Forskere troede ikke på hans fund. Men nu finder Jon ‘det umulige’ på alverdens tage

På taget ovenpå byggemarkedet Bauhaus i Valby går en mand i gul refleksvest rundt og skuer efter noget.

Han kigger efter, hvor man kan finde støv på det cirka 11.000 kvadratmeter store tag.

»Hvilken vej blæser vinden?« spørger han og går målrettet mod det nordvestlige hjørne.

Vinden blæser nemlig grus og jord med sig på taget - og dermed det kosmiske støv, som manden i den gule vest leder efter.

Manden er den 67-årige norske meteoritjæger Jon Larsen, der leder efter mikrometeoritter på tage.

Han er den første, som i byområder har fundet de bittesmå støvkorn fra rummet, der kan give os viden om livets oprindelse og Solsystemets dannelse.

Væbnet med magnet og fejekost har han befundet sig på tage over hele verden fra Oslo til USA for at finde spor af kometer og asteroider.

»Indtil for ti år siden var alle forskere enige om, at det, vi gør lige nu, er umuligt,« siger Jon Larsen, da Videnskab.dk møder ham på taget.

Men Jon Larsen er hverken uddannet geolog eller mineralog. Selvom han i dag er gæsteforsker ved Universitetet i Oslo, har han arbejdet som musiker hele livet.

Så hvordan er en jazzguitarist fra Norge endt med at finde mikrometeoritter, der er blevet til vigtig videnskabelig forskning?

Én lille sten og én stor drøm

Idéen faldt bogstaveligt talt ned fra himlen.

En sommermorgen i 2009 sad Jon Larsen og spiste nyplukkede jordbær på sin terrasse.

I solens genskær på det hvide bord opdagede han en lillebitte sten. Den skinnede og var takket og hård.

»Derfra var der ingen vej tilbage,« siger Jon Larsen.

Stenen pirrede hans nysgerrighed, og efter timers søgen på nettet fandt han ud af, at han måske var stødt på en mikrometeorit.

Det satte gang i en lang meteoritjagt, og siden den skæbnesvangre morgen i 2009 har han efter eget udsagn fundet mere end 7.000 mikrometeoritter.

Førhen havde forskere ment, at det kun var muligt at finde mikrometeoritter på steder som havbunden, Antarktis og i Grønland. Men nu havde en musiker og hobbyforsker fra Norge tilsyneladende gjort det umulige.

Det tog ham dog syv år at få sit gennembrud. For undervejs skulle det vise sig at være sværere end som så at overbevise de etablerede forskere.

Larsen på taget

Der er gode odds for stjernestøv på denne septemberdag i Valby.

Solen står højt på himlen, da Jon Larsen træder rundt på Bauhaus’ store tag. Flade og store tage som dette er gode for meteoritjagten. For jo større areal, jo mere støv og større chance for at finde mikrometeoritter, der er faldet fra rummet.

For Jon Larsen er det »perfekt«, at taget er lavet af PVC og derfor ikke forurener støvet yderligere med partikler. Og med ingen regn er det nemt at indsamle det kosmiske støv i flere hjørner og kanter.

Men nu er meteoritjægeren alligevel stødt på en forhindring. Magneterne, han har taget med, sidder fast i plastikposerne.

»Fy faen,« udbryder Jon Larsen på norsk.

»Det var dét, som ikke skulle ske.«

De to kraftige magneter har en holdekraft på 100 kg og klæber helt fast til hinanden.

Uden magneterne kan han ikke lave sit arbejde, da det er sådan, han finder mikrometeoritterne i støvet. De fleste mikrometeoritter er nemlig magnetiske, da de indeholder nikkel og jern, så man kan hive dem op fra støvet med en magnet.

Men med håndkraft og hjælp fra et gelænder får han vredet magneterne fra hinanden. Med udstyret klar, en fejekost og poser med magneterne, bevæger han sig ud på taget for at finde rumstøvet.

»Wow,« udbryder han ved synet af tre spredte bunker jord og fuglelort blandet sammen.

