Mellem 5 og 10 procent får det værre efter at have talt med en psykolog efter traumer

Når en større krise er opstået, eksempelvis efter en terrorhandling eller en ulykke, har det ofte været praksis at samle dem, der har været involveret, for at lade dem tale om det, de lige har oplevet. Gerne i detaljer.

En eller flere psykologer har styret disse samtaler. Det kaldes debriefing.

Men nye studier viser, at denne form for terapi faktisk øger risikoen for psykiske problemer, som for eksempel posttraumatisk stressyndrom (PTSD). Den reducerer det ikke.

Det fortæller den norske psykolog Jørgen Flor i bogen 'Skadelige samtaler', som han har skrevet sammen med professor og psykolog Leif Edward Ottesen Kennair.

Mellem 5 og 10 procent får det værre

I en række artikler ser forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, nærmere på psykologiområdet, hvor de blandt andet har forsøgt at afdække, hvad forskere siger om effekten af psykoterapi.

I samtalerne er der bred enighed om, at man generelt har større chance for at komme sig eller få det bedre efter en psykisk lidelse, hvis man får psykoterapi.

Men hvor stor denne effekt er, er eksperterne slet ikke enige om.

Det, vi kan slå fast, er, at nogle får det godt, og mange får det bedre. Men ikke alle har godt af at gå til psykolog.

»Hvad der er mindre kendt er, at mellem 5 og 10 procent faktisk får det dårligere i løbet terapien,« siger Jørgen Flor.

Det er et skøn, han og Leif Edward Ottesen Kennair når frem til, når de læser forskningslitteraturen. Det er et meget svært felt at opsummere og kvantificere, siger Flor.

»Terapi virker«

Jørgen Flor mener, at der er for lidt opmærksomhed på, at en del får det dårligere, både i forskning og blandt behandlere.

»Terapi virker. Det fungerer faktisk så godt, at vi nogle gange skal være lidt forsigtige med at bruge det,« siger Jørgen Flor til forskning.no.

Han fremhæver debriefing som et eksempel på, hvordan en psykologisk metode kan gøre mere skade end gavn.

Ikke desto mindre har dette i mange år været en anerkendt måde at behandle personer, som har oplevet store traumer.

Naturligt at ville tale

Det er helt naturligt, at vi gerne vil sætte os ned og dele vores oplevelser, når vi har oplevet noget forfærdeligt, siger Jørgen Flor.

»Men ud fra det, vi ved i dag om hukommelse, er det bedst ikke at deltage i en debriefing efter en ubehagelig oplevelse,« siger han.

»Hvis man begynder at fortælle i detaljer om, hvad man har oplevet, vil det styrke oplevelsen af, hvad der er sket. Så vil du også huske det bedre. Og hovedproblemet med PTSD og traumer er, at du husker ting, du helst ikke vil huske.«

Baseret på den nuværende viden om hukommelse, bør terapien gå i den modsatte retning, mener han. Allerede i 2002 konkluderede et Cochrane-resumé, at debriefing ikke virkede.

»Så vi har længe haft empiri, der viser, at alle, der har oplevet noget forfærdeligt, bør sidde stille og se symptomerne an. De professionelle bør give nøgtern information efter hændelsen. Patienten skal sendes hjem med instruktioner for at undgå for meget søvn. Vi ved, at søvn forstærker minderne,« siger Jørgen Flor.

Ubehagelig forskning

Jørgen Flor blev interesseret i det, man ofte kalder uønskede effekter af terapi, da han skrev sit speciale i psykologi ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU.

Derefter interviewede han et udvalg af psykologer. Det viste sig, at de ikke rigtig var bevidste om, at terapi også kan skade patienterne.

Så blev han for alvor interesseret i terapiens uønskede effekter. Han tyede til forskningen, hvor han fandt, at der findes mange studier om de positive effekter af samtaleterapi, men kun meget lidt forskning om skadevirkningerne.

Jørgen Flor mener ikke, at det er mere vanskeligt at forske i negative effekter end positive.

»Det, der er svært, er, at det er ubehageligt for psykologer at forske i det,« siger han.

Kun lidt bevidsthed om bivirkninger

Vi er godt klar over, at medicin har bivirkninger. Og vi er meget opmærksomme på, at vi skal dokumentere, at de ikke er direkte farlige, før vi tager dem i brug.

Men der er kun lidt bevidsthed om, at det kan være skadeligt at tale.

Det mener Joar Øveraas Halvorsen, psykologspecialist og lektor ved NTNU.

