I det meste af det 20. århundrede blev menneskets oprindelse ofte forklaret som et træ med en stamme, der deler sig i grene og mindre kviste. Hver menneskeart blev opfattet som en særskilt gren.
Dengang jeg læste på universitetet, lærte jeg, at Homo sapiens var én af disse grene, som opstod i Afrika, spredte sig over hele verden og fortrængte alle andre menneskearter undervejs.
Neandertalere, Homo erectus og andre tidlige slægtninge blev betragtet som evolutionære 'blindgyder', der udviklede sig i en særlig retning og uddøde uden at efterlade sig nogen efterkommere. Men den opfattelse er i løbet af de seneste 30 år blevet vendt på hovedet.
Den enkle fortælling holder simpelthen ikke længere takket være ny forskning og nye studier som for eksempel et studie publiceret for nylig i tidsskriftet Nature af Qiaomei Fu fra Det Kinesiske Videnskabsakademi og hendes kolleger.
Udvekslede gener med denisovanere
Her er det lykkedes at gøre noget, der for bare 10 år siden ville forekomme umuligt: At hente biologisk information fra Homo erectus-fossiler, som er alt for gamle til at indeholde brugbart DNA.
I stedet for DNA har forskerne analyseret gamle proteiner fra emaljen på seks tænder fundet tre forskellige steder i Kina: Hexian, Sunjiadong og Zhoukoudian, hvor rester af det såkaldte Peking-menneske blev fundet. Tænderne er cirka 400.000 år gamle.
Homo erectus regnes for den første menneskeart, der forlod Afrika, og fund tyder på, at arten nåede til Eurasien for næsten to millioner år siden. Det er samtidig den mest udbredte menneskelige forfader, vi kender.
\ Læs også
Det nye studie peger på, at Homo erectus udvekslede gener med denisovanere i Østasien for omkring 400.000 år siden.
Studiet foreslår, at noget af denne genetiske arv stadig findes hos nulevende mennesker i Filippinerne, Papua Ny Guinea og andre dele af Sydøstasien.
Det hårdeste væv i kroppen
Tandemalje er det hårdeste væv i kroppen, og proteinerne i emaljen overlever, længe efter at DNA'et er nedbrudt og ikke længere kan udvindes. Det, forskerholdet fandt i disse proteiner, er bemærkelsesværdigt.
Alle seks prøver deler en hidtil ukendt aminosyrevariant – et lille molekylært kendetegn, hvor ét enkelt bogstav i proteinsekvensen er ændret, og som aldrig før er set hos arter, der er mest beslægtet med mennesket, hverken levende eller uddøde.
Denne variant samler de østasiatiske Homo erectus-fund i en særskilt gruppe. Det bekræfter deres tilhørsforhold og afgør en længere debat om, hvorvidt de usædvanlige fossiler fra Hexian overhovedet var Homo erectus.
En anden variant, som de også deler, er dog ikke unik for Homo erectus.
Den findes nemlig også hos denisovanerne, som var en gådefuld uddød menneskegruppe, som vi især kender fra fund i en sibirisk hule. Den tilsvarende genetiske variant optræder hos nulevende mennesker med en hyppighed på omkring 21 procent i Filippinerne og cirka 1 procent i Indien, fordelt på en måde, der passer med, at den er kommet ind i moderne mennesker via denisovansk genetisk ophav.
Den mest nærliggende tolkning er, at H. erectus-populationer i Østasien overførte denne variant til denisovanerne gennem parring, og at denisovanerne senere videregav den til forfædrene til nutidens befolkning i Sydøstasien og Oceanien. Denne slags overførsel af genetisk materiale mellem arter kaldes introgression.
Den udviklingslinje, vi engang troede var en blindgyde, viser sig altså at have efterladt et lille, men målbart aftryk i nulevende menneskers arvemasse; en molekylær rød tråd, der forbinder en tand fra Peking-mennesket med mennesker i Asien i dag.