»Helt fantastisk.«

Man skulle ikke tro det, men jordbunkerne skal vise sig at gemme på meteoritgodter.

Ingen nem vej

De første år som aspirerende meteoritjæger brugte Jon Larsen med hovedet nede i lærebøger for at forsøge at identificere og skelne mellem de forskellige mikrometeoritter.

7 år og cirka 20 tons materiale skulle Jon Larsen igennem, før han i 2015 stødte på den første mikrometeorit. Den blev fundet i en tagrende i Oslo.

I årevis forsøgte han at kontakte forskere om sine fund. Men gang på gang blev han enten ignoreret eller fik svaret, at det ikke var mikrometeoritter, han havde fundet.

»Når jeg viste dem, hvor langt jeg var kommet, var de ikke interesserede. For de vidste, at det var umuligt,« siger Jon Larsen.

Kan du forstå, hvis de var skeptiske over for, at en hobbyforsker skulle have bevist noget, som store forskningsinstitutioner ikke har kunnet bevise i mange år?

»Til en vis grad, men jeg tror, det er lidt underordnet,« siger han.

»Jeg har blot haft en arbejdshypotese om at finde kosmisk støv blandt det jordiske støv. Og hvis man er saglig forsker, så skal man forholde sig til arbejdshypoteser, uanset hvem de kommer fra.«

Men så var der én forsker: Matthew Genge, en af de førende meteoritforskere fra Imperial College London. Med halve års mellemrum kontaktede Jon Larsen ham, dog uden held til at begynde med.

Ad omveje var de på samme hotel i Bergen i Norge. Her fik han mulighed for at vise Matthew Genge et mikroskopbillede, han havde taget af en mystisk partikel.

»Der er den jo,« sagde Matthew Genge til Jon Larsen dengang.

Med et hurtigt blik på computeren kunne Matthew Genge konkludere: Der var tale om en mikrometeorit.

»Jeg var i chok,« husker Jon Larsen.

»Alle havde jo i mange år sagt, at dette var umuligt. Jeg var bare et stort spørgsmålstegn og kunne ikke begribe det.«

Fundet af meteoritten blev udgivet i tidsskriftet Geology i 2017, og siden hen har de to arbejdet sammen.

Støv af høj klasse

På taget i Valby fejer Jon Larsen støv og grus sammen.

Han sætter sig på jorden og løsner jordklumperne med en lille opvaskebørste, så magneterne nemmere kan samle støvet op. En fugleknogle pibler frem i bunken. Det er en god ting, da det indikerer, at det har ligget der uforstyrret længe, fortæller han.

Med hånden nede i en pose med magneten fører han den over støvet for at opsamle de magnetiske partikler.

»Det er høj klasse,« siger Jon Larsen nærmest med julelys i øjnene, da han opdager, hvad magneten har samlet op.

En sort ring af støvpartikler har samlet sig. Det er også en god ting. For den sorte farve indikerer, at det ikke er rust, han har samlet op.

»Jeg tror, det er rigere på mineraler end normalt,« siger han og lægger støvet i en plastikpose.

»Man skulle ikke tro det, når man sidder i skidt og lort fra fugle. Men det er sjældent, at et fund er så godt.«

Troede ikke på det først

Da professor Martin Bizzarro først hørte om Jon Larsens arbejde, var han en smule skeptisk.

Han forsker i meteoritter ved Center for Stjerne- og Planetdannelse ved Københavns Universitet.

Den allerførste mikrometeorit i Danmark fandt Jon Larsen i 2022 på toppen af SuperBrugsen i Ørbæk, hvor Videnskab.dk dengang kontaktede Martin Bizzarro om mikrometeoritternes ægthed.

»Jeg var ret overrasket. Men jeg så billederne og kiggede på litteraturen og tænkte, at det virkelig ligner mikrometeoritter,« siger Martin Bizzarro.

Martin Bizzarro blev nysgerrig og tog selv kontakt til Jon Larsen. Efterfølgende gav Jon ham 110 mikrometeoritter, som han så kunne undersøge.

