.
Løb ændrer måden, hvorpå forskellige netværk i hjernen kommunikerer med hinanden.
Under længerevarende, rytmisk træning som løb ser aktiviteten i det såkaldte default mode network, som er et netværk af hjerneområder forbundet med selvrefleksion, bekymring og grublerier, ud til at falde.
Samtidig bliver de hjerneområder, der er involveret i opmærksomhed, bevægelse og sansebearbejdning, mere koordinerede.
Denne forskydning kan være med til at forklare, hvorfor løb ofte giver en følelse af mental klarhed eller fuld fordybelse i nuet.
For mange varer de mentale positive virkninger ved langt ud over selve løbeturen.
Motion påvirker reguleringen af stress, inflammation, neuroplasticitet (hjernens evne til at tilpasse og ændre sig), søvnkvalitet og følelsesmæssig bearbejdning. Kun få medicinske behandlinger kan måle sig med denne kombination af fordele.
Forskere peger samtidig i stigende grad på, at motionens positive effekt på den mentale sundhed rækker langt ud over selve oplevelsen af runner's high.
Selv personer, som aldrig oplever euforien ved runner’s high, opnår stadig betydelige forbedringer i humør, kognitive evner og psykisk robusthed gennem regelmæssig fysisk aktivitet.
For løbere, der stadig håber på at opleve runner’s high, peger forskningen på, at der findes et optimalt niveau, som ikke kræver ekstreme udholdenhedspræstationer eller ultralange distancer.
De fleste studier rapporterer øgede niveauer af endocannabinoider efter cirka 30 til 60 minutters sammenhængende aerob træning udført ved moderat til høj intensitet, svarende til omkring 70-85 procent af den maksimale puls.
Tricket er, at den fysiologiske belastning er høj nok til at udløse disse neurokemiske reaktioner uden at overbelaste kroppen.
Der er dog betydelige individuelle forskelle. En undersøgelse viste, at omkring to tredjedele af motionsløbere havde oplevet runner’s high mindst én gang, men ikke nødvendigvis i forbindelse med hver eneste løbetur.
Nogle mennesker ser også ud til naturligt at være mere modtagelige over for den frigivelse af endocannabinoider, som motion udløser.
Genetik, køn, konditionsniveau, søvnkvalitet, psykologisk tilstand og endda forventninger kan alle påvirke, om en person oplever runner's high.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































