I september 1859 vågnede store dele af verden op til forvirring.
I troperne dansede usædvanlige farver rundt på nattehimlen.
I USA var der så kraftigt lys på nattehimlen, at minearbejdere stod op midt om natten for at gå på arbejde, fordi de troede, det var morgen.
Den nyeste kommunikationsform, telegrafen, begyndte at opføre sig underligt i alverdens lande. Man kunne sende beskeder, mens strømmen var koblet fra, og nogle telegrafmaskiner gav endda stød og udsendte gnister.
Årsagen til alle de mærkelige fænomener var det samme. Jorden blev ramt af en ualmindeligt kraftig solstorm: Et kæmpeudbrud af elektrisk ladede partikler fra Solen.
Solstorme er voldsomme udbrud af elektrisk ladede partikler fra Solen, som kan ramme Jorden og forstyrre vores teknologi.
Solstormen i 1859 blev døbt Carrington-eventet efter astronomen Richard Carrington, der observerede aktiviteten på Solen.
»Vi har ikke oplevet noget lige så kraftigt som Carrington-eventet siden 1859, så vi kender ikke præcist omfanget af, hvad konsekvenserne vil være med den teknologi, vi har i dag,« siger Sarah Schultz Beeck, der forsker i effekterne af rumvejr.
Ifølge forskere, Videnskab.dk har talt med, er det ikke et spørgsmål om et nyt Carrington-event rammer Jorden, men hvornår.
1989: Kæmpe-blackout viste et sårbart elnet
Verdenssamfundet var i 1859 ikke afhængigt af elektricitet, men det ændrede sig.
Det fik borgerne i Québec-provinsen, Canada, at mærke i marts 1989, da en massiv solstorm ramte Jorden.
På 90 sekunder blev elnettets transformatorer overophedet, og afbryderne slog fra, så strømmen forsvandt i et enormt område.
Canadiere var fanget i elevatorer og tog, og op imod seks millioner borgeres hjem gik i sort i ni timer.
Især lande som Canada, Norge og Sverige er i fare for store strømnedbrud ved solstorme på grund af deres geografi og undergrund.
\ Hvad er en solstorm?
For at forstå hvad en solstorm er, har vi fået hjælp af Pål Brekke, chefforsker ved Norwegian Space Agency.
»Rumvejr og solstorme er en fællesbetegnelse for flere af de effekter, Solen har på Jorden. Det handler helt grundlæggende om, at der sker en masse aktivitet på Solen, der sender energi ud i rummet – noget af det helt til Jorden,« forklarer han.
»Den behagelige del af rumvejr, som vi nyder godt af på Jorden, er aurora (nordlys og sydlys, red.).«
Grunden til, at man især ser aurora langt mod nord eller syd, er, at Jordens magnetfelt er formet som en tragt.
Magnetfeltet skærmer os mod den farligste stråling fra Solen, men noget af den sendes mod nord eller syd. Så kolliderer partiklerne med atmosfæren, hvilket giver auroraeffekten.
Der er dog mindre behagelige effekter på Jorden, som også betegnes som solstorm: Enorme eksplosioner kaldet 'flares', som sender store mængder røntgen- og ultraviolet stråling (lys) mod vores atmosfære og blandt andet udfordrer radiokommunikation og satellitter.
Enkelte solstorme sender også ladede partikler såsom som protoner ud med enorm hastighed. Det kan skabe problemer for satellitter og være til fare for astronauter, som ikke er beskyttet af Jordens magnetfelt og atmosfære.
Og så er der den slags, som Carrington-hændelsen var konsekvensen af: Coronal Mass Ejection (CME).
»Det er en enorm ophobning af plasma, der til sidst bryder igennem Solens magnetfelt og spys ud i rummet som et magnetisk vulkanudbrud.«
Udbruddene kan i teorien ske når som helst, men Solen har en cyklus eller ‘puls’, der gør, at der omtrent hvert 11. år er særligt mange af de voldsomme udbrud.
Den seneste cyklus toppede i 2025.
»Det toppede i virkeligheden sidste år, men vi oplever ofte, at de store storme kommer på bagkant – hvilket gør det meget spændende at være rumvejrsforsker lige nu,« tilføjer Sarah Schultz Beeck.
Rummet er stort, så selvom der er mange udbrud, er det sjældent, at Jorden ramler ind i dem. Så sent som i 2012 missede Jorden dog med nød og næppe et udbrud af Carrington-dimensioner.
I 2008 gav National Research Council i USA et bud på, hvad det dengang ville koste, hvis et nyt Carrington-event ramte i USA: 1-2 billioner dollars det første år, og derefter ville det tage 4-10 år at genopbygge det hårdt medtagne elnet.
Og det er kun i USA.
»Lande med lange højspændingsledninger, der står i grundfjeld mellem byerne, er særligt sårbare,« siger Rasmus Dalberg, katastrofehistoriker og lektor på RUC med fokus på beredskab.
De lange højspændingsledninger fungerer som en slags antenner for de elektromagnetiske forstyrrelser, solstormen forårsager. Samtidig har grundfjeldet høj modstand mod elektricitet, så det går i stedet ud over transformatorstationer.
Men selvom vores skandinaviske naboer er mere sårbare end os, er vi stadig i risikozonen.
»Vores elforsyning er ikke isoleret, så nedbrud i ét land kan sagtens ramme flere lande som en dominoeffekt,« siger Rasmus Dahlberg, der har skrevet romanen Solstorm om, hvor galt det vil kunne gå Danmark.
Vi er dog langt hen ad vejen beredt mod de strømnedbrud, der måtte opstå som følge af en solstorm, hvilket også er et punkt i Nationalt Risikobillede.
