Det teoretiske grundlag for psykologien vakler: Ingen ved, om teorierne er rigtige

Der er noget, som ikke stemmer i psykologien. Som patient kan forskellige terapeuter give dig helt forskellige forklaringer på dine problemer. Ofte med stor overbevisning.

Ph.d. ved det norske Institut for samfundsforskning Dag Wollebæk fortæller, hvordan han i sine år i psykoterapien fik serveret utallige teorier om, hvorfor han havde det så svært.

»Det springer sig i alle retninger«, siger han i en artikel på forskning.no.

Men hvad baserer psykologerne egentlig deres forklaringer på?

Fortolkningerne udspringer af en række teorier om, hvordan sindet fungerer. Det eneste problem er, at ingen ved, hvilke teorier – om nogen – der stemmer overens med virkeligheden.

En del forskere mener, at psykologien befinder sig i en teoretisk krise. En krise, der stikker langt dybere end den såkaldte replikationskrise, som du kan læse mere om i denne artikel.

Fundamentet vakler

Det teoretiske grundlag for psykologien vakler, skriver forskerne Markus Eronen og Laura Bringmann i en artikel fra 2021, og det kan måske lyde lidt akademisk og livsfjernt.

Men disse teorier har stor indflydelse. Ikke kun på, hvad der sker hos psykologen, men også på, hvordan vi tænker om os selv og hvad samfundet opfatter som henholdsvis normalt og sygt.

Engang kunne amerikanske kvinder for eksempel risikere at ende på en sindssygeanstalt, hvis de var for højrøstede og selvstændige, skriver Time Magazine.

LÆS OGSÅ: Tidligere troede man, migræne skyldtes kvindeligt hysteri

Samfundet er gennemsyret af idéer, som stammer fra psykologisk teori. Men vi ved faktisk ikke, om disse teorier er sande, siger flere fagfolk, som forskning.no har talt med.

Overordnede teorier, der forklarer verden

Markus Eronen og Laura Bringmann sammenligner med andre grene af videnskaben.

Hvis du hører om teorier inden for biologi eller fysik, som for eksempel evolutionsteorien eller Einsteins relativitetsteori, kan du regne med følgende: Der et udført mange, muligvis tusindvis, af studier for at teste, om teorien virkelig stemmer.

Studierne bygger på hinanden og giver en overordnet forklaringsmodel, der med tiden bliver mere og mere præcis.

LÆS OGSÅ: Ikke al forskning giver lige meget evidens: Lær at skelne

Denne model forklarer de underliggende årsager til fænomener, så man kan bruge teorien til at forudsige, hvad der vil ske.

Men i mange dele af psykologien er det ikke tilfældet, skriver Markus Eronen og Laura Bringmann i det videnskabelige tidsskrift Perspectives of Psychological Science.

Svæver rundt

I psykologien udvikles der hele tiden nye teorier, men de bygger ikke på hinanden, og de bliver hverken be- eller afkræftet.

I stedet svæver de bare rundt et stykke tid, indtil de til sidst bliver opgivet eller glemt, skriver forskerne.

Lignende kritik er dukket op i flere videnskabelige artikler i de senere år.

Andreas Høstmælingen er psykologspecialist og forskningsleder ved Nationalt Udviklingscenter for Børn og Unge (NUBU) i Norge.

Han bekræfter, at psykologiens teorier adskiller sig fra mange andre fag.

LÆS OGSÅ: Hvad i alverden kan man bruge kvalitativ forskning til?

Dynger af teorier – ingen ved, om de er rigtige

»Psykologiens tænkere formulerede aldrig teorier, der kunne integreres i en sammenhængende helhed,« skrev han i Psykologtidsskriftet tidligere på året.

I stedet dukkede en masse forskellige retninger op som eksempelvis kognitiv eller psykodynamisk teori. Alle havde deres forskellige, og ofte uforenelige, forklaringer på, hvordan sindet fungerer.

»Men vi har ikke været i stand til at forene disse teorier,« siger Andreas Høstmælingen til forskning.no.

