Var vore neandertalske forfædre kunstneriske?

»Stammer vi fra aberne?!?«

Sådan kunne det meget vel have lydt noget vantro fra kirken og de gejstlige, da det blev alment anerkendt, at mennesket ikke var skabt for 6.000 år siden, sådan som teologer havde beregnet ud fra Bibelen – men at vi derimod stammede fra aberne.

Det var med andre ord svært at leve med – men det fandt man hurtigt en løsning på.

Den bestod simpelthen i at skubbe menneskets adskillelse fra abetilværelsen 15-30 millioner år tilbage. Dertil mente man, at mennesket var færdigudviklet kort tid efter denne adskillelse, og at dette var sket i Europa.

Dette billede blev ikke fundamentalt ændret, da man efter Anden Verdenskrig accepterede, at mennesket stammede fra Afrika og ikke Europa.

De næste mange søndage kan du læse en ny artikel om menneskets teknologiske udvikling og konsekvenserne heraf.

Igen blev dette til at leve med, da man antog, at kun det fysiske eller zoologiske menneske var udviklet i Afrika. Intelligensen havde – efter udvandringen for mange millioner år siden fra Afrika – udviklet sig i Eurasien.

De forskellige fund af kranier med stort hjernerumfang man havde gjort i Afrika kunne jo forklares med, at vi her i Europa var snu nok til at søge mod syd for at undgå istidens kulde.

I 1980’erne, blandt andet i forlængelse af de tidligste DNA-analyser, blev det klart, at det moderne menneske, Homo sapiens, både fysisk og intellektuelt stammede fra Afrika.

Dette var for nogle en svær pille at sluge, for det betød blandt andet, at afstanden til aberne blev så kort som cirka fem millioner år. Det var lige tæt nok på.

En om mulig sværere pille at sluge var, da neandertalerne begyndte at blive anset for klogere og klogere i takt med den nyeste forskning (det skrev jeg om i foregående afsnit af serien her).

Dermed nærmede – og nærmer – de sig os, Homo sapiens, med gevaldige skridt.

Hvordan de gør det, skal vi se i dette syvende afsnit af min serie om menneskets teknologiske udvikling, hvor det skal handle om opfindelsen af det mest menneskelige af alt: Kunsten.

Fandt vi selv på symbolsk kommunikation?

I 2013 da man opdagede, at neandertaleren var en af vore ikke så fjerne forfædre, begyndte en forøgelse af neandertalernes intelligens at karakterisere forskningen.

Et centralt led i debatten om opdateringen af neandertaleren var, om det var den eller Homo sapiens, der havde skabt de tidligste symbolske tegn - det vil sige udtryk for evnen til abstrakt kommunikation, noget, der igen kunne indikere, at de pågældende havde et abstrakt sprog.

Her drejer det sig især om tolkning af relevante fund fra perioden for mellem 60.000 og 35.000 år siden.

Hvis man ikke finder knogler fra udøverne, er det vanskeligt at sige, om hulebilleder, smykker - som for eksempel farvede sneglehuse med hul i - og formodet brug af okker til farvning af kroppen og andre ting skal tilskrives neandertalere, Homo sapiens eller måske blandinger.

Den mest almindelig løsning på det har været at henvise til tidsbestemmelser: Var fundet ældre end 40-45.000 år gammelt, stammede det fra neandertalere, var det yngre, kunne det stamme fra Homo sapiens.

Men da tidsbestemmelserne er meget usikre, samtidig med at man ikke har helt styr på, hvornår Homo sapiens dukkede op i de forskellige egne af Europa, er dette ikke en sikker metode.

Der er altså delte meninger om, hvilke symbolske kulturelementer eller kunstformer, som skal tilskrives vores nu nok så intelligente grandonkler og -tanter, neandertalerne.

I det følgende vil jeg præsentere nogle af de fund af Moustérien-kultur (den kan du læse mere om i afsnit fem og seks) fra perioden for mellem 60.000 og 40.000 år siden, der har været debat om.

De ældste tegn på æstetisk sans i forbindelse med neandertalere er nogle 169.000-226.000 år gamle fod- og håndaftryk fra børn.

Huler med abstrakte tegn

I en hule på Gibraltar, Gorman’s Cave, har man udgravet Moustérien-kultur. Efterhånden som man kom længere ned, viste der sig et abstrakt mønster på klippevæggen med to streger, der krydses af andre lige streger.

