Humaniora-forskere raser over at blive placeret lavt i evidenshierarkiet

Videnskab.dk blev for nyligt kastet ud i en mini-shitstorm på Twitter på grund af en artikel, der handlede om forskningsmetoder og evidens.

»Jeg synes Videnskab.dk laver rigtig meget god forskningsformidling og forskningsjournalistik. Imidlertid synes jeg, der nogle gange er problemer, når de forsøger sig som overdommer i hyperkomplicerede videnskabsteoretiske spørgsmål som fx her,« tweetede eksempelvis historiker Peter Brunbech med henvisning til artiklen ‘Ikke al forskning giver lige meget evidens: Lær at skelne’.

Artiklen handlede om, at forskellige forskningsmetoder giver forskellige grader af evidens. For at illustrere det rangordnede Videnskab.dk videnskabelige metoder i et hierarki, hvor de øverste er de bedste til at teste, om et lægemiddel eller en social indsats har en effekt på mennesker:

Kvalitative metoder, som bruges i humanistisk forskning, var placeret næstnederst i hierarkiet.

»Men at sætte kvalitativ forskning ind i et naturvidenskabeligt evidenshierarki giver bare ikke det fulde billede (...). Den kæphest er jeg altså nødt til at blive ved med at trække af stalden,« tweetede Stine Liv Johansen.

»Vi har mange andre slags viden om litteratur, medier, pædagogik, kunst, børnekultur osv osv, som må vurderes på helt andre måder. Den pointe savner jeg, at I (videnskab.dk; red.) forholder jer til,« skrev hun i et andet tweet.

Evidens er omdiskuteret

Kritikken på Twitter rammer ikke ved siden af:

Evidenshierarkiet er skabt til sundhedsvæsenet. Det illustrerer, at nogle forskningsmetoder er bedre end andre til at dokumentere, om lægers behandlinger er sikre og giver målbare effekter.

I Videnskab.dk’s artikel fremgik det tydeligvis ikke klart nok, at:

• Evidenshierarkiet har begrænsninger og ikke gælder for al videnskab.
• Rangordningen af metoder afhænger af, hvad man undersøger. Hvis forskere for eksempel vil vide, hvordan folk bliver påvirket mentalt af være på sygehuset, eller hvordan digitale medier påvirker børns sociale liv, kan kvalitative metoder være de bedste.
• Evidensbegrebet er omdiskuteret i videnskabelige kredse.

I telefonen uddyber Peter Brunbech, der har en ph.d. i historie og er centerleder på Professionshøjskolernes Vidensdatabase, sine kritiske tweets:

»Generelt synes jeg, I har et meget højt niveau, men når I skriver sådan en artikel, skyder I forbi skiven, fordi I postulerer, at der er konsensus om noget, der ikke er konsensus om. Der findes ikke et enkelt svar på, hvilken type forskning der giver stærkest evidens. Ligegyldigt hvordan du stiller det op, vil der altid være mange, der er uenige,« siger han.

LÆS OGSÅ: Hvad er videnskabelig evidens?

Evidenshierarkiet bygger på positivisme

Humanisterne er trætte af, at evidenshierarkiet favoriserer naturvidenskabelige metoder.

»Problemet med hierarkiet er, at det kun giver ét billede af, hvad evidens er,« siger Thomas Illum, der er forskningschef ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Evidenshierarkiet bygger på en idé om, at forskere kan måle og regne sig frem til evidens for eksempel ved at analysere helbredsdata om patienter, der får en bestemt type medicin, eller karaktergennemsnit hos elever, der har modtaget en bestemt form for undervisning.

Hierarkiet udspringer af en positivistisk opfattelse af verden, bemærker Andreas Lieberoth, der er adjunkt på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

Positivismen er en filosofisk retning, der går ud fra, at man kan opnå objektiv viden for eksempel ved at måle, tælle eller veje det, man undersøger. Forskningen kaldes kvantitativ og er virkelig smart, når man vil opstille et klart mål for effekten af det, man tester.

»Men humanistiske forskere arbejder i et helt andet erkendelsesfelt. De vil for eksempel sige, at man er nødt til at lytte til folks oplevelser af verden for at få viden om, hvordan tingene hænger sammen, og at resultatet altid afhænger af, hvilken kontekst man befinder sig i,« siger Andreas Lieberoth.

Kvalitativ forskning er taberen

Når man bruger humanistiske forskningsmetoder og laver det, der kaldes kvalitativ forskning - for eksempel dybdegående interviews, observationer eller tekstanalyser - går man ikke efter at måle en effekt.

Humanistisk forskning når meget sjældent frem til et tal, man kan sætte to streger under.

Hvis man overhovedet kan tale om evidens i de humanistiske videnskaber, er det en helt anden form for evidens end den naturvidenskabelige, er forskerne enige om.

»Når man opstiller et evidenshierarki, er den kvalitative viden altid taberen, for kvalitativ forskning er kompleks, sammensat og nuanceret,« siger Astrid Pernille Jespersen, der er lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet og leder af Center for Humanistisk Sundhedsforskning.

»Man skal passe på med at gøre naturvidenskabelig evidens til det eneste kriterium for sand og brugbar viden,« fortsætter hun.

Humaniora skal vurderes på egne præmisser

I humaniora giver det ikke mening at vurdere en forskningsmetode på, om den giver stærk evidens, supplerer Stine Liv Johansen, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

»Man kan ikke mase humanistisk forskning ned i et evidenshierarki. Hele det store apparat af analysemetoder, vi arbejder med i humanistiske discipliner som eksempelvis litteraturvidenskab, historie og antropologi, passer slet ikke ind på den hylde,« siger hun.