Forskerne har heller ikke været i stand til at afgøre, om nogen af dem er objektivt korrekte.

»Ingen har vist, at visse teorier er mere valide end andre,« skriver Andreas Høstmælingen.

Fortællinger i terapirummet

Alligevel bruges disse teorier meget aktivt i terapirummet.

Det er netop det, der adskiller psykoterapi fra andre samtaler: Terapien indeholder en specifik teoretisk forklaring på, hvorfor patienten har psykiske problemer og en specifikt model for, hvordan behandlingen skal fungere.

Teorierne bruges altså til at skabe en meningsfuld fortælling om, hvordan problemerne fungerer, og hvordan de skal løses.

Men - som Dag Wollebæk erfarede - kan disse fortællinger springe i alle retninger, alt efter hvilken psykolog man går til.

Manglende selvrealisering – eller forsvarsmekanismer?

Andreas Høstmælingen beskriver et eksempel i Psykologtidsskriftet:

Én af teorierne - humanistisk-eksistentiel teori - siger, at vi mennesker er motiveret af selvrealisering. Og psykiske problemer opstår, når vi oplever, at vi ikke er, som vi tror, vi burde være.

Behandlingen handler om at skabe en situation, hvor patienten bedre kan skabe personlig vækst.

I psykodynamisk teori opstår psykiske lidelser derimod, når sunde følelser – såsom vrede eller seksuel lyst – udløser negative følelser som angst, skam og selvbebrejdelse.

Teorien siger, at vi udvikler forsvarsmekanismer for at undgå intern konflikt, skriver Andreas Høstmælingen.

Behandlingen består i at styre forsvarsmekanismerne og forhindre, at negative følelser følger i kølvandet på de positive.

Men det er derfor ikke oplagt, at en del af disse forklaringer er den egentlige årsag til de psykiske problemer.

Kender ikke sygdomsmekanismerne

»På mange måder er det bare metaforer,« siger forfatter og psykolog Jørgen Flor.

»Vi kender ikke sygdomsmekanismerne bag psykisk sygdom.«

Vi har ret god dokumentation for, at psykoterapi er en god hjælp til nogle af patienterne, men vi ved lidt om hvorfor.

Vi ser ofte på psykisk sygdom fra en medicinsk synsvinkel: Ved medicinske tilstande er det ofte underliggende sygdomsmekanismer, der forårsager symptomer. Målet er at behandle disse mekanismer, hvis vi kan.

Men i psykologien har forskere ikke været i stand til at finde tilsvarende underliggende årsager. Vi ved ikke, hvad behandlingen egentlig virker på.

»Kvalificerede gæt«

Jørgen Flor beskriver teorierne i psykologien som kvalificerede gæt. Det samme gør Joar Øveraas Halvorsen, psykologspecialist og lektor ved NTNU.

»Der er så mange teorier. I nogle tilfælde er der en hel del grundforskning, der danner fundamentet for dem. Men jeg tror, at en lang række teorier bare er en god idé eller et kvalificeret gæt.«

Han minder dog om, at det ikke nødvendigvis kun gælder i psykologien. Også inden for medicin er der teorier, som der ikke er særlig god dokumentation for.

Men er det egentlig farligt? Betyder det noget, om forklaringerne og teorierne er korrekte, hvis de hjælper folk?

Nyttige historier

I mange tilfælde kan teorierne være nyttige, uanset om de er korrekte.

En stærk tro på teorien og metoden kan gøre terapeuten mere sikker og mere overbevisende, hvilket igen påvirker patienten. Forskning har vist, at behandlingssucces afhænger af patienternes tillid til terapeuten og tiltro til metoden.

LÆS OGSÅ: Placebo er effektiv – også selvom du ved, at du får ‘falsk’ medicin

Terapeuten vil lytte til, hvad patienten fortæller og bruge sin teoretiske forståelse til at give en forklaring på, hvad der skaber og fastholder problemerne, siger Andreas Høstmælingen.

»Psykologen tilbyder en fortolkning af situationen og en strategi til at løse problemet,« siger han.

