I 2014 blev Danmarks nok mest kendte giraf Marius aflivet. Begrundelsen var, at han var et overskudsdyr.
Aflivningen vakte store følelser og fik stor international opmærksomhed.
Globalt rapporterede flere nyhedsmedier om den toårige sunde og raske girafunge, som skulle aflives, og der blev samlet mere end 27.000 underskrifter ind for at redde ham under hashtagget: #SaveMarius.
Trods den omfattende omtale holdt Københavns Zoo fast i beslutningen, og Marius måtte lade livet.
Som del af Zoos undervisning blev han dissekeret foran nysgerrige skolebørn og derefter fodret til løverne. En hel naturlig del af hverdagen og økosystemet i zoologiske haver rundt omkring i verden.
Det sparkede dog yderligere til sagen, og Marius blev et symbol på debatten om avl og etik i zoologiske haver.
En debat, som min og mine kollegers forskning nu giver et nyt perspektiv på.
Vi har sekventeret hele Marius’ genom og i denne artikel fortæller jeg, hvad vi fandt ud af – og hvordan det kan komme til at spille en vigtig rolle for fremtidens avlsprogrammer.
Da én giraf blev til fire
Men hvad vil det egentlig sige, at Marius var et ’overskudsdyr’? Det handler helt overordnet om plads og genetik.
Overskudsdyr er de dyr, som zoologiske haver ikke har plads til eller behov for i avlen, fordi de – genetisk set – ikke bidrager til at opretholde en varieret og sund bestand.
De senere år har genetiske metoder vundet mere og mere indpas i avlsarbejdet, da de giver mere information om genetisk ophav end en klassisk stamtavle. På den måde kan man sikre, at genetiske linjer bliver holdt adskilt, og at såkaldte linjespecifikke træk bliver bevaret.
Det kan være synlige træk, som forskelle i pelsfarve og mønster, eller mere ’usynlige’ træk, som fysiologiske tilpasninger til det miljø arten lever i – for eksempel i forhold til, hvad de spiser.
Faktisk har der helt indtil 2025 hersket debat om, hvor mange girafarter der fandtes.
Tidligere blev giraffer klassificeret som én art med flere underarter. Men som følge af flere genetiske studier de seneste år (for eksempel dette, dette og dette) har IUCN – verdens største netværk indenfor naturbeskyttelse – revurderet girafferne.
De har fundet frem til, at der findes fire forskellige arter og adskillige underarter.
Arterne ser forskellige ud. De har for eksempel forskellige pelsmønstre og farver, og lever i forskellige dele af Afrika (nederst i artiklen kan du se, hvordan de fire arter ser ud, og hvor i Afrika, de lever).
\ Hvad er en art?
Der findes ikke én entydig definition af, hvad en art er. Forskere bruger forskellige artsbegreber afhængigt af sammenhængen:
1) Biologisk artsbegreb: En art består af individer, der kan få frugtbart afkom med hinanden.
2) Morfologisk artsbegreb: Arter adskilles ud fra deres udseende.
3) Fylogenetisk artsbegreb: Arter er genetisk adskilte grupper med en fælles evolutionær historie.
4) Økologisk artsbegreb: Arter defineres ud fra deres tilpasning til forskellige miljøer.
Hvad kan Marius’ genetik fortælle os?
I 2025 satte jeg og et hold af forskere ved Københavns Universitet os derfor for at undersøge Marius' genetik.
Vi var interesserede i at finde ud af, hvilken girafart han tilhørte, om hans stamtavle matchede hans genetik, og om han viste tegn på indavl.
Derfor sekventerede vi hans genom, hvilket svarer til den komplette arvemasse, som i Marius’ tilfælde var 2,4 giga basepar (til sammenligning er menneskets genom 3,1 giga basepar).
Sammen med Marius undersøgte vi også genomer fra 12 andre giraffer fra zoologiske haver.
Første trin var at bestemme, hvilken art eller arter girafferne tilhørte.
Det viste sig, at der havde været avlet på kryds og tværs af arter. Marius var, som mange af de andre zoogiraffer, en blanding af en netgiraf og en nordlig giraf.
Så det matchede faktisk ikke hans stamtavle, hvor han var listet som en ren netgiraf.
Netgiraffen kendes på sine store, mangekantede mørkebrune pletter, der er adskilt af skarpe, hvide linjer og danner et netlignende mønster.
