Vores byer bliver ofte beskrevet som et levende arkiv over menneskelig erindring.
Hvis du bevæger dig gennem et gammelt kvarter i en islamisk by som Fez i Marokko eller Kairo i Egypten, kan du se, historien folde sig ud i gader og bygninger.
Fortiden er ikke gemt væk på et museum, men indlejret i hverdagen og fortsat synlig i byens rum.
Byhistorikere omtaler undertiden denne lagdeling som en såkaldt 'palimpsest' - noget, der er ændret eller genbrugt, men stadig bærer synligt præg af den tidligere form.
Med andre ord et sted, hvor historien stadig kan skimtes som et glemt eller tabt værk, der ligger skjult under en ny tekst.
Men i store dele af verden bliver byerne i dag forandret i et tempo, der truer med at udviske disse lag. Hele kvarterer og historiske bydele jævnes med jorden og erstattes af nye distrikter, infrastrukturanlæg eller enorme prestigeprojekter.
Byen som en 'ren tavle'
Udviklingen vækker minder om den franske embedsmand Georges-Eugène Haussmanns radikale omformning af Paris i 1800-tallet, hvor store dele af den gamle by blev revet ned for at give plads til brede boulevarder.
Nutidens hastige og omfattende byudvikling udfordrer forestillingen om byen som noget, der vokser og forandrer sig gradvist.
Når vi bygger noget fra bunden, bliver det ofte kaldt en 'tabula rasa'-tilgang.
Tabula rasa er en antik betegnelse for en voksbetrukket skrivetavle, hvorpå intet er skrevet, så i denne sammenhæng illustrerer det en 'ren tavle' eller 'ubeskrevet blad'-tilgang, hvor alt bliver ryddet, så der kan bygges igen, som om intet tidligere eksisterede.
Spændingsfeltet mellem udradering og erindring
Vi forsker i arkitektur og bydesign, og vi har for nylig undersøgt spændingsfeltet mellem udradering og erindring i moderne byudvikling.
Vi argumenterer for, at den nutidige byforvandling ikke kan reduceres til et simpelt valg mellem at bevare fortiden eller starte helt forfra. I praksis bliver byer i stigende grad formet af et komplekst samspil mellem disse to strømninger.
Denne spænding er afgørende at forstå, fordi den ikke alene former en bys identitet og kulturarv, men også påvirker det sociale og kulturelle liv for dem, der bor der.
Vores tilgang hviler på erkendelsen af, at historien rummer værdifuld viden, som kan guide fremtidig udvikling ikke mindst gennem løsninger, der allerede har bevist deres værdi.
Myten om den rene tavle
I århundreder har byplanlæggere og filosoffer været draget af idéen om tabula rasa, men i virkelighedens byrum er der intet, der er fuldstændig tomt.
Selv når bygninger bliver revet ned, lever de kræfter videre, som former byen: økonomiske interesser, planlægningsregler, infrastrukturelle netværk og politiske ambitioner.
Ofte efterlader rydningen det, den franske samfundsteoretiker Henri Lefebvre kaldte 'abstrakt rum', som er områder skabt med fokus på effektivitet, profit eller kontrol snarere end på indbyggernes minder og hverdagsliv.
Moderne byfornyelse har gang på gang erstattet historiske kvarterer med standardiserede miljøer som store boligkomplekser, erhvervsområder eller trafikale knudepunkter. Resultatet er ofte steder, der føles løsrevet fra lokal identitet, fordi den historiske sammenhæng, som tidligere gav området betydning, er forsvundet.
Et velkendt eksempel er Pruitt-Igoe i St. Louis i USA, hvor tætbebyggede og blandede boligområder blev erstattet af højhusbyggeri til offentligt boligbrug, helt uden hensyntagen til eksisterende gadeforløb og fællesskabet.
I Beirut i Libanon blev genopbygningen af byens centrum efter borgerkrigen i høj grad styret af moderne, kommercielle interesser, mens den urbane struktur og de sociale netværk, der tidligere prægede området, blev tilsidesat.
Den franske antropolog Marc Augé har beskrevet mange af disse miljøer som 'ikke-steder': Områder tilegnet transit og forbrug som lufthavne, motorveje og anonyme erhvervsområder, hvor mennesker færdes uden at skabe varige relationer.
Byer som lag af erindring
I den modsatte ende af spektret finder vi forestillingen om byen som en palimpsest. Historiske kvarterer, arkæologiske levn, gademønstre og endda stednavne bidrager alle til en lagdelt erindring. Byplanlæggere og arkitekter trækker ofte på et områdes historie, når de udvikler nye designs.
Men palimpsest-tilgangen har også sine begrænsninger. Bevarelsen af historiske lag er ikke i sig selv en garanti for et meningsfuldt forhold til fortiden. Nogle gange reduceres kulturarv til nostalgi, som en gentagelse af historiske stilarter uden forståelse for deres sociale eller kulturelle betydning.
Den franske filosof Paul Ricoeur hjælper med at tydeliggøre denne problematik ved at skelne mellem forskellige former for erindring: Erindring, gentagelse og genopbygning, som er centrale begreber i hans tænkning omkring menneskets selvforståelse og historie.
Gentagelses-erindringen genskaber fortiden, ofte på et overfladisk plan. I Sydney førte forsøg på at revitalisere oprindelige kvarterer mellem 2005 og 2019 til en gentagelse af mønstre af kolonial fordrivelse af jord frem for et reelt opgør med fortiden.