Finderne var ikke i tvivl. Dette var lavet af en neandertaler for mere end 39.000 år siden, og dermed på et tidspunkt, hvor der ikke var moderne mennesker så langt mod syd på den Iberiske Halvø.

Det viser ifølge disse forskere, at neandertaleren har kommunikeret symbolsk.

Omvendt mener kritikere af idéen om neandertalernes abstraktionsevne, at disse hulemalerier er blevet lavet af Homo sapiens eller måske blandinger.

Ved indgangen til den tyske Einhornhöhle i Nedersachsen har man fundet et 51.000 år gammelt stykke knogle med systematisk placerede indskæringer i.

Der synes ikke at være tvivl om, at det er en neandertaler, der har lavet dette.

Knogleindskæringerne synes uden nogen praktisk funktion, selv om det ikke helt kan udelukkes, at det er lavet af en blandingsart eller er noget, neandertalerne har lært ved kontakt til de Homo sapiens, som i den periode var på vej ind i Europa.

Det er dog ret usandsynligt, da det moderne menneske på dette tidspunkt var mindst 5.000-7.000 år væk fra dette område.

En forhistorisk kugleramme

Endnu ældre er et stykke kæbeknogle fra en hyæne fra Les Pradelles i Frankrig, som en neandertaler for 60.000-72.000 år siden skar en række parallelle streger i, som om han eller hun talte eller holdt regnskab over et eller andet.

Dette har sat gang i en debat om, hvorvidt det at tælle ikke kun er en egenskab eller evne hos Homo Sapiens, men også hos neandertaleren.

Der er også den mulighed, at hakkene har været brugt til at huske meddelelser, som man kender det fra Australien, hvor indfødte sendebude havde den slags huskeredskaber, når de skulle aflevere meddelelser langt væk.

I Cueva de Ardales i Spanien har man fundet nogle røde malede pletter på nogle drypsten dybt inde i hulen, og disse pletter er bestemt til at være ældre end 65.000 år gamle.

Der er ikke andre forklaringer på deres tilstedeværelse, end at de er sat der med vilje med en jernholdig farve, som ikke stammer fra hulen.

Igen må det tolkes på den måde, at disse drypsten betød noget symbolsk for neandertalerne, der levede i hulen.

Der fremlægges således flere og flere indicier på, at neandertalerne afsatte tegn uden en egentlig funktionalitet, hvorfor de tolkes som tegn på, at de har skullet kommunikere et eller andet.

Det tyder på, at neandertalerne benyttede sig af symbolsk kommunikation.

Dette modsvares af, at det bliver mere og mere vanskeligt at fastholde, at disse tegn er naturligt skabt. Tegnene kunne også være noget Homo sapiens eller blandingsarter har skabt; eller de kunne skyldes, at neandertalerne imiterer noget, de har set Homo sapiens gøre, men uden at kunne forstå betydningen – ligesom en papegøje, der kan sige ord.

Neandertaler i farver

Endnu en genstand, ja faktisk et materiale, som ikke synes at have teknisk funktionel værdi, er okker.

Brug af okker til farvning må forudsætte en form for æstetisk sans og sans for symbolsk kommunikation.

I Holland er der fundet spor af okker, som må være transporteret mindst 40 kilometer for mellem 200.000 og 250.000 år siden – og dermed altså utvivlsomt af neandertalere (se oversigt over de forskellige kulturer og tilhørende homininer i den første artikel i denne serie).

Også andre farvestoffer er fundet i forbindelse med neandertalerudgravninger.

Neandertalerne farvede smykker fra havet

I Fumanehulen i nærheden af Verona i Italien har man fundet 44.000 år gamle rester af flere forskellige rovfugle, som kun har skæremærker og afbrækningsmærker på vingerne. De synes således ikke at være fanget for kødets, men for fjerenes skyld.

Disse har på en eller anden måde skullet symbolisere et eller andet, måske status.

Her har man også fundet en 45.000 til 47.600 år gammel havsnegleskal med stænk af okker, som dermed må være blevet transporteret over 100 kilometer fra sit oprindelsessted ved kysten. Måske var den et hængesmykke, måske en beholder til at transportere okker i.

