En enkeltstart er en kamp mod tiden og samtidig en kamp med en selv. Det er en meget fysisk krævende disciplin, hvor rytteren skal forsøge at disponere sin indsats således, at gennemsnitsfarten bliver højest mulig henover distancen.
Man opnår ikke den hurtigste tid i en enkeltstart ved at cykle alt, hvad man kan fra starten af og forsøge at holde en (for) høj udgangsfart hele vejen.
Alligevel er det en udbredt fejl, ikke mindst blandt motionister. Årsagen er, at kroppens energisystemer vil tillade, at man kan køre en del hurtigere i begyndelsen i forhold til i slutningen af enkeltstarten. Den slags frister.
Prisen for et for hårdt udlæg bliver, at rytteren må sænke farten en del til sidst, hvilket går ud over gennemsnitsfarten.
Forskere: Tramp til opad og spar kræfter nedad
Et hold britiske forskere har undersøgt pacingstrategi i simulerede tidskørsler (på et cykelergometer), som indeholdt strækninger op og ned ad bakker. To pacingstrategier blev sammenlignet.
I den ene strategi skulle rytterne holde en konstant arbejdseffekt (power), mens de i den anden skulle øge arbejdseffekten en anelse, når det gik opad og til gengæld reducere lidt nedad.
\ Læs mere
Det viste sig, at pacingstrategien med den variable arbejdseffekt var bedst.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Med andre ord tyder det på, at det kan betale sig at cykle lidt mere til opad og til gengæld spare lidt på indsatsen nedad, hvis man skal køre en kuperet enkeltstart hurtigst muligt.
Det hele handler ikke om watt-måleren
Chris Anker Sørensen fortæller i videoen for oven om, hvordan Tour de France-ryttere bruger watt-måleren på deres cykel til at pace sig selv korrekt, i stedet for bare at fyre alle kræfterne af på én gang.
Men selvom pacingstrategien er vigtig, så spiller ens fingerspidsfornemmelse stadig en rolle selv for de mest kyniske og kontrollerede ryttere.
