Har du børn, så ved du nok, at det kan være umuligt at få dem til at spise grøntsager. Du har måske blendet dem til uigenkendelighed i kødsovsen eller skjult dem i en smoothie.
Nu har et hold forskere fra blandt andet Durham University i England fundet tegn på, at små børn ser ud til at være mindre tilbøjelige til at reagere negativt på lugten af grøntsager, som de gentagne gange er blevet udsat for inden fødslen.
Forskerne gav de gravide kvinder pulverkapsler med enten kål eller gulerod i. Derefter undersøgte de først fosterets ansigtsudtryk ved hjælp af en ultralydsscanning. Da børnene var henholdsvis tre uger og tre år, lod forskerne dem lugte til en vatpind dyppet i samme grøntsager.
Her kunne de se, at børnene, som havde fået gulerod i livmoderen, reagerede positivt på duften af gulerod, mens de lavede grimasser til lugten af kål.
Og så kan man jo være tilbøjelig til at tænke, at det er, fordi kål lugter lidt af prut. Men det viste sig faktisk, at det samme gjaldt for guleroden, når moderen havde spist kapsler med kål.
»Det tyder på, at børn kan huske smage og dufte, de bliver udsat for sent i graviditeten, og at det måske kan påvirke, hvad de kan lide at spise flere år senere,« fortæller Nadja Reissland, der er professor i psykologi og hovedforfatter af studiet, som er publiceret i Developmental Psychobiology.
Fostervandet smager af gulerod og kål
Det er velkendt, at smags- og duftnuancer fra gravides kost bliver overført til fostervandet, forklarer Nadja Reissland til Videnskab.dk.
»Hvis en gravid spiser meget karry, kan fostervandet lugte af karry. Spiser hun meget fisk, kan det lugte af fisk. Fostervandet bærer altså tydeligt præg af den mad, moderen spiser,« siger hun.
Fosteret drikker fostervandet i løbet af graviditeten, og på den måde bliver det eksponeret for forskellige smagsnuancer tidligt. Det betyder ikke, at fostervandet smager præcis af pizza eller appelsinjuice, men studier viser, at især nogle smagsstoffer som blandt andet gulerod, hvidløg og anis kan ændre fostervandets lugt og smag.
Det samme gælder for kapslerne med gulerod og kål i, som forskerne gav kvinderne i studiet. Selvom grøntsagerne var omdannet til pulver, så var smagsmolekylerne stadig deri - og omkring 20 minutter efter reagerede fostrene med enten positive eller negative ansigtsudtryk.

Unikt studie - men med mange forbehold
Det nye studie er i sig selv ret usædvanligt, fordi forskerne har fulgt de samme børn, fra de lå i deres mors maver og flere år frem, fortæller Anne Ahrendt Bjerregaard, postdoc i Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse i Sektion for Epidemiologi.
Hun har tidligere forsket i sammenhængen mellem mødres kost og deres børns helbred senere i livet.
»Det er unikt, at de har kunnet gøre brug af skanningsbilleder af fosteret og samtidig kunne følge de samme børn og tage billeder både 3 uger efter fødslen og op til 3 år efter,« siger hun.
Men studiet har en del begrænsninger. Der var nemlig kun 12 børn, der deltog i opfølgningen som 3-årige, og det gør det derfor svært at konkludere noget generelt om resultaterne, forklarer begge forskere.
Nadja Reissland og hendes forskerhold kontrollerede samtidig ikke for, hvad børnene spiste efter fødslen. Amning, overgangskost og familiens madvaner kan nemlig også have spillet ind på børnenes reaktioner.
Børnene kan i princippet godt have fået både kål og gulerod senere i opvæksten, og det gør det svært at afgøre, om deres reaktioner som treårige skyldes den tidlige eksponering i livmoderen, eller fordi de nu er vant til at spise det.
»Vores smagspræferencer udvikler sig både under graviditeten, når vi får modermælk, og når vi begynder at spise rigtig mad. Hvor stor betydning hvert stadie har, ved vi stadig ikke helt,« forklarer Anne Ahrendt Bjerregaard og uddyber, at studiet stadig er et vigtigt bidrag til at forstå, hvordan smag udvikler sig tidligt i livet.
Desuden fortæller Nadja Reissland, at næsten alle mødrene sagde, at deres børn ikke spiste kål, fordi de ikke brød sig om det. Men de børn, der havde været udsat for kålkapslerne reagerede alligevel mere positivt både ved tre uger og tre år.
Gravide skal ikke styre barnets smag
Det er vigtigt, at gravide ikke opfatter resultaterne som en løftet pegefinger, understreger Nadja Reissland.
Det er ikke sådan, at bestemte grøntsager kan ‘programmere’ et barn til med sikkerhed at elske de grøntsager senere i livet. »Det er vigtigt ikke at give mødre skylden for, hvordan deres børn spiser,« siger hun.
Hun forklarer, at både gener, kultur og opvækstmiljø spiller en stor rolle for børns madvaner - og at mange børn omkring to-årsalderen som en naturlig del af deres udvikling bliver selektive med, hvad de propper i munden.
Samtidig påpeger Anne Ahrendt Bjerregaard, at der stadig er stor usikkerhed om, hvordan smagspræferencer udvikler sig allerede i fosterstadiet. Derfor bør gravide ikke blive forvirrede, men fortsat følge de danske kostanbefalinger.
\ De officielle kostråd til gravide
Under graviditeten stiger behovet for energi og næringsstoffer. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at gravide følger de officielle kostråd og især skruer op for fødevarer som grøntsager, frugt, bælgfrugter, fuldkorn, fisk, æg, mejeriprodukter og nødder. Til gengæld bør man begrænse søde sager, snacks og sukkerholdige drikke - selvom det kan være svært.
De officielle kostråd
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Anbefalede kosttilskud under graviditeten
- Folsyre: 400 mikrogram dagligt fra graviditeten planlægges til og med uge 12
- D-vitamin: 10 mikrogram dagligt gennem hele graviditeten
- Jern: 40-50 mg dagligt fra graviditetsuge 10
- Calcium: 500 mg dagligt, hvis du ikke får nok gennem kosten
Kilde: Fødevarestyrelsen
Smag starter måske tidligt – men vi ved stadig for lidt
På sigt håber Nadja Reissland at kunne lave større studier, der kan gøre os endnu klogere på, hvordan smag udvikler sig allerede før fødslen.
I fremtiden kan det måske give idéer til nye måder at arbejde med smag i graviditeten, for eksempel gennem kost eller kosttilskud.
»Hvis gravide ikke har tid til at lave mad, ikke bryder sig om smagen eller ikke har råd til at købe grøntsager, så kunne man måske bruge kosttilskud med sunde fødevarer i stedet. På den måde bliver fosteret vant til smagen, og det kan måske få betydning for, hvad barnet senere vil spise,« siger hun.
Både Nadja Reissland og Anne Ahrendt Bjerregaard pointerer, at det stadig er meget tidlig forskning, og at vi stadig mangler mange svar.
Indtil videre peger studiet mest på én ting: at vores forhold til mad måske starter tidligere, end vi troede - men at vejen fra foster til grøntsagsspisende barn stadig er langt fra kortlagt.
































