\ Serie: Opfindelser, der fejlede, og idéer, der gik tabt
I denne juleserie skriver arkæolog Jeanette Varberg og historiker Poul Duedahl om eksperimenter, som gik galt, kampe, der blev tabt, og ideologier, som ingen længere abonnerer på.
Du møder bl.a. verdens første arkæolog samt en dansk læge, hvis hustru aldrig ansatte tjenestefolk, før manden i huset havde befølt deres hoveder.
Dette er 8. afsnit ud af 10. Vi udgiver et nyt afsnit hver dag frem til 31. december.
Se links til foregående artikler i serien i boksen lige under artiklen.
En fragtvogn ankom i april 1843 fra Roskilde til København. Den medbragte en pakke og et følgebrev underskrevet af fængselslæge Carl Otto ved Christianshavn Straffeanstalt.
Toldbetjentene ved Nørreport skulle bare lade pakken passere, stod der, så skulle han nok stå inde for indholdet.
Men betjentene anede uråd. De åbnede pakken, betragtede indholdet og gjorde store øjne over det, der lå i den: to afhuggede menneskehoveder.
Politidirektøren blev involveret. Han kendte fængselslægen og kunne berolige med, at hovederne tilhørte et par rovmordere halshugget på Galgebakken ved Roskilde, og at afsenderen var Sjællands skarpretter Nicolai Raunholdt.
De var næsten friske, da skarpretteren havde sendt dem så snart det ene af dem, der var spiddet på en metalstage, kunne pilles ned efter de reglementerede tre døgn. Men hvad skulle professoren med forbryderhovederne?
Landets klogeste hoveder strømmede til
Svaret skal findes nogle årtier forud. Nemlig i året 1805, hvor den østrigske læge Franz Joseph Gall drog på Europa-turné og introducerede den såkaldte frenologi.
Det var en disciplin, han selv har stået fadder til, og som gik ud på, at menneskets drifter, evner og anlæg kan aflæses af hjerneskallens form.
Hjernen, sagde Gall, bestod af 27 hjerneorganer med hver sin egenskab, og hvis de var veludviklede, fik de kraniet til at bule ud, så de kunne aflæses på hovedets overflade.
»I den nyere tid har næppe nogen opfindelse opvakt almindelige sensation blandt lærde og ulærde, høje og lave, end Dr. Galls lærebygning om hjernen og dens dannelse,« skrev en forventningsfuld hovedstadsjournalist, da den fremmede læge i slutningen af september 1805 lagde vejen omkring Danmark og blev modtaget som en verdensstjerne.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
I begyndelsen af oktober indledte han sine forelæsninger på Gammeltorv. De blev holdt over ti dage, og blandt de mange, der fulgte forelæsningsrækken, fandt man landets fremmeste politikere, læger og filosoffer.
Gall dissekerede hjerner og befølte berømtheders kranier og udtalte rammende ting om blandt andet Absalon, på trods af at det siden hen viste sig, at han havde haft fat i det helt forkerte kranie.
\ Læs mere
Tyveri-, mord og godmodighedsorganer
Under opholdet fik Gall også tid til at besøge hovedstadens fængsler, hvor han befølte flere berømte forbryderes hovedbund.
Blandt andet den berømte mestertyv og udbryderkonge Peder Mikkelsen, en lille mand med brunt hår, spids næse og hvide mærker i panden efter tre brændemærker, på hvem lægen fandt et veludviklet tyveriorgan og et stort godmodighedsorgan.
Han trykkede også mellem hårstråene hos guldhornstyven Niels Heidenreich og konstaterede, at den fingersnilde mand besad et kraftigt kunstorgan, mens en kvindelig indsat, der havde dræbt sit barn, var udstyret med et veludviklet mordorgan.
Gall rejste fra byen, men interessen blev.
Hen over vinteren bragte aviserne udførlige redegørelser for hjerneskalslæren, og mens byens filosoffer ivrigt diskuterede, om mennesket havde en fri vilje, når det var udstyret med sine tilbøjeligheder fra fødslen, kom juristerne i tvivl, om det overhovedet gav mening at straffe forbrydere.
Hjerneskalslæren var uden sidestykke årets væsentligste samtalemene. »Den entusiasme, hvormed Gall er bleven modtaget i København, er grænseløs,« som en redaktør konkluderede.
Syv kogte forbryderhoveder med til forelæsning
Den nyudnævnte filosofiprofessor Frederik Christian Sibbern bragte med stor entusiasme Galls tanker op ved sine forelæsninger de følgende år, og på tilhørerrækkerne fandt man en dag den unge medicinstuderende Carl Otto.
Han blev stærkt draget af det, han så og hørte og drog i 1819 på en lang udlandsrejse for at besøge Gall i Paris.
