Hvorfor findes der 500 forskellige former for psykoterapi?

Der kan være mange årsager til, at man ender hos psykologen:

Det kan være angst, personlighedsforstyrrelser, fobier, depression, posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), spiseforstyrrelser, misbrugslidelser, eller – som det typisk er – en blanding af flere lidelser og problemer.

Samtidig er der også hundredvis af behandlingsformer, som for eksempel psykodynamisk terapi, kognitiv adfærdsterapi, EMDR-terapi, ACT-terapi, gestaltterapi, interpersonel psykoterapi, mindfulness-baseret terapi, psykodrama og så videre og så videre.

Det kan egentlig virke logisk nok, for det er let at få den tanke, at forskellige terapiskoler bruges til at behandle forskellige lidelser. Men det sjældent tilfældet.

Fem hovedskoler

Henrik Berg er uddannet i psykologi og filosofi og arbejder som professor ved Universitetet i Bergen.

Han fortæller, at de hundredvis af behandlingsformer, der findes, kan opdeles i fem hovedgrupper.

»Der er adfærdsterapi, kognitiv terapi, psykodynamisk og psykoanalytisk terapi, eksistentiel humanistisk terapi og eklektisk terapi, som betyder, at man blander lidt fra forskellige former.«

Henrik Berg fortæller, at disse hovedskoler kan give helt forskellige svar, for eksempel på hvad målet med terapien er, og hvad der kendetegner sygdom og bedring.

»I eksistentiel psykoterapi ses lidelse for eksempel som en helt naturlig del af livet. Behandlingen handler om at forholde sig til lidelse og acceptere og forsone sig med sine livsbetingelser,« siger Henrik Berg.

»I kognitiv adfærdsterapi tænker man mere på lidelse som noget, der skal fjernes, så vi er i stand til at leve et produktivt liv,« fortsætter han.

Dronte-dommen

Mængden af tilgængelig dokumentation for de forskellige behandlingsformer varierer meget.

En del af metoderne er knapt blevet undersøgt, mens andre – som kognitiv terapi – er blevet udforsket i tusindvis af studier.

Men når forskningen opsummeres og metoderne sammenlignes i metastudier, kommer teknikkerne ofte ud med lige stor effekt.

Diskussionerne fortsætter om, hvorfor der er så lidt forskel på grundlæggende forskellige behandlingsformer.

Et andet rettidigt spørgsmål er: Hvis alt fungerer lige godt – hvorfor har vi så brug for så mange metoder?

Er det bare variationer af det samme?

Professor Ole André Solbakken ved Universitetet i Oslo argumenterer for, at vi i virkeligheden ikke har så mange metoder.

I modsætning til Henrik Berg mener Ole André Solbakken, at metoderne i bund og grund er de samme.

»For hvad er psykoterapi? Det er at sidde med et andet menneske, som dedikerer sin fulde opmærksomhed til dig, som forsøger at hjælpe dig med at lære at forholde dig til dig selv, til dine følelser og reaktioner og til andre mennesker på en hensigtsmæssig måde.«

»De forskellige retninger indenfor terapi er bare varianter af måder at tale om vanskeligheder på,« siger han.

Mange teknikker kan virke mod det samme problem

Ole André Solbakken argumenterer for, at metoderne slet ikke er i konflikt med hinanden.

Han mener, at psykiske problemer er komplekse tilstande, der kan gribes an fra mange vinkler. Hvis det medfører en ændring i tanker, følelser eller adfærd ét sted, vil denne ændring igen påvirke andre dele af systemet.

Forskeren mener altså, at mange forskellige teknikker kan virke på de samme problemer.

Ole André Solbakken fortæller, at der undervises i flere etablerede terapiformer på psykologuddannelsen på Universitetet i Oslo, men derudover kan psykologerne senere deltage i private kurser og tilegne sig en række forskellige metoder.

Der kan være både penge og prestige i at udvikle sin egen terapiform - både økonomiske og personlige interesser.

»Jeg tror ikke, at de mange forskellige terapeutiske retninger er vejen frem for psykologien - de er bare en afstikker. For at få en plads inden for dette felt er det blevet stemplet som terapeutiske 'skoler',« siger Ole André Solbakken.

»Det er stadig ret lukrativt at drive terapiskoler, og det er stadig det nemmeste, hvis man vil skabe et navn for sig selv,« siger han.

Henrik Berg mener også, at personlige interesser kan spille en rolle.

»Mange har nok interesse i at promovere deres egen skole. Her kan prestige, økonomiske interesser og en eller anden eksistentiel motivation ligge bag,« spekulerer han.

»For let at skabe nye terapiformer«

Sverre Urnes Johnsen, som er professor og psykologispecialist ved Universitetet i Oslo og Modum Bad, mener, at der er for mange terapiformer.

»Vi har mange terapiformer med for lidt dokumentation. Mange af dem er heller ikke veldefinerede metoder,« siger han.

»Det er for nemt at finde på nye terapiformer uden en klar struktur og forskelle i forhold til andre terapier. Det forvirrer både patienterne og forskningen.«

Som udgangspunkt kræves der relativt lidt for at etablere en ny terapeutisk skole.