Teorien kan være med til at skabe en meningsfuld fortælling, som patienten og behandleren kan bruge til at udstikke vejen frem.

Men hvad nu, hvis patienten tænker: Nej, jeg føler ikke, at det her er det rigtige for mig?

Ikke som en diabetesdiagnose

Hvis din læge ser på dine blodsukkermålinger og siger, at du har type 2-diabetes, har du det sandsynligvis, uanset hvordan du har det. Også selvom fundet er paradoksalt, fordi du er slank og har en sund livsstil.

Så ved du, at der cirkulerer for meget glukose i blodet, fordi cellerne ikke er i stand til at optage nok blodsukker efter et måltid.

Det er objektive fakta, baseret på en stor mængde forskning, der har etableret, raffineret og bekræftet teorierne om virkningsmekanismerne bag diabetes.

Men på psykologens kontor er det ikke sådan.

Patienterne afgør, om teorierne holder stik

»Teorierne i psykologien er ikke objektivt sande. De bliver sande, hvis en patient kan bruge dem til at skabe forandring,« siger Andreas Høstmælingen.

Værdien i teorierne opstår derfor først, når teorien skaber en meningsfuld fortælling for patienten.

»Det er en meget central del af praksis at tjekke: Giver det her mening for dig? Kan vi blive enige om denne forklaring og prøve strategier baseret på den?«

Skal ændre behandling, der ikke giver mening

»Ofte vil patienten sige: 'Ja, lad os prøve',« siger Andreas Høstmælingen.

Og hvis dette virker og patienten oplever fremgang, så er det en god strategi.

Men hvis patienten føler, at det ikke passer, at det ikke stemmer overens med patientens egen opfattelse af verden eller psykiske problemer, så bør noget ændres.

»Mange behandlingsmetoder er ikke så rigide. De har masser af muligheder for tilpasninger, som man kan prøve,« siger Andreas Høstmælingen.

Men det kan også ske, at hele metoden ikke giver mening. Så skal man som terapeut tænke: Måske skulle patienten prøve en helt anden form for terapi.

LÆS OGSÅ: Humaniora-forskere raser over at blive placeret lavt i evidenshierarkiet

Hverken forkert behandling eller modstand mod behandling

»Det er et paradoks,« siger Andreas Høstmælingen.

»Som psykolog skal man lære teori for at blive god til at forholde sig til mennesker og skabe en forklaring på deres psykiske problemer. Men man skal samtidig være klar til at opgive den metode, man kender og kan lide, hvis det ikke giver mening for patienten.«

Andreas Høstmælingen mener, at de psykiatriske tilbud bør bygges op, så der er gode muligheder for at prøve sig frem, indtil patienten finder en behandling, der føltes rigtig.

»Vi skal lade være med at tænke, at der er tale om fejlbehandling, hvis en metode ikke virker for en patient. Det er heller ikke sådan, at patienten er behandlingsresistent. Det handler om at starte en proces for at nå frem til noget, der virker,« siger han.

Magtubalance

Andreas Høstmælingen mener ikke, at en sådan strategi er typisk i de nuværende tilbud til psykisk syge.

Det er ikke sikkert, at patienterne har så stor indflydelse på, hvordan sygdommen skal fortolkes, som de egentlig bør have.

Dag Wollebæk fortæller i en anden artikel i denne serie, at han mener, at patientener ofte ikke er i stand til at sætte spørgsmålstegn ved terapeutens forklaringer.

»Der er en magtubalance, hvor man som patient er på sit mest sårbare. Man står over for en stor autoritet, som giver en forklaring,« siger han.

Kan behandlingen nogle gange fejle, fordi patienterne ikke ved, at de kan og bør udfordre denne autoritet, når teorierne ikke giver mening?

Psykologiens magt

Teorierne i psykologien har også indflydelse langt ud over terapirummet.

Begreber og teorier fra psykologien lever aktivt i vores hverdagssprog, og vi ser dem ofte som sandheder.