Dette viser, at farvning af skaller og deres anvendelse på en eller anden måde var en del af Moustérien-kulturen, som den blev praktiseret af neandertalerne.

Neandertalerne beherskede således symbolsk kommunikation og adfærd – længe før Homo sapiens.

Muslingesmykker førte til gennembrud

I to huler i provinsen Murcia i Spanien er der fundet 50.000 år gamle muslingeskaller med farvepigmenter, hvor farvepigmenterne må være hentet op til 7 kilometer væk.

Det interessante ved disse fund er, at dateringen er ret præcis i modsætning til mange af de tidligere fund, så det viser mere sikkert end nogle af de tidligere fund, at neandertalerne har kunnet kommunikere symbolsk.

Der var stadig stor debat om disse funds tilknytning til neandertalerne, men så i 2018 skete der et gennembrud.

I hulen Cueva de los Aviones i det sydøstlige Spanien fandt man 115-120.000 år gamle muslingeskaller, der var farvet rødlige og gullige med okker.

Der kunne ikke være tvivl om, at de stammede fra neandertalerne, som således må have haft sans for æstetik eller symbolsk tænkning.

Og dette udbygges ved fund af abstrakte figurer, håndaftryk og billeder af dyr i nogle spanske huler, som ud fra de lag, de ligger over farverne, er ældre end 64.800 år og således mere end 20.000 år ældre end de første spor af moderne mennesker.

Dette må igen betyde, at neandertalerne har haft evnen til abstrakt sprog.

Dette fund viser altså, at der kognitivt ikke har været så stor forskel på det moderne menneske og neandertaleren, som vi hidtil har troet (se blandt andet hér og hér).

Var neandertalerne musikalske?

I 1995 fandt man i en hule i Slovenien en cirka 60.000 år gammel knogle fra en hulebjørn med to huller i samt markering af et hul i hver ende og måske et hul til tommelfingeren under knoglen.

Blæste man i den, viste det sig, at man med hullerne kunne skabe toner. Knogleinstrumentet blev straks set som et bevis på, at neandertalerne kendte til musik.

Kritikken af denne såkaldte Divje Babe-fløjte var dels, at hullerne stammede fra et rovdyrs tænder – en hulebjørn eller en ulv – dels at fløjten stammede fra en Cro-Magnon, altså et tidligt moderne menneske.

Den var således ikke en del af Moustérien-kulturen, men af en af de efterfølgende kulturer, Aurignacien-kulturen.

Forskellige eksperimenter viste både, at hullerne kunne stamme fra rovdyrs bid, og at dette ikke kunne lade sig gøre, da rovdyrbid ville flække knoglen og ikke lave huller.

En nærmere undersøgelse af brudfladerne viste, at rovdyr havde bidt i de to ender, men det var sket, efter at hullerne var lavet.

Denne fløjte skulle således ifølge sidstnævnte undersøgelse vise, at neandertalerne kendte til musik, hvorfor de også havde kunnet tale – og eventuelt synge – men dette har dog ikke standset debatten.

Den aktuelle neandertaler

Sammenfatter man den opfattelse, der breder sig i dag blandt forskerne, så var neandertaleren jæger-samlere og fiskere, som levede i små, mobile grupper.

De beherskede ilden, og de havde skindtøj, som blev syet sammen med ben-nåle, så de kunne leve i kolde områder.

De tog sig af handikappede børn, voksne og gamle, der ikke kunne klare sig selv.

Bemalede perler og skaller samt det, at de begravede deres døde, viser, at de beherskede symbolsk og abstrakt kommunikation. Knoglefund viser endvidere, at de havde de fysiske forudsætninger for at kunne tale.

Og med ét var de væk – eller rettere: Ret pludseligt er der ikke flere fund af neandertalere.

Neandertalernes periode sluttede ganske hurtigt, og med deres endeligt led også den nære sammenhæng mellem én menneskeform og én bestemt kultur døden.

Nu fik et nyt og åbenbart langt mere kreativt menneske, Homo sapiens, monopol på jorden, og den udviklede en mangfoldighed af kulturer.

For sidste gang skabtes der en fælleseuropæisk kultur, som blev til utallige mindre kulturer frem mod istidens afslutning.

Denne i forhold til tidligere tider så revolutionære periode er emnet for den sidste artikel i min serie om menneskets teknologiske udvikling.