I Antarktis finder man meget skrøbelige mikrometeoritter på grund af det rene og uberørte miljø. De sarte partikler kan sjældent overleve i bymiljøer, men derfor er mikrometeoritter fra byområder stadig værdifuld forskning, mener Martin Bizzarro.

»Det er ret fedt, at vi kan få adgang til udenjordisk materiale i byen, frem for at skulle tage tre måneder til Antarktis og finde mikrometeoritter,« siger Martin Bizzarro.

Hver dag falder kosmisk støv ned på Jorden. Men målt på kilogram materiale lander der langt flere mikrometeoritter på Jorden end større meteoritter.

Forskere mener, at størstedelen af mikrometeoritter kommer fra den yderste del af Solsystemet, hvor kometer er dannet.

Og det er et vigtigt område, som ellers er svært at komme til.

»Der kommer til at gå 50-100 år, før vi kan komme på en mission, hvor vi kan hente materiale fra denne region. Så mikrometeoritter er vores eneste måde at tilgå denne region i Solsystemet,« siger Martin Bizzarro.

Andre forskere har - ved hjælp af Jon Larsens fund - undersøgt, om mikrometeoritter kan have spillet en vigtig rolle for livets oprindelse.

I dag er der opstået et globalt fællesskab af amatør-mikrometeoritjægere, som vandrer rundt på tage. Og den form for borgervidenskab betyder, at forskere kan få adgang til langt flere prøver end hidtil.

»Derfor fortjener Jon stor ros, både for sine opdagelser, men også for at inspirere en generation til at blive interesseret i rummet,« siger Martin Bizzarro.

Første videnskabelige udgivelse som 13-årig

Selvom Jon Larsens levevej som voksen skulle blive som musiker, har han måske altid haft en forsker gemt i maven.

Som barn elskede han at gå i naturen og samle sten, blade og insekter.

Da han var 9 år, blev han venner med sin 13-årige nabo Markus, der læste videnskabelige studier og delte Jons interesse for natur.

Fire år senere fik Jon sin første videnskabelige udgivelse i et tidsskrift for det lokale mineralogimiljø.

Sammen med Markus undersøgte han den kemiske sammensætning i en gruppe stenbrud i nærheden af, hvor de boede.

»Det var ikke et prestigefyldt tidsskrift. Men jeg har stadig artiklen,« griner han.

Og den oplevelse har sat sig i ham.

»At kunne få indblik i den verden, mens jeg var barn, gjorde det muligt at kombinere leg og nysgerrighed med struktur. Det blev en del af mig lige fra barndommen,« siger han.

Der er garanteret mikrometeoritter

På toppen af Bauhaus er Jon Larsen nærmest helt høj ovenpå dagens fangst, da han ser på den lille plastikpose med støv.

Med sin erfaring fra over 1.200 tage kan han sige, at der højst sandsynligt gemmer sig mikrometeoritter i støvet.

»Det bliver ikke bedre end det her. Det er helt garanteret.«

For at kunne bestemme, om det reelt er mikrometeoritter, skal materialet analyseres.

Det gør han ved først at vaske støvet i store baljer vand, så jord, snavs og organiske rester fjernes.

Med laboratorie-sigter deler han materialet op i forskellige størrelser, så han og forskere nemmere kan identificere materialet i et mikroskop.

»Jeg glæder mig til at undersøge det her,« siger Jon Larsen.

Han er i Danmark for at promovere dokumentaren ‘Vi er stjernestøv’, der vises på DR 2 den 4. oktober. Men hvad fremtiden bringer, vides ikke endnu.

Arbejdet som mikrometeoritentusiast på fuld tid er ikke et indbringende job. I de første år finansierede han meteoritjagten gennem indtjening fra tidligere jazzindspilninger. Da han ikke får løn som gæsteforsker på Universitetet i Oslo, lever han af at holde foredrag, sælge bøger og donationer på sin personlige blog.

Han håber på at kunne blive ved med at levere meteoritter til de forskere, der ikke har tid til at gå på taget.

»Det er jo en rutsjebanetur med spændende opdagelser hele tiden. Så jeg er med, så længe jeg kan holde til det.«