»Der er relativt lidt fokus på og bevidsthed om skadelige effekter eller bivirkninger ved psykoterapi. Ja, det er der sikkert en del psykologer, der er klar over, men oftere præsenteres psykoterapi som en behandlingsform, der ikke har bivirkninger.«

Kan gøre, hvad du vil

Medicinalvirksomhederne skal dokumentere, at lægemidlerne er effektive, og at de ikke er skadelige, før de får lov til at markedsføre dem.

Psykoterapi er ikke reguleret på samme måde som forskning i lægemidler.

Man kan heller ikke udføre lægemiddelforskning uden at rapportere uønskede effekter. Det må man med psykoterapi. Her er der ingen krav om at registrere bivirkninger eller uønskede udfald.

»I psykoterapi er der overhovedet ingen regulering. Det eneste, der er reguleret, er min autorisation. Når jeg først har det, kan jeg gøre næsten alt efter forgodtbefindende.«

Det fortalte psykologspecialist og lektor ved Norges Teknisk Naturvidenskabelige Universitet (NTNU) Joar Øveraas Halvorsen i en anden artikel i denne serie, hvor forskning.no undersøger emnet psykologi.

Fortrængte minder

Den stramme regulering af medicin mod fysiske sygdomme er som følge af historiske hændelser, der har fået myndighederne til at gå ind og regulere det, mener Joar Øveraas Halvorsen.

Der er også eksempler på praksis i psykoterapi, der skulle have været medvirkende til, at behandlingen var reguleret, mener han.

For et par årtier siden blev en række amerikanske patienter og deres familier traumatiseret af deres terapeuter.

I psykologtimerne 'huskede' patienterne pludselig spektakulære overgreb fra deres barndom, som de angiveligt havde fortrængt.

Idéen sivede ud af terapirummet og spredte sig hurtigt i samfundet i både USA og Europa.

Store konsekvenser

Pludselig vidste vi, at enhver i princippet kunne have oplevet forfærdelige ting, uden at huske noget. Og værre endnu - vi kunne selv have begået barbariske handlinger.

Disse forestillinger fik i visse tilfælde store konsekvenser. Det kan du læse mere om i denne artikel i vores psykologi-serie.

Som i den efterhånden berygtede Birgitte Tengs-sag. Her insisterede fætteren på, at han ikke kunne huske at have dræbt sin kusine.

Men efterforskerne mente, at han muligvis hade fortrængt det. Til sidst lykkedes det dem at overbevise ham om, at han havde begået mordet, men så glemt hændelsen.

Skal vi virkelig tale om alt?

Jørgen Flor mener ikke, at psykologer stadig praktiserer denne form for terapi. Men han ved det ikke.

»Det er en del af problemet i vores fag. Som terapeut kan man sidde på et kontor gemt et sted og lave en masse mærkelige ting, som ingen har indblik i.«

Jørgen Flor er i hvert fald sikker på, at tanken om, at det er vigtigt at afdække ting, der er sket, og som er blevet glemt, stadig eksisterer som et ideal blandt mange.

Men er det måske ikke en god idé at tale med nogen om ubehagelige ting, der er sket os i livet?

»Nej, ikke altid. Nogle gange kan det gøre smerten værre. At tale om det på den forkerte måde, med de forkerte mennesker, med den forkerte timing kan gøre ondt værre. Der er mange gode grunde til at lade være eller afvente.«

Negativ tilbagemelding fra kolleger

Jørgen Flor indrømmer, at han har fået en del negative tilbagemeldinger fra kolleger, fordi han har været bekymret for de negative effekter ved psykoterapi.

»Der var faktisk nogle kolleger, der sagde, at det ikke er godt at skræmme folk væk fra terapi. Det synes jeg er tåbeligt. Jeg tror, de fleste forstår det, fordi det er så indlysende. Vi tager jo medicin, selvom de kan have bivirkninger.«

Han mener, at feltet ville have vundet meget ved at tale åbent om det. Det ville have øget psykologifagets troværdighed, mener Jørgen Flor.

»Et nyt studie viser, at alliancen mellem patient og behandler bliver bedre, hvis behandleren taler med patienten om risici og negative effekter. Det handler også om etik. Og om retfærdighed. Jeg mener, det er vigtigt at informere om risici og bivirkninger ved enhver behandling.«

Patienterne skal frigøres

Vi kan ikke stole på, at patienterne selv siger nej, siger Flor.

Patienter, der får det værre, stopper ikke behandlingen. Hvis de ikke føler, at de får hjælp, bebrejder de hellere sig selv, siger Flor.

»Vi skal frigøre vores patienter, så de forstår, at visse terapier og visse terapeuter ikke virker for dem.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.