Det er ikke længere det samme sociale tabu at være singlekvinde, som det engang var.
Det lader tværtimod til, at singlelivet er i stigning: Flere bor alene, og flere kvinder vælger enten at gifte sig senere i livet – eller helt at lade være.
Det kan måske opfattes som moderne, ikke mindst i lyset af voksende onlinebevægelser, hvor man vender datingapps ryggen og går 'boy sober'.
Men betyder det så, at stigmatiseringen af singlekvinder nu er fortid?
Min nyeste forskning peger på noget andet.
Jeg har fulgt to kvinders oplevelse af singlelivet over 17 år - fra deres sene teenageår til midten af 30’erne.
Både Gabriella og Suzy (pseudonymer) tilbragte lange perioder af deres voksenliv uden en partner, og deres erfaringer viser, at identiteten som 'singlekvinde' stadig er forbundet med et negativt stigma, som kan være svært at slippe.
»Jeg føler, at andre ser mig som en gammeljomfru«
Stigmatiseringen af singlekvinder kan spores helt tilbage til 1600-tallet.
Det var her, betegnelsen 'spinster' (gammeljomfru) – som oprindeligt blev brugt om kvinder, der spandt garn – for alvor blev taget i brug om ugifte kvinder.
Datidens patriarkalske samfund betragtede disse kvinder som et problem.
I engelsk lov var de kendt som 'feme sole' og havde faktisk mange af de samme juridiske rettigheder som mænd, blandt andet retten til at eje ejendom, noget gifte kvinder ikke havde.
Samtidig udfordrede de forestillingen om, at en kvindes værdi først og fremmest lå i hendes rolle som hustru.
Alligevel stod ugifte kvinder, som ikke var fra en velhavende baggrund, ofte økonomisk svagere, og de var typisk begrænset til lavtlønnede jobs.
Selv de kvinder, der var økonomisk velstillede, blev tillagt lavere social status end deres gifte jævnaldrende.
Selvom betegnelsen i dag virker gammeldags, beskrev Suzy, at hun følte noget lignende i begyndelsen af 20'erne:
»Jeg er nervøs for at ende alene uden nogen at bo sammen med, for jeg kan jo ikke blive boende hos mine forældre for evigt. Selvom jeg godt ved, at jeg kun er 22 og slet ikke klar til at slå mig ned, har jeg alligevel en følelse af, at andre ser mig som en, der allerede er 'for sent ude'. Jeg troede egentlig, at tiderne havde ændret sig.«
Både Suzy og Gabriella var optaget af de forventninger, de oplevede fra omgivelserne, som føltes som en slags uskreven livsplan: fra uddannelse til job, videre til boligkøb, ægteskab og familieliv.
Deres liv fulgte dog ikke den slagne vej.
I starten af 30’erne valgte Suzy at begynde at studere igen, mens Gabriella flyttede hjem til sine forældre.
Forskning viser også, at voksenlivets klassiske milepæle i stigende grad bliver udskudt, blandt andet på grund af økonomiske forhold, ændrede sociale normer og et ønske om længere uddannelse.
Samfundet favoriserer stadig par
Stigmatiseringen af at være single er hovedsagelig blevet undersøgt blandt ældre kvinder, og nyere forskning viser, at det i højere grad er accepteret at være single indtil omkring 30-årsalderen.
Den oplevelse genkendte mine deltagere.
Gabriella fortalte, at hun i 20’erne relativt nemt kunne holde stigmatiseringen på afstand, indtil flere og flere i hendes omgangskreds begyndte at danne par:
»Jeg er nået til den her fase i mit liv i midten af 30’erne, hvor det ligesom har hobet sig op, og nu føler jeg mig virkelig ensom […] Jeg plejede at kunne stå imod det og ikke lade det påvirke mig. Jeg var altid ret positiv, men nu er jeg blevet mere følsom, mere bevidst om det.«
Historisk set har samfundet været præget af det, man kan kalde 'par-normen' – forestillingen om, at det at leve som par er den bedste og mest naturlige måde at leve på.
Denne norm udspringer af et heteropatriarkalsk samfund og er blevet holdt i live gennem både sociale og juridiske strukturer, der favoriserer parforhold. Efterdønningerne af denne norm lever videre i vores kultur, ikke mindst i de mange bøger, tv-serier og film, der handler om at finde »den eneste ene«.
Denne kultur er også med til at fastholde den økonomiske ulighed for singlerne.
For eksempel var Gabriella, der flyttede hjem til sine forældre under covid efter et forhold sluttede, bekymret for, om hun nogensinde ville få råd til sin drømmebolig på én indkomst:
»Alle, jeg kender, er i et parforhold, og jeg tror, at deres succes med at bygge hus og skabe et hjem hænger sammen med, at de har kunnet løfte det sammen.«
På samme måde fortalte Suzy, at hun som 34-årig fik økonomisk hjælp fra sine forældre til at få nedfrosset æg.
Begge deltagere beskrev også, hvordan det at være single kan være en følelsesmæssig belastning, blandt andet fordi de igen og igen skal forklare og forsvare deres situation. Som Suzy sagde:
»[Folk spørger]: »Hvorfor er du stadig single?« – som om de i virkeligheden mener: »Hvad er der galt med dig?« Og jeg ved ærlig talt aldrig, hvordan jeg skal svare på en måde, der hverken skaber dårlig stemning, hvis jeg svarer lidt for frækt, eller får mig til at fremstå trist eller ynkelig.«
Selvom flere kvinder i dag vælger singlelivet til med stolthed, er par-normen stadig stærk.
Og mange single kvinder oplever et særligt pres fra omgivelserne, som kan være svært at ryste af sig, også de kvinder, der egentlig trives ganske udemærket med deres liv.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
