Ville du slette din eks fra hukommelsen, hvis du kunne?

»Ingen grund til bekymring – vi har din ryg. Besøg os hos Lacuna Inc. for at prøve vores banebrydende hukommelsessletning.«

Har du nogensinde haft lyst at slette alle tanker og minder om din ekskæreste?

Ja, den fyr eller pige der love-bombede dig, gik tilbage til sin eks og så blokerede dig på de sociale medier?

Uanset om idéen virker fristende eller ej, er det præmissen i filmen ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’, som citatet herover stammer fra.

Dette mesterværk fra 2004 er én af mine yndlingsfilm, og den fortjener virkelig sit ry som en af 00’ernes bedste film – ja, faktisk en af de bedste film nogensinde.

Selv mere end 20 år efter premieren føles ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’ stadig foruroligende relevant.

Som neuroforsker er tanken om, at vi en dag vil være i stand til at manipulere hjernen til at slette smertefulde minder, både fascinerende og skræmmende. I denne artikel tager jeg temperaturen på den nuværende teknologi til hukommelses-sletning.

Ville du slette mig?

Hvordan ville du have det, hvis du en dag gik ned ad gaden og så din ekskæreste, som overhovedet ikke kunne genkende dig?

Sådan begynder filmen: Joel Barish opdager, at hans ekskæreste Clementine Kruczynski har gennemgået en eksperimentel medicinsk behandling hos virksomheden Lacuna Inc. for at slette alle minder om ham og deres forhold.

Han er sønderknust og beslutter sig for at gøre det samme. Mens han sover, arbejder medarbejderne ved Lacuna Inc. på at fjerne hvert eneste spor af hende fra hans hukommelse.

Ville det overhovedet være muligt i virkeligheden, når vi tager højde for, hvor komplekst vores hukommelsessystem er?

Hukommelsen er et komplekst netværk af indbyrdes forbundne oplevelser

Vores minder er ikke isolerede øjebliksbilleder, men et komplekst netværk af forbundne oplevelser, der er med til at definere, hvem vi er.

Hukommelsesspor (også kaldt engrammer) er fysiske spor af minder i hjernen, og de er spredt over flere hjerneområder, og som arbejder sammen om at lagre og genkalde vores oplevelser.

Duften af din bedstemors parfume kan straks fremkalde minder om hendes køkken, hendes stemme, men også andre tilknyttede følelser og oplevelser fra barndommen. Disse sanseindtryk og følelser er vævet tæt sammen på tværs af hjernens områder.

At oplevelserne og minderne er forbundet på den måde, gør vores minder robuste. Men det komplicerer også ethvert forsøg på at slette eller ændre dem.

Clementine er ikke det eneste, der forsvinder

Ideen om, at minder er indbyrdes forbundet bliver også skildret i ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’. Her viser det sig, at det ikke er ligeså så simpelt at slette udvalgte minder, som at fjerne et enkelt, isoleret minde.

Filmen viser minder som et netværk, hvor sletning af ét minde udløser en kædereaktion på andre erindringer.

Det afspejler den videnskabelige forståelse af, at minder ikke bliver lagret hver for sig: Minder er en del af et større netværk, der forbinder oplevelser, følelser, sanseindtryk og kontekster.

Når Joels minder om Clementine bliver slettet, begynder minder fra helt andre dele af hans liv også at forsvinde, hvilket viser, hvor dybt forbundet vores personlige historier er.

På grund af hukommelses-sporenes natur er det ekstremt svært at ændre eller slette ét minde uden at forstyrre andre minder.

Joel og Clementine forsøger at redde hende fra at blive slettet fra Joels hukommelse ved at gemme hende i minder, hvor hun ikke oprindeligt var til stede. Men Lacuna Inc. finder hende til sidst, og det resulterer i, Joels uafhængige barndomsminder bliver destrueret.

‘Evigt solskin i et pletfrit sind’ indfanger, hvor skrøbeligt vores mindenetværk er, og hvordan forsøg hvordan forsøg på at slette én enkelt del kan destabilisere helheden.

Er det overhovedet værd at prøve?

Evnen til at slette en specifik hændelse eller begivenhed uden at påvirke de dybereliggende hjerneforbindelser, der understøtter andre relaterede minder, er en betydelig videnskabelig og etisk udfordring.

Men på den anden side kan potentialet for at lindre lidelse gennem manipulation af minder (som en del af terapeutisk behandling) ikke ignoreres fuldstændigt.

Evnen til at ændre udvalgte minder kunne have stor betydning i behandlingen af tilstande som PTSD, hvor personer plages af vedvarende, traumatiske oplevelser.

En ideel behandling ville mindske den følelsesmæssige smerte forbundet med disse minder uden at slette selve minderne.