Efter hjemkomsten holdt han forelæsninger om nervesystemet og skabte opsigt ved at benytte de afpillede og kogte hoveder fra syv forbrydere, som kort forinden var henrettet efter et fangeoprør i Christianshavn Straffeanstalt, fordi de angiveligt bekræftede, at væremåden stod i nøjagtig forbindelse med kranieformerne.
I sine erindringer beskriver Carl Otto, hvordan han sjældent indlod sig med andre mennesker, før han havde set, hvordan det »stod til med deres godmodighedsorgan,« og i sit hjem ansatte hustruen aldrig tjenestefolk, før han havde befølt på deres hoveder.
Blev begravet med sit eget kranie
Erfaringerne gav han ord i det digre værk, Phrænologien fra 1825, hvor han præsenterede de nu 35 punkter på kraniet og deres indbyrdes rangorden i drifter, følelser og intellektuelle evner.
Samme år blev han ansat som læge ved Christianshavn Straffeanstalt og herre over sit studiemateriale, og han blev stærkt optaget af at opbygge et frenologisk museum.
For det var, som han skrev, af vigtighed »at have så mange forbryderhoveder som muligt for stadig at kunne undersøge mine anskuelsers rigtighed.«
Derfor tog han kontakt til skarpretter Nicolai Raunholdt, og skarpretteren lovede – mod betaling – at lægge hoveder til side og aflevere dem til Carl Otto.
Det førte blandt andet til en kamp med et par fængselsbetjente om hovedet af den unge digter og rovmorder Petri Worm på skafottet på Amager – en historie, som flere gange siden har været formidlet og dramatiseret.
Men alting har en ende, og efter et fangeoverfald i 1843 besluttede Carl Otto sig for at stoppe og tiltrådte i stedet som professor i farmakologi ved Københavns Universitet. Forbryderhovederne fra Roskilde, som blev snuppet af tolderne ved Nørreport, blev dermed de sidste i hans samling.
Den bestod da af 30 afkogte forbryderhoveder, som han brugte til at forklare sine studerende, hvorfor nogle forbrydere gang på gang vendte tilbage på forbrydervejene uanset straffe og pinsler.
Kritikerne var mange allerede i samtiden, men der var også tilhængere.
Tre år før Carl Otto selv blev lagt i graven – i følgeskab med sit kranie – lancerede den italienske kriminalantropolog Cesare Lombroso en teori, der mindede om frenologien.
Redskab til at kolonisere med god samvittighed
I sit værk om det kriminelle menneske fra 1876 hævdede Lombroso, at forbrydere var sprunget et skridt tilbage på den evolutionære rangstige og reproducerede fysiske og mentale former fra et tidligere udviklingsstade.
Det betød, at man kunne spore forskellige forbrydelser på dyriske træk i ansigtet og udseendet af hovedets form.
De videnskabelige landvindinger spredte sig som en steppebrand hen over den vestlige verden og virkede som et troværdigt bevis på, at mennesket var styret af sin biologi.
I kolonialismens storhedstid gik der ligefrem inflation i fysiske stigma og i at gøre etniske forskelle og sociale afvigelser til en naturlovens orden, der kunne læses af ansigt, hudfarve og kranieform.
Der blev målt kranier på danskere, på grønlændere – og på folk rundt om i resten af verden – med en masse fantasifuldt måleudstyr, som angiveligt viste, at nogle folkeslag fra naturens side var bedre udstyret end andre.
På den måde kunne man kolonisere og spærre folk inde med god samvittighed. Den tankegang sluttede først sammen med 2. verdenskrig. Men det er en anden historie!
\ Kilder
\ Alle afsnit i serien
Her i december har vi bragt 10 spændende afsnit af arkæolog Jeanette Varberg og historiker Poul Duedahls juleserie her på Forskerzonen.
Alle afsnit i serien:
- Opfindelser, der fejlede: Evighedsmaskinen blev ved med at gå… i stå
- Idéer, der gik tabt: Verdenshistoriens første arkæolog lod sit eget rige falde
- Idéer, der gik tabt: Magi var populært i den tidlige kristendom
- Opfindelser, der fejlede: Volapük - sproget som selv tilhængerne ikke forstod
- Idéer, der gik tabt: Kvinder og mænd var ret lige i den tidlige kristendom
- Opfindelser, der fejlede: 7 kg tunge kyskhedsbælter og pamfletter mod onani
- Idéer, der gik tabt: 3.600 gammel plade var blandt de første forsøg på at måle tid
- Idéer, der gik tabt: Ondskab kan aflæses i kraniets struktur
- Opfindelser, der fejlede: Verdens ældste computer er over 2.000 år gammel!
- Opfindelser, der fejlede: Kviksølvskur til kønsorganerne var lige giftig nok
