Kan patienter få det lige så godt ved at tale med én, der ikke er psykolog?

Jonas Ressem er 28 år og har en master i psykologi.

Men han har ikke en professionsuddannelse - altså den uddannelse, man skal have for at kunne arbejde som psykolog i Norge.

Alligevel deltager han som frivillig i et lavtærskeltilbud til unge, der kæmper med psykiske problemer. Et par gange om ugen har han videosamtaler med personer, der søger hjælp.

»Dem, jeg taler med, er typisk i 20'erne. Det er ofte mennesker, der går igennem svære perioder. Der kan være problemer i parforholdet eller milde symptomer på angst og depression,« siger Jonas Ressem.

For lidt siden stillede han et vovet spørgsmål i en klumme på Psykologisk.no: »Kan hvem som helst tilbyde samtaleterapi?«

For når ventelisterne hos psykologerne er ekstremt lange, og mange har brug for hjælp, kan andre engagerede, lyttende og støttende mennesker så ikke gøre nogenlunde lige så meget gavn?

Hvad hjælper i psykoterapi?

Spørgsmålet er langt fra dumt, for hvad er det egentlig, der hjælper, når man får behandling hos psykologen?

Meget tyder på, at specifikke behandlingsteknikker og faglig erfaring har langt mindre at sige, end man skulle tro.

Men først: Hvad er psykoterapi egentlig?

Psykoterapi handler i bund og grund om at sidde sammen med et andet menneske og tale om psykiske kvaler eller problemer. Så hvad er det, som gør terapi anderledes end en normal samtale med en ven?

Professor Ole André Solbakken ved Universitetet i Oslo definerer psykoterapi som følger:

»Det er en behandling, der indeholder en specifik model for det problem, du kommer med, altså en patologiforståelse,« siger professoren og tilføjer:

»Og så har behandlingen en specifik model for, hvordan dette problem kan løses og et konkret procedure, der skal gennemføres sammen med patienten. Den har en specifikt rationale for, hvordan behandlingen skal fungere, som kan kommunikeres til patienten.«

Der findes en række forskellige modeller for, hvordan sindet fungerer, og hvordan vi skal behandle psykiske problemer og lidelser. Men foreløbig har forskningen ikke været i stand til at afgøre, om nogen af dem er korrekte.

Først og fremmest ved vi kun ganske lidt om, hvad der overhovedet forårsager psykisk sygdom.

For de fleste psykiske lidelser har vi ikke kunnet finde nogen bagvedliggende årsag, skriver Andreas Høstmældingen, forskningschef ved Norges Nationale Udviklingscenter for Børn og Unge (NUBU), i Psykologtidsskriftet.

Så er det heller ikke så nemt at finde ud af, hvad der gør, at behandlingen muligvis har effekt.

Alt fungerer lige godt

»Vi ved ikke, hvordan terapi fungerer,« siger Jan Ivar Røssberg, professor i psykiatri ved Universitetet i Oslo og overlæge i psykiatri ved Oslo Universitetshospital.

»Hvordan vi kommer fra en god relation og alliance mellem behandler og patient, til at patienten får færre symptomer, ved vi meget lidt om. Er det, at patienten har færre negative tanker? At han eller hun er mere realistisk?« spørger Jan Ivar Røssberg.

Forskningen har med rimelig sikkerhed kunne fastslå, at psykoterapi hjælper, i hvert fald for en del af patienterne. Det kan du læse mere om i denne artikel: Hvorfor er forskere så uenige om, hvor godt psykoterapi virker?

.

Men det har været svært at afdække, hvilke teknikker der giver de bedste resultater.

I stedet er der dukket et interessant fænomen op: Forskellige former for terapi – selv dem med meget forskellige sygdoms- og behandlingsmodeller – ser ud til at virke omtrent lige godt.

Det har fået mange til at tænke: Måske handler det slet ikke om teknikkerne. Er den aktive del af behandlingen tværtimod noget, som alle terapierne har til fælles?

Fællesfaktorer

»Der er ret mange studier, der peger på, at det ikke er de specifikke teknikker, der giver mest effekt, men såkaldte fællesfaktorer, som egenskaber ved terapeuten, relationen og patienten,« siger Henrik Berg.

Han er uddannet i psykologi og filosofi og arbejder som professor ved Universitetet i Bergen. Henrik Berg har også skrevet to bøger om forskning i psykologi.

»Det, man mener er den vigtigste fællesfaktor, er det, man kalder den terapeutiske alliance. Altså båndet mellem terapeut og patient og enighed om fremgangsmåde og mål for behandlingen.«

Andre vigtige faktorer er, at behandleren er empatisk, ligefrem og ægte i sin kommunikation med patienten.

»Terapeuten skal også kunne håndtere egne negative reaktioner over for patienten. Sådanne negative reaktioner har vist sig at have en meget stor negativ indflydelse på behandlingen,« siger Henrik Berg.

Mange års erfaring giver ikke bedre terapeuter

Hvis dette er sandt, er Jonas Ressems spørgsmål meget passende: Terapeuterne bliver dårligere og dårligere.

Almindeligvis vil fagpersoner blive mere og mere kompetente, efterhånden som de får mere erfaring. Men forskning tyder på, at det ikke er tilfældet med psykologer - i værste fald kan det være omvendt.

»Terapeuter bliver ikke bedre og bedre, jo mere erfaring de får. De bliver værre og værre i løbet af karrieren,« siger Henrik Berg.

