Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for højder.
Jeg kan gå på en sti langs en klint eller kigge ud fra en høj bygning uden det sus af panik, som mange ofte forbinder med højdeskræk.
Det, jeg virkelig ikke bryder mig om, er noget, der er langt sværere at forklare: Den særlige fornemmelse i fødderne.
Det er en fornemmelse, som er vanskelig at beskrive. Det er ikke følelsesløshed, og det er heller ikke prikken.
Det nærmeste, jeg kan komme, er en mærkelig bevidsthed om fodsålerne, en slags summen.
I lang tid antog jeg, at det blot var en sær personlig reaktion, men mange fortæller om noget lignende, når de står tæt på en dyb kløft eller højt oppe tæt på kanten.
Omkring en fjerdedel af befolkningen oplever en vis grad af ubehag i højden, og i eksperimentelle forsøg udviser de fleste deltagere målbare ændringer i balance og kropsholdning, når de bliver udsat for et brat fald.
Langt fra en irrationel reaktion
Det er langt fra en irrationel reaktion, men derimod et udtryk for, hvor raffineret nervesystemet regulerer kroppens balance.
I højden ændrer nervesystemet den måde, balancen bliver reguleret på.
Der bliver skruet op for sanseindtrykkene fra fødderne, som så at sige bliver »opreguleret«. De posturale muskler, som hjælper med at holde dig oprejst, i balance og stabil, spændes en smule, og bevægelserne bliver mere forsigtige.
Det er en del af den normale proprioception, som er kroppens indre sans for, hvor den befinder sig i rummet.
I modsætning til synet, som fortæller dig, hvor tingene omkring dig befinder sig, fortæller proprioceptionen dig, hvor du selv befinder dig.
Når du står tæt på en kant højt over jorden, begynder hjernen i højere grad at støtte sig til signalerne fra fødderne og skruer så at sige op for dem.
Små forskydninger i tryk og svaj i kroppen bliver forstærket, og bevægelserne bliver styret mere stramt og bevidst.
Noget helt andet end vertigo
Det er noget helt andet end vertigo.
Vertigo skyldes forstyrrelser i det indre øre eller i forbindelserne mellem øret og hjernen og giver en falsk oplevelse af bevægelse, som ofte bliver beskrevet som om omgivelserne snurrer rundt.
Den fornemmelse, man kan få, når man er højt oppe, skyldes altså ikke, at verden lader til at bevæge sig, men at kroppen holdes mere omhyggeligt på plads.
Det interessante er, at reaktionen ikke kun opstår hos de personer, der lægger mærke til den.
Nervesystemet foretager justeringer hos næsten alle. Hos de fleste forbliver de i baggrunden, mens de hos andre træder frem i bevidstheden som en mærkværdig kropslig fornemmelse.
Hvorfor netop fødderne?
Fødderne er kroppens vigtigste kontakt med underlaget og derfor én af dens bedste kilder til sanseinformation.
Fodsålerne rummer en høj koncentration af specialiserede sanseceller og receptorer, blandt andet Merkel-celler samt Meissner- og Pacini-legemer. De reagerer hver især på forskellige former for tryk, stræk og bevægelse.
- Merkel-celler reagerer på vedvarende tryk og leverer løbende information om, hvordan vægten er fordelt over foden, og om du læner dig en smule frem, tilbage eller til den ene side.
- Meissner-legemer (eller Meissner-korpuskler) er specialiserede mekanoreceptorer, som findes i vores hud. De er mere følsomme over for let berøring og små forandringer. De registrerer de fine forskydninger, der opstår, når kroppen svajer.
- Pacini-legemer (også kaldet Vater-Pacinis legemer) ligger dybere i vævet og er meget følsomme over for vibrationer og hurtige ændringer i trykket.
Det gør nervesystemet i stand til at registrere selv de mindste ændringer i fodens kontakt med underlaget.
Nervesystemet lytter mere opmærksomt til fødderne
Under normale forhold arbejder disse receptorer ubemærket i baggrunden, så du kan stå, gå og flytte vægten uden at tænke over det.
Men tæt på en kant eller afgrund højt over jorden får signalerne pludselig større betydning.
Fejlmarginen bliver mindre, og selv små trykændringer – kroppens svage svajen eller vægtens forskydning fra hæl til forfod – kan få større konsekvenser.
Nervesystemet reagerer ved at skrue op for følsomheden over for disse signaler. Man kan sige, at det lytter mere opmærksomt til fødderne.
Den øgede følsomhed opleves dog ikke ens af alle. Nogle mærker en summen eller prikken i fodsålerne. Andre beskriver en tyngde, som om fødderne presses fastere mod jorden.
Nogle får trang til at gribe med tæerne eller stille sig med større afstand mellem fødderne. Andre mærker en let usikkerhed, et behov for at stå helt stille eller en mærkelig modvilje mod at bevæge sig fremad.
Hjernen sorterer og prioriterer
Men hvorfor mærker nogle af os reaktionen så tydeligt, mens andre slet ikke lægger mærke til den?
En del af forklaringen ligger i den måde, vi bearbejder sanseindtryk på. Hos næsten alle, der står tæt på en kant eller afgrund, sender fødderne disse signaler til hjernen, men de når ikke nødvendigvis frem til bevidstheden.
Hjernen sorterer hele tiden i den information, den modtager, og prioriterer det, der virker mest relevant.
Hos nogle mennesker er hjernens filter mere åbent. Små ændringer i tryk, kroppens svaj og muskelaktivitet slipper lettere igennem og mærkes som en tydelig fornemmelse i fodsålerne.
Hos andre bliver de samme informationer bearbejdet automatisk uden nogensinde at nå bevidstheden.
Opmærksomheden spiller også en rolle. Når man først har lagt mærke til en bestemt fornemmelse, bliver hjernen mere tilbøjelig til at registrere den igen.
Forskel på, hvor følsomme vi er over for sanseindtryk
Der er desuden forskel på, hvor følsomme vi er over for sanseindtryk.
Nogle af os er ganske enkelt bedre til at opfange små forandringer i berøring og kropsstilling. Det er nærmest en særlig følsom form for proprioception, og her kan forandringen i kroppens balancekontrol tæt på en kant eller afgrund opleves tydeligere.
Også omgivelserne og kroppens aktuelle tilstand spiller en rolle.
Træthed, stress og uvante omgivelser kan gøre reaktionen mere mærkbar. Selve fornemmelsen er derfor ikke usædvanlig, men det varierer, hvor tydeligt vi oplever den.
Den samme neurologiske tilpasning finder sted hos alle – ubemærket i baggrunden hos nogle, men tydeligt og næsten påfaldende nærværende hos andre.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
