Tænder er måske ikke det mest oplagte sted at begynde, når man skal vurdere et sundhedsvæsen, men de kan faktisk afsløre overraskende meget.
Mundsundheden siger nemlig noget væsentligt om et samfunds prioriteringer.
Huller i tænderne, tandkødssygdomme og tab af tænder er blandt de mest udbredte kroniske lidelser i verden, og de afspejler ofte, hvor højt et sundhedssystem prioriterer forebyggelse.
Som tandlæge og forsker er der især én ting, der har bidt sig fast hos mig:
Sygdom i munden handler sjældent bare om én dårlig tand. Som regel handler det om hele systemet.
Hvad bliver forebygget i tide?
Hvad bliver først opdaget sent?
Og hvem kan få behandling uden unødig ventetid?
Derfor er Storbritannien og Danmark interessante at sammenligne.
Begge er velstående europæiske lande med stærke velfærdstraditioner, men deres tandplejesystemer fungerer meget forskelligt. I denne artikel fokuserer jeg især på tal fra England, fordi de er lettest at sammenligne direkte med de danske.
\ Ny serie: Sundhedskløften
Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
Børnenes tænder
Danmark har skabt et system, som forskere i folkesundhed ofte fremhæver som et forbillede.
Børn får gratis, kommunalt organiseret tandpleje med regelmæssige undersøgelser, brug af fluor og forebyggende indsatser med tilknytning til skoler og institutioner fra en tidlig alder.
Tandsygdomme begynder ofte allerede i barndommen.
Derfor kan en tidlig forebyggende indsats være med til at beskytte tænderne langt ind i teenageårene og senere i livet. I Danmark er tandplejen i høj grad indrettet til at opdage og behandle problemer tidligt i stedet for at vente, til de bliver alvorlige.
I England ser det helt anderledes ud.
Den seneste nationale undersøgelse viser, at 27 procent af de femårige har huller i tænderne.
Børn fra de mest socialt udsatte områder har langt større risiko for caries end børn fra de mindst udsatte områder.
Huller i tænderne er samtidig én af de hyppigste årsager til hospitalsindlæggelse blandt små børn i England.
Her ligger én af de tydeligste forskelle mellem de to lande. Danmark forsøger at standse problemerne tidligt.
I England ender alt for mange børn stadig i tandlægestolen – eller endnu værre på hospitalet – fordi problemerne først bliver opdaget, når de er blevet alvorlige.
De voksnes tænder
Forskellen fortsætter ind i voksenlivet, hvor begge lande har varierende brugerbetaling for voksne afhængig af livssituationen og hvad der skal behandles.
I Danmark er det almindeligt at gå regelmæssigt til tandlæge, især blandt ældre voksne. Langvarige undersøgelser tyder på, at mange fortsat betragter tandlægebesøg som en naturlig del af det at passe på helbredet.
Det er vigtigt, fordi flere år uden kontrol kan øge risikoen for tandkødssygdomme, tab af tænder og mere omfattende behandling senere.
I England er adgangen mere ujævn.
Tal fra Storbritanniens offentlige sundhedsvæsen NHS peger på, at kun omkring 65 procent af voksne havde været hos en NHS-tandlæge inden for en periode på to år. Det betyder ikke, at de resterende 35 procent slet ikke får tandpleje, for nogle går til privat tandlæge.
Men tallet siger alligevel noget om, hvor vanskeligt det er blevet for mange at få adgang til NHS-tandplejen.
Det er forskellen mellem et system, hvor regelmæssige tandlægebesøg er en indarbejdet del af hverdagen, og et system, hvor det i sig selv kan være usikkert, om man overhovedet kan få en tid.
Det kan føre til både frustration og en gradvis forværring af mundsundheden blandt dem, der har sværest ved at betale for privat behandling, eller som igen og igen må forsøge at få en tid hos tandlægen.
Sygdomme i mund og tænder formes både af sociale forhold og af biologi. Derfor er de mennesker, som møder de største økonomiske og praktiske barrierer, ofte også dem, der har størst risiko.
Hvad belønner systemet?
Én af de vigtigste erfaringer fra sammenligningen mellem England og Danmark er, at tandplejesystemer i høj grad leverer det, de er indrettet til at levere.
Danmark kombinerer offentligt finansieret tandpleje til børn med et tilskudsbaseret system for voksne, der tilskynder til regelmæssige besøg, kontinuitet og forebyggelse. Systemets opbygning gør det almindeligt og naturligt at gå til tandlæge. Det er ikke perfekt, men det er grundlæggende indrettet til at holde borgerne raske så længe som muligt.
Det engelske system ser anderledes ud. NHS-tandplejen er fortsat tænkt som et universelt tilbud, men betalingsmodellen er ofte blevet kritiseret for i højere grad at belønne afsluttede behandlingsforløb end forebyggelse.
NHS' såkaldte Dental Recovery Plan havde til formål at forbedre adgangen efter pandemien og hjælpe tandplejen tilbage på benene, men det overordnede billede er fortsat præget af pres på systemet, store forskelle i adgangen til behandling og alt for mange klinikker, der ikke kan tage imod nye NHS-patienter.
De to systemer skaber forskellige incitamenter, og disse incitamenter påvirker den behandling, patienterne får.
Fluor og forebyggelse
Fluorid er et eksempel på, hvordan forebyggelse kan organiseres på forskellige måder. Fluorid, som vi til daglig bare kalder fluor, er et mineral, der styrker tændernes emalje og derfor er rigtig godt til at forebygge huller i tænderne.
I England får omkring ti procent af befolkningen fluor gennem drikkevandet, og forskningen viser, at såkaldt drikkevandsfluoridering kan mindske forekomsten af huller i tænderne hos børn. Dækningen er dog meget ujævn.
Danmark tilsætter ikke fluor til drikkevandet. I stedet bygger forebyggelsen på fluortandpasta, professionel fluorbehandling (for eksempel når en koncentreret fluorlak påføres direkte på barnets tænder) og regelmæssig forebyggende tandpleje.
Den vigtigste pointe er derfor måske ikke, præcis hvordan fluoren gives, men hvad der sker, når den indgår i et system, som når borgerne tidligt og konsekvent.
Sygdomme i tænder og mund medfører også store økonomiske omkostninger. Derfor betyder det noget, både hvor mange penge der bliver brugt, og hvornår de bliver brugt. Ressourcerne skal bruges tidligt og med fokus på forebyggelse.
Tænder som målestok
Danmark investerer tidligt, ikke mindst i børn. Storbritannien bruger også betydelige beløb på tandpleje, men en større del af byrden ender i sen behandling, tandudtrækninger, der kunne have været undgået, og de ekstra omkostninger, der følger med manglende forebyggelse.
Tænder viser sig dermed at være en ganske nyttig målestok for, hvordan et sundhedssystem tænker: Om forebyggelse bliver betragtet som en central del af indsatsen – og om borgerne kan regne med at få adgang til behandling.
Det er netop det, der gør sammenligningen mellem England og Danmark interessant. De to systemer griber forebyggelse forskelligt an. Danmark lægger større vægt på at opdage problemerne tidligt, mens England langt oftere ender med at håndtere dem, når de allerede er blevet mere alvorlige.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.