Den nordlige giraf har derimod større, mere firkantede pletter i kastanjebrune til rødbrune nuancer på en lys baggrund og karakteristiske lyse ben, der ofte ligner hvide ’strømper’.
Der var forskel på Marius og hans vilde slægtninge
Men vi ville også gerne sammenligne zoogirafferne med deres vildtlevende slægtninge. Så vi brugte genetisk information fra et tidligere studie af de vilde giraffers genetik.
Og her fandt vi, at zoo-girafferne med blandet ophav generelt havde en højere genetisk diversitet end deres vilde artsfæller.
Det er ikke overraskende, da den genetiske diversitet ofte vil stige, når arter blandes. Det skyldes, at genetisk variation fra forskellige, evolutionært adskilte linjer samles i de krydsede individer og øger den samlede variation i arvematerialet.
Næste trin var nu at bestemme, om Marius var indavlet.
Selvom zoo-girafferne generelt havde en højere genetisk diversitet end deres vildtlevende slægtninge, så udelukker det ikke, at de samtidig kan være indavlede.
De to mål beskriver forskellige aspekter af genetik: Diversitet handler om variation i genomet – altså hvor mange forskellige genvarianter, der er i den samlede arvemasse. Indavl handler om, hvor ens genkopierne er i det enkelte individs genom.
Indavl fra tip-tip-tipoldeforældrenes tid?
Marius’ stamtræ, som er baseret på stambøger fra Zoo, viste, at der havde været flere tilfælde af parringer mellem forældre og deres egne unger.
I Marius’ slægt ses det blandt andet hos hans tip-tip-tip-tipoldeforældre samt hos hans tip-tip-tipoldeforældre.
Den slags parringer forårsager indavl, som vi kunne se i Marius´ genetik: Dele af hans genom var indavlet.
Det viser sig som identiske kopier af generne, og det var dem, vi kunne se i genomet.
Indavl foregår naturligt i populationer, og det er helt normalt, at en del af genomet er indavlet.
Men indavl er også et problem, fordi det øger risikoen for, at skadelige gener bliver videreført. Det kan føre til nedsat sundhed, svagere immunforsvar, lavere frugtbarhed og kortere levetid.
Det kommer dog helt an på graden af indavl.
Indavl er svært at undgå i zoo-dyr
I Marius var graden af indavl højere end graden af indavl i hans vilde slægtninge.
Indavl forekommer ofte i zoologiske haver, og det kan være svært at undgå med de relativt små bestande.
Vores studie illustrerer dermed udfordringerne ved at forvalte bestande i fangenskab.
På den ene side skal man undgå indavl, og på den anden side undgå at krydse dyr på tværs af arter eller underarter. Det kan være en svær balance.
Blander man arter, risikerer man at bryde genetiske tilpasninger til forskellige miljøer og dermed påvirke afkommets levedygtighed.
Nogle krydsninger – såsom muldyr, der er en krydsning mellem hest og æsel – er for eksempel sterile, da de har forskelligt antal kromosomer. Så galt står det ikke til, når girafarter krydses.
Men vores resultater viser dog, at artsblanding ikke nødvendigvis udligner indavl.
Selvom Marius havde blandet ophav, var graden af indavl stadig høj, fordi indavl afhænger af slægtskabet mellem forældrene.
Den genetiske virkelighed
Vores analyse af Marius’ genetik viser altså, at det er langt mere komplekst at vurdere dyrene i zoologiske haver end blot at se på deres stamtavler, for de afspejler ikke altid den genetiske virkelighed.
Studiet viser således, at genetiske analyser kan spille en vigtig rolle i fremtidens avlsprogrammer i zoologiske haver.
Ved at supplere stamtavler med genetiske data kan man få et mere præcist billede af slægtskab, indavl og ophav.
Det gør det muligt at planlægge parringer mere målrettet – for eksempel ved at undgå parringer mellem nært beslægtede individer. Og man får også mulighed for at tage stilling til, hvordan man håndterer dyr med blandet ophav.
Samtidig minder Marius’ historie os om, at beslutninger i avlsarbejde ikke kun handler om tal og genetik, men også om etik, formidling og den måde, vi som samfund forholder os til dyr i fangenskab.
Denne artikel er en redigeret version af en artikel, der er blevet udgivet i Biologiforbundets fagblad Kaskelot nr. 260. Læs mere her.