Et mønster, der går igen
Men betydningen af studiet rækker langt videre end netop denne variant eller de specifikke befolkninger. Det viser først og fremmest, at parring mellem forskellige, ældre menneskearter ikke var undtagelsen, det var normalt.
Næsten alle de menneskearter, vi i dag kan analysere genetisk, viser tegn på genetisk blanding. Moderne mennesker uden for Afrika bærer omkring 2 procent neandertaler-DNA. Papuanere og oprindelige australiere har yderligere 2–5 procent denisovansk genetisk ophav.
I Vestafrika finder man genetiske spor efter en endnu ukendt tidlig menneskeart. Selv denisovanerne har fået tilført gener fra en endnu ældre og mere fjernt beslægtet gruppe, formentlig Homo erectus, hvilket det nye studie også peger på.
En artikel fra 2019 i American Journal of Physical Anthropology dokumenterer mindst tre forskellige tilfælde, hvor gener fra denisovan-lignende befolkninger er blevet overført til forfædre til nutidens mennesker i Sydøstasien og Oceanien, nogle så sent som for 20.000 år siden.
Vidtrækkende konsekvenser
Billedet er altså ikke ét med klart adskilte slægtslinjer, men snarere et indviklet netværk af kontakt og udveksling, der strækker sig over millioner af år.
Konsekvenserne er vidtrækkende. Vores arvemasse er ikke resultatet af én ubrudt slægtslinje, der stammer fra Afrika. Den er snarere en mosaik, sammensat af bidrag fra flere forskellige fortidsmennesker, som hver især var tilpasset deres lokale miljø.
Nogle af de genetiske varianter, der stammer fra denisovaer og findes i papuaneres arvemasse, ser for eksempel ud til at påvirke immunforsvaret.
De funktionelle konsekvenser af den variant fra Homo erectus, som er identificeret i det nye studie, er endnu ukendte, men erfaringer med andre gener, der er blevet overført mellem arter, tyder på, at tilpasning til nye miljøer kan have spillet en rolle.
'Spøgelsespopulationer'
Endnu mere fascinerende er studiets bud på de mange befolkninger, vi endnu ikke har kunnet studere.
- Homo erectus overlevede i Indonesien helt frem til for måske 100.000 år siden.
- Homo floresiensis, som er navnet på en lille hominin i Homo-slægten, der levede på øen Flores i Indonesien, da moderne mennesker ankom.
- En anden menneskeart, Homo luzonensis, fandtes i Filippinerne.
Ingen af disse grupper har efterladt sig brugbart DNA, og indtil nu har vi slet ikke haft en form for molekylære data fra dem. Spørgsmålet er derfor, om de også eller i hvert fald delvist blev opslugt af de menneskepopulationer, der senere afløste dem?
Indtil videre har genetiske analyser af nulevende mennesker ikke tydeligt afsløret deres spor, men de metoder, man hidtil har haft til rådighed, har været begrænsede.
Fra træ med grene til flettet flod med mange løb
Den proteomiske metode, som det nye studie demonstrerer, peger på en vej frem. Hvis man kan udvinde proteiner fra tandemalje hos Homo erectus, der er 400.000 år gammel, er det muligt, at samme metode kan bruges på materiale fra H. floresiensis eller H. luzonensis – og måske endelig afdække, om også de har bidraget genetisk til senere mennesker.
Den gamle metafor med ét træ og én stamme, der deler sig i tydelige grene er stille og roligt blevet opgivet i forskningen.
I stedet giver det måske bedre mening at forestille sig udviklingen som en flettet flod med mange løb, der til tider flyder sammen og til tider skilles ad, mens vandet hele tiden bevæger sig fra det ene løb til det andet.
Dette nye studie er endnu en bekræftelse af, at når fortidens menneskearter forsvandt, efterlod de ikke kun en tom plads, men også spor af sig selv i os, der lever i dag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