Vi kan for eksempel tænke, at andres handlinger er udtryk for ubevidste ønsker eller sige, at en persons adfærd skyldes, at de er defensive. Helt uden at reflektere over, at 'ubevidste ønsker' og 'være defensiv' er teorier fra psykologiens felt.

Vi tænker heller ikke over, at disse idéer overhovedet ikke behøver at være objektivt sande.

Der er mange historiske eksempler på idéer, der har fået stor indflydelse, og som senere har vist sig at være uholdbare. En del har endda gjort meget stor skade.

Spektakulært misbrug

For et par årtier siden blev en række amerikanske patienter og deres familier for eksempel påført traumer af deres terapeuter.

I psykologtimerne 'huskede' patienterne pludselig spektakulære overgreb fra deres barndom, som de burde have fortrængt.

Idéen sivede hurtigt ud af terapirummet og spredte sig i samfundet i både USA og Europa.

Fortrængt mord?

Pludselig blev vi klar over, at alle og enhver i princippet kunne have oplevet forfærdelige ting uden at huske noget. Eller vi selv kunne have begået barbariske handlinger.

Denne forestilling havde i visse tilfælde store konsekvenser - som for eksempel i den efterhånden berygtede Birgitte Tengs-sag.

Her insisterede fætteren på, at han ikke kunne huske at have dræbt sin kusine. Men efterforskerne sagde, at han kunne have fortrængt det.

Til sidst lykkedes det dem at overbevise ham om, at han må have begået mordet, men så efterfølgende glemt hændelsen.

Senere har det vist sig, at dette fænomen sandsynligvis ikke eksisterer. Det kan du læse mere om i en artikel i denne serie, Sexfantasier og satanist-panik: - En del psykologiske teorier er i højere grad baseret på naiv tro og folklore end på videnskab.

LÆS OGSÅ: Professor: Man fortrænger ikke overgreb

Teorier skaber virkeligheden

Henrik Berg er uddannet i psykologi og filosofi og arbejder som professor ved Universitetet i Bergen.

Han mener, at vi skal være langt bevidste om, at psykologien har en helt særlig rolle i samfundet:

»Den repræsenterer ikke bare verden, den griber ind,« siger Henrik Berg.

Altså: Teorierne i psykologien er ikke blot en beskrivelse af, hvad vi mener er virkelighed. De skaber virkeligheden.

For når vi opfatter teorierne som sandheder, er de med til at bestemme, hvordan vi ser os selv samt fortolke, hvad der sker omkring os.

»Det betyder, at man skal være ekstra påpasselig med, hvilke typer af menneske- og lidelsesbeskrivelser man accepterer og sender ud i samfundet,« siger Henrik Berg.

Mødrene fik skylden

Dårligt funderede teorier kan have store, negative konsekvenser.

»Man kan få fantasifulde beskrivelser og antagelser om sygdomsmekanismer, der kan være ekstremt skadelige, siger Henrik Berg.

»Inden for den psykodynamiske skole, som længe var dominerende, troede man for eksempel, at autisme var forårsaget af kolde og ufølsomme mødre. Det har selvfølgelig været utroligt smertefuldt for mødrene.«

Går vi endnu længere tilbage i tiden, er der graverende eksempler på, hvordan idéer fra psykologien var med til at opretholde og retfærdiggøre grusomheder i samfundet.

LÆS OGSÅ: Effekten af psykoterapi kan være overvurderet

'Flygtesyge' slaver

I slutningen af det 19. århundrede var en psykisk lidelse kaldet ‘drapetomania’ udbredt i USA's sydlige stater. Den amerikanske læge Samuel A. Cartwright anså sygdommen som årsag til, at tilfangetagne afrikanere flygtede fra fangenskab.

Sygdommen fik angiveligt slaverne til at flygte fra plantagerne, skriver Berg i sin bog 'Evidens og etikk'.

Hypotesen bag diagnosen var, at slaveriet var en så stor forbedring af slavernes liv, at de måtte være psykisk syge for at flygte.

