Hvis du har forvildet dig ud i det danske natteliv eller sommerens festivaler, har du måske oplevet, at kokain ikke i lige så høj grad som tidligere bliver opfattet som noget farligt.
I nogle kredse bliver det nærmest set som en slags energidrik i pulverform, der lige giver festen et ekstra gear.
Men hvad sker der egentlig i hjernen, lige når man dypper snuden ned i det hvide pulver? Og hvilke spor efterlader kokain i hjernen, længe efter festen er slut?
De spørgsmål er højaktuelle.
En ny rapport fra Center for Rusmiddelforskning viser nemlig, at der i dag flyder dobbelt så meget kokain rundt i Københavns spildevand som for 10 år siden.
Og samtidig er der også forskning, der peger på, at mange danskere har fået et mere afslappet forhold til stoffet, fordi vi slet og ret anser det for at være relativt mildt.
Derfor dykker Videnskab.dk’s hjernepodcast i denne uge ned i det hvide pulver, og spørger:
Hvad er det, kokain egentlig gør ved vores hjerne, på kort og lang sigt?
Du kan lytte til episoden via afspilleren i toppen af artiklen eller ved at søge på ‘Brainstorm’ det sted, hvor du hører podcasts.
\ Brainstorm - Videnskab.dk’s hjerneredaktion

Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Kokain slukker for hverdagens glæder
Når man tager kokain, kaprer stoffet hjernens belønningssystem ved at oversvømme det med dopamin.
Det er derfor, et kokain-trip kan føles som en kæmpe eksplosion af eufori og lykke.
Dagen derpå betaler hjernen dog prisen. Nu er hjernens dopamin-lagre nemlig tomme, og det giver det såkaldte ‘cocaine-blues’, hvor alting pludselig føles ligegyldigt og uinspirerende.
Denne følelse går i sig selv efter nogle dage, men ved længere tids brug kan ligegyldigheden over for alting sætte sig fast, så din naturlige evne til at føle lykke - for eksempel når du går en tur i skoven og lytter til fuglesang forsvinder. Det kan være startskuddet til en svær afhængighed.
For at finde ud af, præcis hvad kokain gør ved hjernen - lige fra den første rus til inde i et langvarigt forbrug - har Brainstorm i denne uge allieret sig med professor og hjerneforsker Claus Juul Løland fra Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, som forsker i, hvordan kokain påvirker hjernen og skaber afhængighed.
Hvordan kokain-rusen ud over afhængighed også kan ende i en kokain-psykose, og hvorfor det er en ekstrem belastning for kroppen, kan du blive klogere på i denne uges episode af Brainstorm.
I episoden kan du også blive klogere på:
- hvordan coke saboterer hjernens smarte 'dopamin-støvsuger'
- hvilke overraskende effekter coke kan have på hjernen, allerede første gang man tager det
- hvordan kokain aktiverer kroppens fight-or-flight-system


