»Vi har ikke et beredskab mod rumvejr specifikt. Det hører under et ‘all hazards approach’, hvor flere sektorer skal være forberedt på blandt andet strømnedbrud.«
2003: Forvirrede traktorer viste vores satellit-afhængighed
I 2003 ramte voldsomme solstorme Jorden i oktober, hvilket har givet hændelsen det uofficielle navn ‘Halloween-stormene’.
Fly måtte omdirigeres væk fra polerne for at beskytte passagererne mod stråling, og GPS-systemerne drillede.
Forskere på Antarktis mistede radiokontakt med omverdenen i dagevis.
Op imod halvdelen af alle satellitter blev påvirket. Nogle opførte sig sært, en japansk forskningssatellit gik i stykker, og flere blev væk i en kortere periode.
\ Kan man forudsige en solstorm?
Når Solens magnetfelt er ved at bryde igennem overfladen, kan man se mørke ‘solpletter’ på Solens overflade.
Det er ofte her, der sker flares, som kan sende røntgen- og UV-stråling mod Jorden. Det rejser med lysets hastighed og tager omtrent 8 minutter om at nå Jorden.
Det kan man ikke nå at se, før det rammer. Til gengæld kan det give en indikation af, at der er risiko for et CME-udbrud af plasma.
»Den elektrisk ladede ‘sky’ bliver sendt afsted med flere millioner kilometer i timen, men der er trods alt 150 millioner kilometer til Jorden,« siger Pål Brekke.
»Så typisk vil man have en-tre dage til at forberede sig, efter vi har set glimtet, og vores instrumenter bekræfter, hvilken type af rumvejr, der er på vej mod os. Det er også de instrumenter, der gør, at vi kan lave forecasts for nordlys.«
Han påpeger dog, at der kan ske CME, uden at der har været flares.
Det gav udfordringer på Jorden.
»Vi er i stigende grad afhængige af satellitter til positionering og navigation,« siger Sarah Schultz Beeck fra DTU Space, der blandt andet forsker i konsekvenserne af voldsomt rumvejr i Grønland.
Satellitter, der bruges til navigation og positionering, for eksempel GPS-satellitter, er baseret på, at der sendes signaler fra og til satellitter igennem atmosfæren med nøjagtig tidsangivelse og position.
Men signalets rejse gennem atmosfæren kan blive forstyrret af elektrisk ladede partikler, når vi rammes af solstorme.
»Det kan påvirke navigationsudstyr, målinger i byggeri og minedrift, forsvarsteknologi, kommunikation, droner, landbrug og så videre.«
Landbruget oplevede problemer under Halloween-stormene i 2003, fordi det bruger flere selvkørende systemer. En hændelse, der gentog sig under en solstorm i 2024, hvor systemerne var blevet langt mere sofistikerede.
»Landbruget er en af de industrier, hvor maskinerne er blevet mere autonome på grund af satellitterne til navigation og positionering. Det bliver brugt til såning, høst, vanding, gødning og så videre. Så man blev simpelthen nødt til at indstille dele af landbruget, mens solstormene stod på.«
Når navigations- og positioneringssatellitterne er forstyrret, rammer det også de sektorer, der er afhængige af meget nøjagtige tidsangivelser - for eksempel banksektoren.
»Der er ekstremt nøjagtige atomure på satellitterne, som blandt andet bruges til at tidsstemple pengeoverførsler. Så når der er forstyrrelser i satellitternes signaler, kan det også give udfordringer for banker, forretninger og aktiemarkeder.«
2025: ‘Proton-regn’ på ISS viste os faren ved rumrejser
Vi jordboer er særdeles godt beskyttet mod meget af Solens farlige stråling på grund af Jordens magnetfelt.
Men hvad så med dem, der opholder sig uden for Jordens beskyttelse?
»Det er en udfordring for rumrejsende, som man tager meget alvorligt,« siger Pål Brekke, chefforsker ved Norwegian Space Agency.
»Med en solstorm følger ofte ‘protonregn’, der gradvist river vores DNA-strenge fra hinanden. Det er sådan set ikke meget anderledes, end hvis man befandt sig tæt på en radioaktiv kilde.«
Astronauter på ISS er stadig beskyttet af Jordens magnetfelt, men uden atmosfæren til også at afbøde stråling er de mere udsatte end os andre.
Det har de taget konsekvensen af flere gange, når deres instrumenter advarer mod øget protonstråling.
Så sent som i november 2025 vurderede kosmonauterne – den russiske pendant til astronauter – på ISS, at de hellere måtte tilbringe natten i rumstationens laboratoriemodul, der har mere effektiv beskyttelse mod stråling.
Længere ude i rummet, hvor Jordens magnetiske skjold ikke kan nå, er det mere kritisk.
I 1972 udbrød der en voldsom solstorm midt imellem de bemandede Apollo 16- og Apollo 17-missioner til Månen.
»Hvis det havde ramt dem, mens de var på vej mod Månen, kunne de være døde inden for uger eller måneder på grund af så voldsom stråling,« siger Pål Brekke.
Rumagenturerne og rumindustrien er opmærksomme på problemet og arbejder med materialer, der kan sikre astronauterne bedst muligt.
De fire astronauter på Artemis II havde mulighed for at krybe i relativ sikkerhed under gulvet, dækket af tasker og andre materialer, for at beskytte sig.
»På en seks måneders rejse til Mars er det dog endnu mere kritisk. Og Mars selv har ikke et magnetfelt eller atmosfære til at beskytte os,« siger Pål Brekke.
»Så man arbejder på at arbejde mere med plastiske materialer og vand, der hjælper med at afbøde strålingen.«