Idéen faldt formentlig i god jord hos plantageejerne, der kæmpede for slaveri, og som i stor stil brugte behandlingen mod den påståede sygdom: Prygl til slaver, der virkede rastløse.

I dag vil man nok le af denne absurde idé, hvis den ikke var så ufattelig tragisk.

Afspejler tidens kultur

Går man igennem gamle sandheder på forskellige områder, finder man en masse mærkelige ting. Det gælder selvfølgelig ikke kun i psykologien.

Ikke desto mindre skal vi måske være ekstra på vagt her.

Teorierne i psykologien bygger i højere grad på idéer og kvalificerede gæt end på objektive fakta og dokumenterede virkningsmekanismer, hvis man sammenligner med en række andre felter, mener Markus Eronen og Laurs Bringmann.

Sådanne teorier er mere sårbare over for tendenser og strømninger i tidsånden. Til en vis grad bliver de spejlbilleder af tidens kultur og moral. På den måde kan de også forstærke fordomme og retfærdiggøre uheldige holdninger.

I Norge blev homoseksualitet for eksempel klassificeret som en psykisk sygdom indtil 1977.

LÆS OGSÅ: Bizart hjerne-eksperiment ville 'kurere' homoseksualitet

Begreber, vi ikke ved, hvad er

Jan Ketil Arnulf er psykolog og professor ved Handelshøjskolen BI i Norge.

Han mener, at psykologien er kommet dårligt fra start.

»Vi har introduceret en hel række af begreber og idéer, som vi egentlig ikke aner, hvad er: Motiver, tanker, holdninger, holdninger og drømme - kort sagt alt, hvad der befolker sjælen.«

»I dag tager vi det som en selvfølge, men vi ved ikke, hvad det er. Der er ingen dokumentation for, at det er korrekt,« siger han.

Jan Ketil Arnulf bruger et eksempel fra fortiden til at illustrere.

Fadermord og fædrelandskærlighed

»I psykologien i 1800-tallet var der noget, der hed det frenologiske hjerneatlas,« siger han.

Frenologi er en forældet idé om, at hjernens form kunne fortælle noget om menneskers egenskaber og evner. Forskerne målte knopper og gruber i kranierne på forskellige mennesker og kædede formen sammen med mentale træk.

Psykologerne kunne for eksempel undersøge en person, der havde myrdet deres egen far, og på den måde finde centeret for fædremord.

LÆS OGSÅ: Idéer, der gik tabt: Ondskab kan aflæses i kraniets struktur

På samme måde fandt de forskellige centre for kærlighed til børn, til ægtefællen og til fædrelandet.

Projektering i beskrivelse

»Men det, man ser i dag, er, at de egentlig kun har taget den daværende beskrivelse af en borgerlig, tysktalende person fra det 19. århundrede og projiceret den ind i hjernen.«

»I dag virker det komisk. Men det, der ikke er så komisk, er, at vi fortsætter med at projicere ting, som, vi ikke er sikre på, er der.«

Jan Ketil Arnulf mener, at meget af forskningen i psykologi er stagneret. I 2022 publicerede han med sine kolleger et studie, der viser netop det.

I virkeligheden opdeler forskerne kun verden i nye kategorier, de har skabt, uden at komme tættere på svaret på, hvad der egentlig foregår i sindet, siger Jan Ketil Arnulf.

Kritisk tænkning er vigtig

Henrik Berg fra Universitetet i Bergen mener, at forskere skal være bevidste om usikkerheden i de psykologiske teorier.

For hvilke blinde vinkler har vi i dag? Hvilke idéer betragter vi nu som naturlige og sande, men som i fremtiden vil blive tilbagevist og opgivet?

Det kan være næsten umuligt at se det fra vores synspunkt midt i vores tid. Ikke desto mindre skal vi forsøge at skelne dem, siger Henrik Berg.

»I naturvidenskaben, og måske især i psykoterapiforskningen, er det utrolig vigtigt, at man udvikler en kritisk sans.«

Han vil holde eksperterne ansvarlige.

»Forskerne skal have kritisk afstand til de standpunkter, som de til enhver tid har,« siger han.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.