Kast koldt vand i hovedet eller lav vejrtrækningsøvelser før sengetid.
Sådan lyder nogle af de råd, der florerer på sociale medier. Råd, der tilsyneladende kan sænke dit stressniveau og få din krop i balance.
Tror man på diverse videoer fra Instagram, TikTok og YouTube, aktiverer du nemlig vagusnerven, når du for eksempel kaster koldt vand i hovedet.
Vagusnerven forbinder hjernen med hjerte, lunger, mave og tarme, og øvelser, der aktiverer den, skulle altså være lidt af en mirakelkur mod diverse dårligdomme.
Men passer det virkelig, eller er stimulering af vagusnerven blot endnu en TikTok-trend, der ikke har skyggen af evidens?
Det undersøger podcastværterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen i denne uges episode af Brainstorm, og de finder ud af, at deres skepsis over for sundhedstrends på TikTok for en gangs skyld må komme til kort.
Du kan lytte til episoden via afspilleren i toppen af artiklen eller ved at søge på ‘Brainstorm’ det sted, hvor du hører podcasts.
Fungerer som kroppens bremse
Vagusnerven er en del af det autonome nervesystem, som blandt andet sørger for, at vores hjerte slår, at vi trækker vejret, og at vores fordøjelse fungerer – helt uden at vi behøver at tænke over det.
Vagusnerven styrer det parasympatiske nervesystem, som hjælper kroppen med at slappe af og restituere.
Omvendt fungerer det sympatiske nervesystem som kroppens indbyggede alarmsystem, der sætter gang i hjerteslag, adrenalin og vores evne til at reagere på farer.
Det sympatiske system er altså kroppens speeder, mens det parasympatiske nervesystem fungerer som kroppens bremse.
Men kan vi så bare træde på bremsen ved at kaste koldt vand i hovedet, lave brummelyde og massere halsen?
Og virker det for alle, eller er der forskel på, hvor let vi har ved at aktivere vagusnerven og dermed trykke på bremsen?
Få svaret i denne uges Brainstorm-episode, hvor du også kan finde ud af, hvilke øvelser der er gode til at aktivere vagusnerven.
I episoden kan du også høre mere om:
- Hvordan Romerrigets læger brugte et særligt havdyr til at stimulere vagusnerven.
- Hvilken rolle vagusnerven i dag spiller i behandlingen af forskellige sygdomme som for eksempel epilepsi.
- Hvordan vi måske en dag kan bruge elektrisk vagusnervestimulation til at behandle gigt og andre inflammationssygdomme.

