»I min egen forskning bruger jeg etnografiske metoder. Jeg laver for eksempel observationer over lang tid og gentagne interviews med cases. Det er aldrig et formål at skabe evidens. Det er et formål at skabe viden, men ikke evidens,« fortsætter hun.

I stedet for at vurdere humanistiske studier på, hvor stærk evidens de giver, foreslår Stine Liv Johansen, at man vurderer dem på deres egne præmisser.

Hvor god og sikker viden, man får ud af et humanistisk forskningsprojekt, kan for eksempel afhænge af:

• Om forskeren har valgt den rigtige metode til at belyse sit forskningsspørgsmål.
• Om forskeren kan gøre rede for, hvordan han/hun selv påvirker sit forskningsfelt.
• Om forskerens teoretiske baggrundsviden er på plads.
• Om forskeren kan formidle sine resultater, så de giver mening og kan bruges.

LÆS OGSÅ: Hvad i alverden kan man bruge kvalitativ forskning til?

Forskeren interagerer med informanterne

Stine Liv Johansen giver et eksempel:

»I min ph.d. lavede jeg en undersøgelse af 1 ½ - 3 årige børns brug af digitale medier. For at lave undersøgelsen ordentligt og komme tæt på børnene, var jeg nødt til at interagere med dem. De sad på skødet af mig, og vi så Teletubbies sammen,« siger hun.

I sådan en undersøgelse er det en kvalitet, at forskeren er i stand til at leve sig ind i sine informanters livsverden, men samtidig kan reflektere over sin egen rolle, forklarer hun.

»Man får ikke evidens i den forstand, at man kan sætte to streger under et resultat. Men man får en anden og mere nuanceret form for viden. Det kan godt være, at evidenshierarkiet giver mening i sundhedsvidenskab, men jeg mener ikke, at det giver mening i humaniora,« siger Stine Liv Johansen.

Fonde favoriserer kvantitativ forskning

I en årrække har der i den offentlige debat været en tendens til at opfatte videnskab, som om det altid handler om at opnå stærkest mulig evidens, siger Astrid Pernille Jespersen. Derfor er humanistiske forskere med god grund stærkt kritiske overfor evidenshierarkiet, vurderer hun:

»De senere års evidensbølge har skabt en monolitisk (ensartet; red.) forståelse af, hvad gyldig og brugbar viden er. Når man søger forskningsbevillinger, skal man for eksempel ofte redegøre for, hvordan man vil måle effekten. Det er en klar reduktionisme, som bliver brugt som kriterium for hvad god, troværdig viden er,« siger Astrid Pernille Jespersen og fortsætter:

»Evidensbegrebet er blevet et politisk retorisk redskab, som skaber adgang til bevillinger og magt. Derfor har mange i den humanistiske lejr problemer med det.« (Læs om reduktionisme i faktaboksen herunder)

Kompleksitet går tabt

I det evidenshierarki, der bruges i sundhedsvæsenet og i stigende grad på det sociale område, er metaanalyser, som inddrager al den effektforskning, der er publiceret om et emne, i toppen.

I metaanalyser bruger man systematiske, statistiske metoder til at lave en vurdering af, om der på baggrund af den samlede forskning er evidens for, at en bestemt behandling eller indsats har en effekt.

Men hvis man navigerer blindt efter metaanalyser, kan vigtig viden gå tabt, vurderer Thomas Illum Hansen, som har skrevet et kapitel om evidensbegrebet i bogen ‘Empirisk dannelsesforskning: Mellem teori, empiri og praksis’

»Metaanalysen får ofte ikke fat i specifikke og kontekstuelle forhold (viden om den kontekst, studiet er lavet i; red.), som er vigtige, hvis man vil have en metode til at fungere i praksis. Det er en illusion at tro, at randomiserede forsøg og metaanalyser i sig selv giver sikker viden om, hvordan vi skal handle,« siger han og:

»Mange fænomener er ude i virkeligheden så komplekse, at de skal belyses på forskellige måder. Verden består ikke kun af forudsigelige, statistiske mønstre. Verden består også af komplekse sammenhæng og fænomener, der i bedste fald er semi-regulære.«

At fænomener er semi-regulære betyder ifølge Thomas Illum Hansen, at de kun har en delvis regularitet - det vil sige, at man kan formulere regler om dem, men at der altid vil være en række undtagelser og varianter.

LÆS OGSÅ: Forsker: Myte, at humaniora ikke er 'rigtig videnskab''

Metoder kan kombineres

Kvalitative og kvantitative forskningsmetoder kan med fordel supplere hinanden, hvis man vil nå frem til den mest fyldestgørende viden om et emne, mener Thomas Illum Hansen, som i øvrigt selv laver kvantitative, randomiserede forsøg.

»Forskellige typer metoder og forskellig empiri kan noget forskelligt. Gennem kvalitativ forskning kan man blandt andet få et dybere indblik i nogle af de mekanismer, der ligger til grund for de effekter, man for eksempel måler i et randomiseret forsøg,« siger han.

I en kommende artikel her på Videnskab.dk kan du møde en læge, der mener, at der er alt for lidt humanistisk forskning i sundhedsvæsenet, og du kan læse om, hvordan man kan supplere kvantitative undersøgelser med kvalitative og omvendt.

LÆS OGSÅ: Humanioras fremtid er tværdisciplinær

LÆS OGSÅ: Forskere: Verden hungrer efter humanistisk grundforskning