Studier har desuden vist, at psykologer generelt får de bedste resultater, når de er helt nyuddannede. Så bliver de det gradvist værre, men får ofte et opsving igen til allersidst i deres arbejdsliv.

»Vi har ikke formået systematisk at kultivere mere effektive behandlere. Det er en kæmpe udfordring,« siger Henrik Berg.

Fem års træning havde ingen effekt

Også Jan Ivar Røssberg har oplevet skuffende resultater. I et studie brugte de fire år på at træne terapeuter til at bruge kognitiv terapi til at behandle patienter med skizofreni.

Men resultatet blev ikke som forventet.

»Behandlingen havde en god effekt, men ikke bedre end kontrolgruppen, hvor behandlerne ikke modtog denne træning,« siger han.

Et nyligt studie fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) gav også et lidt foruroligende resultat.

Forskerne undersøgte, om psykologistuderende blev bedre til at mentalisere i løbet af deres studier. Mentalisering er evnen til at forstå og forudsige følelser og reaktioner hos sig selv og andre.

Resultaterne viste, at de psykologistuderende var bedre til at mentalisere end de ingeniørstuderende, allerede da de startede på studiet. Men evnen blev ikke bedre i løbet af de tre år, de brugte på kurset.

Som med de fleste emner inden for psykologi er der uenighed blandt fagfolk.

Svein Magnussen er professor i vidnepsykologi ved Universitetet i Oslo. Han mener, at psykologers manglende evne til at blive bedre med erfaring kan handle om, hvor mange psykologer, der har været ude i arbejde.

»Det, der gør dig bedre med erfaring er, at du får feedback,« siger han.

Svein Magnussen fortæller, at han plejer at bruge golf som eksempel.

»Man kan stå i fem år og slå golfbolde, men man bliver ikke bedre, hvis man ikke ved, hvor de lander. Man er altså nødt til at få feedback.«

Men i mange fag, hvor psykologer bruger deres ekspertise, som eksempelvis eksperter i retssystemet, har der ikke været tradition for systematisk feedback, og det gør det også svært at lære af sine egne erfaringer.

»Faldgrube«

Heller ikke alle fagpersoner er enige om, at det vigtigste er fællesfaktorerne, det vil sige forholdet mellem psykoterapeuten og patienten eller psykoterapeutens egenskaber.

»Kan det hjælpe bare ved at tale med folk? Ja. Men det er ikke nødvendigvis terapi og systematisk forandringsarbejde,« siger Sverre Urnes Johnson, professor og psykologspecialist ved Universitetet i Oslo samt tilknyttet det private psykiatriske tilbud Modum Bad.

»Jeg mener, at det er en faldgrube at tolke de data, vi har i dag, som om det eneste effektive er fællesfaktorer.«

Disse fællesfaktorer skabes jo netop i samspil med de specifikke metoder terapeuterne bruger.

»Alliancen mellem patient og behandler skabes i sammenhæng med en terapi, et samlet teoretisk rationale, der giver mening for patienten,« siger Sverre Urnes Johnson, og fortsætter:

»Professionsuddannelsen er ikke kun nødvendig for at lære metoder baseret på forskning, men også evnen til at forstå patientens præferencer og udvikle klinisk ekspertise, så psykologen kan træffe gode valg.«

Det er alt for tidligt at konkludere, hvad der virker, og hvad der ikke virker i psykoterapi. Vi må ikke lade være med at stille spørgsmål eller opgive vores ambitioner om at finde noget, der fungerer bedre end noget andet, mener Sverre Urnes Johnson.

»Vi skal nuancere det - ikke kun til fællesfaktorer og det andet - men hvordan de fællesfaktorer og de specifikke teknikker interagerer. Det ved vi for lidt om.«

Ved ikke, hvad der er vigtigst

Joar Øveraas Halvorsen, psykologspecialist og lektor ved NTNU, er heller ikke overbevist om, at metoderne er ligegyldige.

»Vi har ikke viden nok til at påstå, at de fællesfaktorer er de vigtigste i psykologisk behandling,« siger han.

»Terapeutisk alliance er en vigtig forudsætning, men der er en logisk brist i at tage udgangspunkt her til at sige, at det er den vigtigste ingrediens i behandlingen.«

»Vi ved, at psykoterapi generelt har en lille til moderat effekt, men vi ved ikke, hvorfor det er sådan. Der er ikke meget pålidelig viden om mekanismerne bag psykisk sygdom og meget lidt viden om mekanismerne bag effektiv behandling,« siger Joar Øveraas Halvorsen.

»Tænker på relationen«

Uanset ståsted i denne debat, er det formentlig stadig sikkert at konkludere, at vi mangler meget viden om, hvad der får psykoterapi til at virke.

Jonas Ressem er holdt op med at tænke så meget over det, når han møder mennesker, der har det svært, i samtalerne for den frivillige hjælpetilbud.

»Jeg følte mig usikker i starten, fordi jeg ikke havde de samme råd og teknikker som dem med professionel uddannelse. Det er jeg begyndt at lægge til side, selvom der nok er ting, de kan, som jeg ikke kan,« siger han.

»Jeg tænker ikke på diagnose, og det perspektiv har jeg ikke med mig. I stedet tænker jeg på relation og samtale. Det er vigtigt at skabe den gode relation.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.