Historien om EMDR-terapi er et godt eksempel.

Måske en kortvarig effekt

Efterfølgende gik det fremad for EMDR. Metoden blev præsenteret, markedsført og adopteret af mange terapeuter efter 1990'erne. Til sidst blev metoden ikke kun brugt til at behandle traumatiske minder, men også mod depression, skizofreni og spiseforstyrrelser.

I dag udbydes metoden af mange norske terapeuter.

Der er lavet en hel del studier om EMDR, men mange af dem er af lav kvalitet. Den seneste større opsummering, fra 2020, konkluderede, at metoden kan have en kortvarig effekt mod PTSD, men at studierne er af for lav kvalitet til at give pålidelige svar.

Men denne mangel på god dokumentation betyder ikke det store, for indenfor psykoterapien kræves der ikke dokumentation for, at metoderne virker.

»Ingen regulering af psykoterapi«

Der er i det hele taget meget lidt regulering af de metoder, der bruges i psykoterapi. Det fortæller Joar Øveraas Halvorsen, psykologspecialist og lektor ved Norges Teknisk Naturvidenskabelige Universitet (NTNU).

Han sammenligner psykoterapi og lægemiddelbehandling. Lægemidler er strengt reguleret af myndighederne, og lægemiddelvirksomhederne skal dokumentere, at lægemidlerne har en effekt, og at de ikke er skadelige, før de må markedsføres dem.

»Inden for psykoterapi er der slet ingen regulering. Det eneste, der er reguleret, er min autorisation. Når jeg først har den, kan jeg gøre næsten alt efter forgodtbefindende,« siger Joar Øveraas Halvorsen.

»Kan tilbyde hvad som helst«

Det er altså ikke sådan, at myndighederne fortæller, hvilken behandling der har givet den bedste effekt, eller hvilke behandlingsformer der anses for videnbaserede, og hvilke der ikke har tilstrækkelig dokumentation til at blive brugt.

»Jeg kan sidde på mit psykologkontor og tilbyde en hvilken som helst behandling, med eller uden evidens fra forskning.«

Joar Øveraas Halvorsen finder det mærkeligt, at psykoterapien ikke er mere reguleret.

Skal bruge den viden vi har

Også psykologeksperten Jørgen Flor mener, at de anvendte teknikker skal være videnskabeligt funderede. Han mener dog ikke, at det er problematisk, at der er så mange former for behandling.

Problemet er snarere, at vi ikke bruger den viden, vi allerede har, og at vi ikke lægger flere kræfter i at finde ud af, hvad der virker på individuelt plan.

»Vi har masser af studier på gruppeniveau, men alt for få der undersøger, hvad der virker for hvem,« siger Jørgen Flor.

Intet forsøg på at matche terapeut, terapi og patient

Altså: Hvilken type terapi og hvilken type terapeut passer til hvilken type patient?

Undersøgelser har vist, at resultatet af behandlingen ofte bliver bedre, når terapeut og patient skaber en god alliance og bliver enige om en forståelse og behandlingsplan, der giver mening.

Men i dag gøres der intet forsøg på en sådan matchning. I stedet bliver patienterne fordelt helt tilfældigt.

»Mange af de ting, vi ved er vigtige, bliver der ikke taget højde for, når vi udformer de psykiske sundhedstilbud,« siger Jørgen Flor.

Han fortæller, at han har ændret mening med hensyn til antallet af metoder.

»Jeg plejede at være lidt generet af den her mangfoldighed, men nu tror jeg, vi har brug for den.«

Med værktøjskassen fuld af redskaber i alle afskygninger er det nemmere at finde det rigtige - ét, der passer godt til både behandleren og patienten.

Jørgen Flor mener slet og ret, at det handler om, at terapeuten har brug for en metode, der føles meningsfuld og passer til terapeutens eget verdenssyn. Det giver tryghed i terapisituationen, hvilket igen er vigtigt for, at behandlingen virker.

Håber at finde et mønster

Et ubesvaret spørgsmål er, hvordan man finder ud af, hvilken terapiform der passer til hvilke patienter.

Jan Ivar Røssberg er professor i psykiatri ved Universitetet i Oslo og overlæge i psykiatri ved Oslo Universitetshospital. Han er helt enig i, at vi skal matche patienter og terapier.

Men det er lettere sagt end gjort.

»Vi klinikere er dårlige til at vælge. Forskningen viser stort set, at vi klarer os nogenlunde lige så godt, som hvis det var tilfældigt gætværk, og vi aner ikke hvorfor,« siger Jan Ivar Røssberg.

I fællesskab med sine kolleger forsøger han at finde ud af mere.

De bruger undersøgelser og statistiske metoder til at se, om det er muligt at finde et mønster i personlighed, symptomer, sociale relationer og andre faktorer - et mønster, der kan forudsige, hvilken form for terapi, der vil fungere bedst for hvilke patienter.

»Vi håber at kunne opnå en mere personlig psykoterapi,« afslutter han.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.