Derfor klarer mennesker med skizofreni sig bedre i Danmark end forventet

I mange lande er skizofreni næsten ensbetydende med at ende varigt uden for arbejde eller uddannelse. I Danmark er det ikke tilfældet.

Det viser tal fra over 65.000 danskere med skizofreni, som vi har fulgt i registrene 10 år efter, de fik diagnosen.

Samlet set var personerne i undersøgelsen i arbejde, uddannelse eller et erhvervsrettet forløb i 48,2 procent af de uger, vi observerede dem i.

I andre lande er det typisk 10-20 procent af mennesker med skizofreni, der er i arbejde, under uddannelse eller i praktik.

Landene kan dog ikke sammenlignes direkte, fordi studierne bruger forskellige diagnoser, opfølgningstidspunkter og definitioner af arbejde og uddannelse.

Derfor kalder vi ikke Danmark ’verdensmester’ i at få mennesker med skizofreni i job. Men tallene viser, at vi gør noget rigtigt.

Hvorfor er de danske tal så høje?

En del af svaret ligger i det danske velfærdssystem. Den universelle sundhedsdækning, fleksjobordningen og løntilskud til arbejdsgivere skaber et sikkerhedsnet omkring patienten, som er langt mindre fragmenteret end i andre lande.

Vi ved fra anden forskning, at mennesker med skizofreni oplever mere diskrimination end mennesker med andre psykiske lidelser.

De danske tal bliver derfor endnu mere bemærkelsesværdige, fordi de tyder på, at et stærkt støttesystem kan modvirke dele af stigmatiseringens effekter.

Vi tror, at et samfund, der fastholder mennesker på arbejdspladsen, også bliver ved med at se dem som arbejdere. Det styrker deres identitet og mindsker den sociale afstand, der ellers nærer stigmatiseringen.

Vi kan dog ikke reducere forskellen mellem Danmark og andre lande til en enkelt forklaring. Og vi påstår heller ikke, at det danske system er bedre på alle områder.

Lad os dykke et spadestik dybere i vores resultater og se på tilknytningen til arbejdsmarkedet i perioder med og uden medicin.

De første to år efter diagnosen

Denne analyse omfattede 50.440 personer, som havde både uger med og uden registreret antipsykotisk behandling.

I de første to år efter diagnosen var tilknytningen til arbejde eller uddannelse relativt set omkring ni procent lavere i uger med antipsykotisk medicin end i de samme personers uger uden medicin.

Sagt med andre ord: En tænkt patient, som vi kan kalde ’Jakob’, har større chance for at være i arbejde eller i uddannelse de uger, hvor han ikke får medicin, de første to år efter hans diagnose.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at medicinen gør ’Jakob’ dårligere til at passe et arbejde.

Vores undersøgelse er et observationsstudie, ikke et lodtrækningsforsøg.

Selv om hver person sammenlignes med sig selv, kan medicinen netop blive givet i perioder, hvor sygdommen er mere aktiv, og andre forhold, der ændrer sig over tid, kan også påvirke resultatet.

I de hårde sygdomsperioder er det i forvejen sværere at være i arbejde eller uddannelse. Tallene viser altså en sammenhæng – ikke et bevis for, at medicinen er årsagen.

Vi har forsøgt at tage højde for det i vores analyser, men den slags kan aldrig udelukkes helt i denne type undersøgelse.

Et sårbart vindue i Danmark

Den lavere chance for at være i arbejde eller under uddannelse mindskes i år 2 til 5 fra cirka ni til cirka fem procent. Efter fem år vender sammenhængen helt:

Her er uger med medicin forbundet med en cirka to procent højere chance for arbejde eller uddannelse for ’Jakob’ og de andre i vores undersøgelse.

Resultaterne for år 2 til 5 overrasker os.

En mulig klinisk fortolkning er, at de akutte symptomer på dette tidspunkt ofte er dæmpet, så man kunne forvente, at stabiliteten blev omsat til job eller uddannelse.

Registerdataene måler dog ikke symptomer direkte, og uger med medicin er fortsat forbundet med en lavere rate for arbejde eller uddannelse.

Det er dét, vi fortolker som det sårbare vindue: Perioden, hvor den kliniske stabilisering muligvis er begyndt, men hvor arbejdslivet endnu ikke er fulgt med.

En mulig forklaring, som vores studie ikke kan teste, er, at bivirkninger som træthed og nedsat koncentration kan gøre vejen tilbage til arbejde eller uddannelse vanskeligere.

Her kan vi gøre det bedre.

Lang tid udenfor arbejdsmarkedet kan bide sig fast

Vores undersøgelse er ikke et argument for at droppe antipsykotisk medicin.

Efter fem år er uger med medicin forbundet med en lidt højere rate for arbejde eller uddannelse, og behandlingen beskytter samtidig mod tilbagefald.

Men vores resultater tyder på, at medicin og arbejdsrettet og social støtte bør gå hånd i hånd fra start, hvis vi vil have flere i uddannelse eller arbejde.

Arbejdsrettet og social støtte bør derfor tænkes ind sideløbende med den antipsykotiske behandling.

Måske er det netop dét, Danmark med fleksjob, uddannelsesstøtte og en tæt kobling mellem behandling og beskæftigelse allerede gør bedre end de fleste. Men der er stadig rum for forbedring.

Og det er afgørende, at vi får flest mulige med skizofreni i arbejde, uddannelse eller praktik – især fordi skizofreni typisk debuterer i de tidlige voksenår.

Anden forskning viser, at langvarig ledighed i de unge år kan blive til permanent ledighed. Det gælder i særlig grad ved psykose:

Et finsk studie, der fulgte mennesker med skizofreni frem til midten af livet, fandt, at de fleste aldrig fik varigt fodfæste på arbejdsmarkedet – og at kimen ofte blev lagt i sygdommens tidlige år.

Skizofreni behøver ikke sætte punktum for arbejdslivet

Kigger vi over sundet, har et tilsvarende studie fra Sverige fundet, at brugen af antipsykotisk medicin var forbundet med markant lavere risiko for langvarigt sygefravær og førtidspension.

Det svenske studie målte arbejdsudygtighed, mens vores studie målte arbejde, uddannelse og erhvervsrettede forløb.

To nordiske naboer, forskellige resultater.

Resultaterne rejser spørgsmål om velfærdssystemernes opbygning, hvordan beskæftigelse måles, og hvor intensivt den arbejdsrettede rehabilitering er – spørgsmål, som ingen enkelt undersøgelse kan besvare alene.

Hverken vores eller det svenske studie kan afgøre, om den antipsykotiske behandling bør fylde mere eller mindre.

Men Danmark viser, at en skizofrenidiagnose ikke behøver at betyde et liv uden arbejde eller uddannelse. Det giver håb – og minder os også om, at især de første år efter diagnosen er afgørende.

Forskningen blev udført ved Region Hovedstaden.