Forestil dig, at du og din familie hver dag går hen over et barnekranie ødelagt af sværdslag, når I krydser jeres stuegulv.
Det lyder som en gyser, men det var hverdagen for beboerne i et langhus fra jernalderen i Nordjylland for over 2.000 år siden.
Fundet er beskrevet i et nyt studie, hvor danske og britiske forskere har undersøgt det, de kalder atypiske knoglefund.
Det er knogler, der ikke stammer fra almindelige grave, men som er fundet under eller nær boliger, og derfor ikke har fået den store opmærksomhed fra arkæologer.
Indtil nu.
For det nye studie samler for første gang de oversete knoglefund i ét studie.
Det viser, at jernalderens døde ikke kun blev begravet i grave.
Deres knogler blev også bygget ind i beboelser og på bopladser, hvor folk levede deres hverdagsliv.
En del af dem bærer præg af vold og brutalitet.
»Blandt individerne finder vi blandt andet en lille dreng, som er blevet hugget ned med et sværd,« siger Marianne Hem Eriksen, forskningsprofessor i vikingetidsstudier ved Nationalmuseet og leder af studiet, som er lavet i samarbejde med universiteter i Leicester og Cambridge i England.
»Barnets kranium blev lagt ned i gulvet i et hus, hvor mennesker fortsatte med at bo. Det betyder, at man har gået hen over et barns kranium dag efter dag.«
Knuste kranier og brækkede underarme
Studiet omfatter et datasæt af 192 individer fra 197 fund i Danmark, Norge og Sverige.
Det spænder over den yngre bronzealder, ældre jernalder (ca. 500 f.v.t.) og helt op til vikingetidens afslutning (ca. 1050 e.v.t.).
Traditionelt har arkæologer skarpt opdelt fund fra fortiden i kasser.
Bopladser var der, hvor man boede. Grave var der, hvor man begravede sine døde. Og moser var der, hvor man ofrede til guderne.
Men det nye dansk-britiske studie gør op med den opdeling ved at samle menneskeknogler, der er fundet i langhuse, affaldsgruber, brønde og stolpehuller.
Forskningsartiklen fokuserer særligt på vold og skader på knoglerester fundet på bopladser.
Blandt de 197 fund er der nemlig 12 individer, som bærer på i alt 19 alvorlige traumer fra enten før døden eller omkring dødstidspunktet.
Mindst 8-9 af dem har været udsat for direkte og tilsigtet vold, og mindst seks af dem døde af skaderne. Det svarer til en drabskvote på 3–4 procent og en skadesfrekvens på 6,25 procent.
Mørketal af vold
Når forskerne har fundet så mange knogleskader på få og tilfældige knoglefragmenter, tyder det ifølge Marianne Hem Eriksen på et betydeligt omfang af vold.
Det peger på, at vold ser ud til at have været ret almindeligt. I hver fjerde bebyggelse, hvor man begravede knogler i huse, fandt man så mange tegn på vold og traumatiske skader, at de kunne ses på skeletterne.
»Derfor mener vi, at den skadesfrekvens og drabskvote, vi finder, er en underrepræsentation. Det er sandsynligt, at endnu flere individer har oplevet vold,« forklarer Marianne Hem Eriksen.
Den udbredte brug af vold gør, at forskerne bag studiet ser en kobling mellem volden og placeringen af de atypiske knoglefund i beboelser og på bopladser.
De afviser, at der er tale om tilfældigheder såsom tabte knogler i brønde eller rester fra grave, som man har bygget huse ovenpå, som arkæologiske forklaringer hidtil har lydt på.
Mønstret gentager sig systematisk på tværs af hundreder af bopladser gennem hele jernalderen.
Forskerne mener derfor, at der var tale om en gennemgående og meningsfuld praksis.
De levende boede bevidst side om side med de døde.
Et af forskernes bud på, hvad den rituelle praksis har handlet om, er, at der kan være tale om henrettelser eller menneskeofringer.
I stedet for at brænde eller begrave de dræbte på traditionel vis valgte man at forvandle deres kropsdele til amuletter, redskaber eller materiale integreret direkte i jernaldermenneskets hverdagsrum.
Forskerne har ladet sig rive med
Pernille Pantmann er ph.d. i arkæologi og forskningskoordinator ved Museum Nordsjælland og har ikke selv haft med studiet at gøre.
Hun er ikke sikker på, at der er en særlig sammenhæng mellem vold og knogler fundet på bopladser.
»Der er 180 individer ud af 197, hvor der ikke er tydelige indikationer på vold. Men forskerne får alligevel skabt en fortælling om, at det har noget med vold at gøre, og det har det ikke nødvendigvis,« mener Pernille Pantmann.
Artiklens forfattere overfokuserer på vold og overser det mindre dramatiske flertal af knoglefund, siger hun.
Langt størstedelen bærer ikke spor efter vold.
Hun mener, at forskerne bag studiet har ladet sig rive med af de mest makabre fund og kommer til at skabe et for dramatisk billede af jernalderen.
»Der er et lidt ensidigt fokus på vold i studiet. Det er ærgerligt,« mener Pernille Pantmann, der selv er ekspert i forhistorisk arkæologi og særligt jernalderen.
Skaderne på knoglerne behøver heller ikke alle stamme fra vold.
»Det kan lige så godt være ulykker eller arbejdsskader,« siger hun og peger på brud på lårben, som også kan skyldes fald og andre uheld.
En pointe, der dog også understreges i forskningsartiklen af forskerne selv.
Gentagne uheld og stress på kroppen kan være udtryk for, at individerne har levet i et samfund med en anden slags vold, nemlig ’strukturel vold’ eller ’langsom vold'.
Det kan være overgreb og undertrykkelse indbygget i samfundets strukturer, normer og sociale uligheder.
Til minde om forfædre
De to jernalderforskere er enige om, at studiet åbner for et nyt, fascinerende kapitel i skandinavisk jernalderarkæologi.
»Det er jo sindssygt interessant, at vi finder så mange menneskedele uden for traditionelle grave. Måske skal vi åbne op for, at der er mange typer af grave, og at overgangene mellem bopladser, grave og offerpladser er langt mere flydende,« siger Pernille Pantmann.
Hendes bud er, at jernaldermennesker byggede kranier og knogledele ind i deres huse som en praktisk genanvendelse af knogler som redskaber, forfædredyrkelse eller familienære minder.
Marianne Hem Eriksen mener, at der kan være mange motiver bag at begrave menneskeknogler i bosættelser.
»En af dem kan være, at individet døde en voldelig død. Men det kan også handle om at bevare forfædres kraft eller beskyttelse af huset,« siger hun.
»Uanset hvor få eller mange tilfælde med spor af vold, der er tale om, er dét at fortælle disse nærmest ukendte historier forskningsmæssig vigtigt.«
