Aerodynamik – altså hvordan luftmodstand påvirker cykelryttere – er en meget væsentlig faktor i landevejscykling. Det gælder især for en cykelrytter, som kører alene eller forrest i en gruppe – især ved høj hastighed.
Hvor meget det betyder, kan du selv mærke ved at køre hurtigt ned ad en bakke i henholdsvis oprejst position og klassisk ‘nedkørselstil’ godt foroverbøjet over styret.
Der er forskellige måder at teste aerodynamikken mere videnskabeligt på. En mulighed er at placere rytteren på cyklen i en vindtunnel og analysere strømmen af luft som passerer gennem tunnellen.
En anden mulighed er at få rytteren til at cykle med en konstant hastighed, men med forskellige siddestillinger eller med forskelligt udstyr, og så måle den arbejdseffekt der leveres gemmen pedalerne.
Det sidste kan for eksempel gøres på en indendørs cykelbane, hvor man kan opnå omtrent stabile temperatur- og vind-forhold.
Når man gør en rytters siddestilling mere aerodynamisk, sker der ofte det uhensigtsmæssige, at det går ud over kroppens fysiologiske respons. Med andre ord påvirker sidestillingen kroppens reaktion og evne til at arbejde bedst muligt.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det kan for eksempel være, at aktiveringen af musklerne bliver mindre effektiv, eller at der ophobes mere mælkesyre i blodet.
Derfor kræver det faktisk en meget teknisk, omhyggelig og individualiseret analyse med en del testkørsel at finde det optimale kompromis mellem en god aerodynamisk siddestilling og gode arbejdsbetingelser for hver enkelt rytter.
Chris Anker i en vindtunnel
Professionelle cykelryttere eksperimenterer ofte med aerodynamik, både i vindtunneller og på cykelbaner.
I videoen for oven kan høre Chris Anker Sørensen fortælle om sine erfaringer med test og forbedringer af aerodynamik.