I Rio de Janeiro blev bestræbelserne på at omdanne havnefronten frem mod VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 gennemført på bekostning af afro-brasiliansk kulturarv. Den blev erstattet af en strømlinet, futuristisk vision af den globale storby.
Mere bredt set har spekulative ejendomsprojekter og investeringsdrevet byudvikling i byer i Afrika, Asien og Latinamerika forvandlet jord til en handelsvare. Det har accelereret gentrificering og presset lokale beboere ud til periferien af samfundet.
Genopbygnings-erindringen forholder sig anderledes til fortiden. Her bruges fragmenter af historien til at fortolke og gentænke den i en nutidig sammenhæng.
I Warszawa i Polen blev den gamle by genopført efter Anden Verdenskrig; ikke som en nøjagtig kopi, men som en omhyggeligt fortolket rekonstruktion. Historiske malerier, arkæologiske fund og bevarede bygningsdele blev brugt til at styrke byens førkrigsudtryk, samtidig med at genopbygningen tog højde for moderne behov.
På tilsvarende vis bevarede man udvalgte ruiner (blandt andet Genbaku-kuplen) i forbindelse med genopbygningen af Hiroshima efter 1945 samtidig med, at det omkringliggende byrum blev gentænkt som et mindelandskab. På denne måde blev fortiden hædret uden at forhindre udviklingen af en fungerende, moderne by.
Bevaring versus nedrivning
I stedet for at vælge mellem total bevaring og total nedrivning skal bydesign anerkende det dynamiske forhold mellem erindring og forandring.
Vi foreslår at forstå byer gennem det, filosoffer kalder en negativ dialektik, som er et forhold, hvor to modsatrettede kræfter, glemsel og erindring, konstant former og omformer hinanden. Vores argument kan sammenfattes således:
- Byrydning skaber ikke en neutral, tom flade. Den frembringer nye former for byrum, præget af politisk og økonomisk magt.
- Historisk erindring er ikke et fastlåst arkiv, men bliver genskabt løbende gennem fortolkning og design.
Når byer forstås på denne måde, åbner der sig nye strategier for byudvikling.
I stedet for enten at kopiere historiske former mekanisk eller ignorere dem fuldstændigt kan arkitekter og planlæggere arbejde med fragmenter, spor og rumlige relationer for at skabe nye urbane former.
Et eksempel findes i det historiske centrum af Lugano i Schweiz. Her har de traditionelle offentlige markeder, som afholdes på middelalderlige gader og langs søpromenader, i århundreder været med til at forme byens sociale liv og rumlige strukturer.
I dag eksisterer markederne side om side med moderne caféer, restauranter og fodgængerforløb. Sammen væver de gamle gadenet og nye anvendelser ind i et levende urbant tapet snarere end at fryse dem fast som statiske kulturarvsmonumenter.
Denne form for lagdeling, hvor dagliglivet og historiske bevægelser informerer nutidens byrum, viser, hvordan byens form kan udvikle sig ved at genintegrere fortidens spor i nutiden.
Alligevel er nutidens byfornyelse i vid udstrækning drevet af hastig udvikling, udradering og mindre synlige kræfter, som sjældent levner plads til denne langsomme, men meningsfulde forhandling mellem fortid og fremtid.
Derfor er det afgørende at gentænke, hvordan erindring, bevaring og designmetoder kan spille sammen. Det kræver et opgør med faste paradigmer i byudviklingen og et skifte til mere fleksible, kontekstfølsomme strategier.
Bydesignere råder allerede over værktøjer, der gør det muligt at reagere på hastigt foranderlige bymiljøer på måder, som fortsat giver mening for lokalsamfundene.
Blandt disse er kognitiv kortlægning, der visualiserer, hvordan mennesker oplever og bevæger sig gennem byen; lagdelt analyse, som undersøger de overlappende dimensioner af bylivet; samt netværkstænkning, der anskuer byen som et sammenvævet system af relationer.
Byplanlægning i en foranderlig verden
Byernes fremtid vil sandsynligvis være præget af endnu hurtigere omstillinger. Byspredning, teknologisk udvikling og skiftende økonomiske strukturer er allerede i gang med at omforme bylandskaber og udfordre de gængse planlægningsmodeller.
For bydesignere betyder det at arbejde i situationer, hvor historiske forlæg er fragmenterede eller ustabile.
Byer reagerer meget forskelligt på ødelæggelse og forandring. Nogle vælger en tabula rasa-tilgang, hvor eksisterende fællesskaber bliver udraderet, og byen bliver genopbygget fra bunden, undertiden med overfladiske referencer til fortiden i form eller stil.
Det skete eksempelvis i den gamle bydel i Warszawa, som blev genopført til at ligne førkrigsbyen, selv om de oprindelige beboere var forsvundet.
Brasília i Brasilien blev derimod planlagt helt fra bunden, og tidligere bosættelser blev ryddet for at give plads til en modernistisk vision.
Andre byer følger en mere gradvis, lagdelt tilgang, hvor man bygger videre på det eksisterende og lader lokalsamfundene tilpasse sig over tid. I Dzivarasekwa Extension i Harare, Zimbabwe, blev uformelle bosættelser eksempelvis langsomt formaliseret.
Boliger, infrastruktur og ejendomsret blev forbedret, mens gadenet og sociale relationer blev bevaret. Nogle byer kombinerer begge strategier, sådan som Hiroshima gjorde.
Den centrale udfordring i dag er at skabe byrum, der både anerkender historien og forbliver åbne for nye muligheder. For os er byen hverken et ubeskrevet blad, en ren tavle eller en færdig fortælling, men et sted i konstant omskrivning formet af samspillet mellem erindring og forandring.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