Her adskiller den virkelige neurovidenskab sig også fra filmens verden:

Vi kan ikke fuldstændigt slette specifikke minder på grund af hukommelsesnetværkenes indbyrdes forbundethed. I stedet fokuserer den voksende forskning på at reducere den følelsesmæssige belastning forbundet med bestemte minder, så de bliver mindre forstyrrende for individets trivsel.

Kan vi svække traumatiske minder?

Studier med mus viser, at hjerneområdet ’amygdala’, som håndterer vores følelsesmæssige minder, kan påvirkes så vi lærer at forbinde bestemte følelser med bestemte oplevelser på nye måder.

En vigtig opdagelse i den forbindelse kommer fra forskerne Josselyn og Tonegawa, som opdagede, at visse hjerneceller bliver mere aktive og fysisk ændrer sig, når vi danner minder.

Ved at styrke eller svække disse forbindelser, kan vi måske ændre, hvor let bestemte minder dukker frem – og det åbner for nye behandlingsmuligheder.

Ved at ’målrette’ disse hjernemekanismer, kan vi i fremtiden blive muligt at dæmpe den følelsesmæssige smerte ved traumatiske minder, samtidig med at selve mindet bevares til læring og personlig udvikling.

Fra science fiction til videnskabelig virkelighed

Forskning i manipulation af minder har udviklet sig markant gennem det sidste århundrede, især takket være nye teknologier.

For eksempel kan vi i dag direkte påvirke hukommelses-sporene (de neuroner, der repræsenterer minder) ved hjælp af såkaldt ’optogenetik’ – en teknik, der bruger lys til at kontrollere specifikke hjerneceller.

I 2014 viste en forskergruppe, at man både kan slukke for og genstarte minder ved at gøre forbindelserne mellem hjerneceller enten stærkere eller svagere.

Ved at bruge lys til at påvirke bestemte forbindelser i musenes hjerner kunne forskerne styre, om et traumatisk minde dukkede frem eller ej — og dermed vise, at ændringer i hjerneforbindelserne direkte påvirker, om vi kan huske noget.

Dette eksperiment viser både, at minder lagres i forbindelserne mellem hjerneceller, men også, at vi en dag måske kan manipulere disse forbindelser og ændre, hvordan minder genkaldes.

Omskrivning af virkeligheden: Når minder kan flyttes og skabes kunstigt

I ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’, hvor minderne om Clementine systematisk bliver slettet, forsøger Joel at bevare hende ved at ’flytte’ hende ind i andre minder, der slet ikke har noget med hende at gøre, hvilket skaber en drømmelignende forvrængning af hans fortid.

I et studie viste en gruppe forskere, at man kan skabe fuldstændig kunstige minder hos mus. Ved at erstatte virkelige sanseoplevelser med direkte lysstimulation af hjernekredsløb skabte de minder, der aldrig var blevet oplevet af musene i virkeligheden.

Denne teknologi åbner for en anden type af manipulation af vores hukommelse, blandt andet for at kunne plante eller ændre minder på en kontrolleret og målrettet måde.

‘Evigt solskin i et pletfrit sind’ viser, hvordan sletning af minder skaber plads til nye oplevelser og samtidig forvrænger vores følelsesmæssige bånd til fortiden, mens vi i virkelighedens verden ser, at det er muligt at skabe kunstige minder hos mus, ved at manipulere de hjerneceller, der normalt lagrer oplevelser.

Disse fund udvisker grænsen mellem autentiske og konstruerede minder, og udfordrer vores forståelse af vores personlige historie og følelsesmæssige bånd til fortiden.

Er vi klar til manipulation af hukommelse hos mennesker?

En af de tætteste paralleller til manipulation af hukommelse i den virkelige verden (om end langt mindre præcis end i filmen) er såkaldt propranolol-terapi, hvor et lægemiddel kombineres med reaktivering af traumatiske minder.

Ved at forstyrre processen, hvor minder “genskrives”, kan propranolol reducere den følelsesmæssige tyngde, der er knyttet til dem.

I 2018 rapporterede forskeren Brunet, at minimum 70 procent af de testede PTSD-patienter oplevede bedring efter at have fået 50–80 mg propranolol over flere sessioner.

Brunet hævdede i en artikel i Wired.com, at hans terapi var bedre end fiktion:

»Man glemmer ikke sit minde – hvem ønsker at glemme deres kærlighedshistorie? I stedet genskriver’ terapien mindet, så smerten forsvinder.«

Selvom dette studie lød lovende, har andre forskere ikke kunnet finde bevis for propranolols effektivitet i forhold til at forstyrre traumatiske minder.

De etiske konsekvenser og spørgsmål er store. Indgreb i hukommelsen kan muligvis lindre PTSD og angstlidelser, men rejser også spørgsmål om identitet.

Det virkelige spørgsmål er ikke kun, om vi kan ændre minder, men om vi bør gøre det. Hvis vi kunne slette vores smertefulde minder — ville vi så gøre det? Og endnu vigtigere: Ville det ændre, hvem vi er?