Først ansås neandertalerne som dumme halvaber, men med tiden blev vi klogere

Mennesket er noget helt særligt, et unikum. Vi er radikalt anderledes end vores såkaldte ’fætre og kusiner’, neandertalerne.

Hvor Homo Sapiens er det rationelle menneske, er Homo Neanderthalensis et dumt dyr.

Eller hvad?

Grænsen mellem Homo Sapiens og aber eller andre menneskearter er mildest talt et sprængfarligt emne. For hvad nu, hvis vi ikke er noget særligt?

Moustérien-kulturen, der tog sin begyndelse for cirka 100.00 år siden (som du kan læse meget mere om i foregående afsnit af denne serie) er et godt eksempel på kontroversen.

Kulturen blev forskernes kampplads om forskellen på og adskillelsen af neandertalerne og Homo Sapiens.

Neandertaleren er nemlig den centrale udøver af Moustérien-kulturen, men også de tidlige Homo sapiens havde denne kultur.

Det gjorde – og gør – det vanskeligt at skelne neandertalernes aktiviteter fra Homo Sapiens’.

Kampen om forhistorien var vigtig for vores identitet

Skellet mellem de to menneskearter var helt centralt i forhold til at give Homo Sapiens en særegen og overlegen identitet. Der skulle således gerne være et markant brud mellem neandertaleren, (fordi den er os nærmest), og os selv.

Derfor har der været en lang debat om tilskrivelsen af bestemte fund til den ene eller den anden menneskeart fra årtusinderne frem mod for 40.000 år siden, da en lettere neandertal-blandet Homo Sapiens blev enerådende.

Årsagen er, at det var sjældent at finde både knogler og udtryk for æstetisk sans (det har jeg skrevet om i artiklen her) på samme sted og i samme lag.

Dertil er tidsbestemmelser af fund uhyre vanskelige, idet genstandene kan være flyttet eller gravet ned af senere beboere, ligesom frost eller vand kan være årsag til, at genstande synker ned i dybereliggende og dermed ældre lag. Endelig kan dyr have gravet dem op eller ned eller flyttet dem.

Her er der virkelig grundlag for kamp om forhistorien – især når man befinder sig i tidsrummet mellem for 60.000 og 40.000 år siden.

Det handler dette sjette afsnit i min serie om menneskets teknologiske udvikling om.

De umælende dyr tager til orde

Et helt centralt punkt i denne kamp har været, om neandertalerne havde evnen til symbolsk og abstrakt tænkning og kommunikation såvel som evnen til at skabe komplekse redskaber.

Det har mange forskere tidligere benægtet, men denne afskrivning af neandertalernes evner er nu under stærk forandring.

Et klassisk eksempel i debatten om neandertalernes evne til abstrakt tænkning drejer sig om, hvorvidt neandertalerne begravede deres døde og dermed havde abstrakte ideer om noget efter døden – eller om de blot i nogle tilfælde gravede de døde ned, måske for at undgå, at ligene tiltrak rovdyr.

I Shanidarhulen i Irak fandt man i forbindelse med et 60.000 år gammelt neandertalerskelet pollenaflejringer fra otte forskellige slags blomster, placeret i to bunker.

På trods af, at dette fund var unikt, konkluderede forskerne, at dette måtte betyde, at en bevidst symbolsk handling: en egentlig begravelse måtte have ligget bag nedgravningen.

Et modsvar kom i 1999, hvor en amerikansk antropolog påviste, at en gnaver (Meriones persicus), der stadig levede i området, samlede blomsterhoveder i bunker, hvad der kunne forklare pollenansamlingerne.

Fundet af pollen fra forskellige blomster kunne således ikke bevise, at neandertalerne havde nogen abstrakt opfattelse af døden og dermed et højt kognitionsniveau.

Der er fundet op imod 30 af denne slags nedgravede neandertalere, hvor nedgravningen kan tolkes som en begravelse såvel som en blot og bar nedgravning.

Den ældst kendte helt sikre begravelse er 115.000 år gammel og fra Skhul i Israel.

Her drejer det sig om en anatomisk moderne mand, en Homo Sapiens. Han blev fundet i 1930’erne og først klassificeret som tidligere menneskeform, måske en neandertaler.

\ Læs mere

Var neandertalerne så medfølende, at de begravede deres døde med blomster?

Blev neandertaleren udryddet, eller uddøde den af sig selv?

I de seneste år er der sket afgørende forandringer i synet på neandertaleren, og for at forstå det må vi lige lave en hurtig overflyvning over palæoantropologiens fremstilling af neandertaleren og dens endeligt (du kan også se en tidslinje over de forskellige arters eksistenstid i første artikel af denne serie).

Genealogisk menes neandertaleren at stamme fra heidelbergmennesket (Homo heidelbergensis), som også Homo Sapiens menes at stamme fra.

Neandertaleren eksisterede i udviklet form i godt 400.000 år frem til for 40.000 år siden, hvorefter den ligesom denisovaen (den asiatiske gren af neandertaleren) forsvandt – uddøde, blev udryddet eller blev opslugt af Homo Sapiens.

Der er således flere forskellige bud på neandertalernes forsvinden.

I dag er ideen om, at de blev brutalt udryddet af de langt overlegne Homo Sapiens, ikke længere aktuel.

Ideen synes at være en effekt af den pessimisme vedrørende vores basale natur, som to verdenskrige og et tilbageblik på kolonitidens udryddelse af indfødte folk (her tænkes der primært på Amerika) havde affødt i efterkrigstidens første årtier.

Krigenes brutalitet havde helt undermineret troen på os selv som humane.

Klimaforandringer blev måske neandertalernes undergang

Der er også den mulighed, at neandertalerne uddøde på grund af en kombination af klimaændringer og konkurrence om ressourcerne med Homo Sapiens, som nu trængte ind i deres område fra Asien og Afrika.

DNA-analyser har vist, at der i varmeperioden for 130.000 år siden var en relativt stor genetisk variation blandt neandertalerne, som man kunne forvente efter cirka 300.000 års eksistens.

Denne variation blev med den kuldeperiode, der satte ind for 110.000 år siden, reduceret til kun en enkelt type, som spredte sig i de varmere perioder i Europa og dele af Sibirien. Hvad årsagen hertil er, ved man ikke.

Indavl gjorde nu neandertalerne sårbare, og da den seneste kuldeperiode satte ind, måtte de leve i små og meget spredte grupper. Disse grupper uddøde efterhånden eller blev opslugt af daværende Homo Sapiens-grupper.

Neandertalerne efterlod sig dog sine gener. Det moderne menneske, bortset fra afrikanere fra området syd for Sahara, har 2-3 procent af deres gener fra neandertaleren.

På samme måde har asiaterne og australierne tilsvarende nogle procent denisova-gener i sig.

Det intime samvær kan være sket flere gange gennem tiden, senest gennem den periode for 40-60.000 år siden, da neandertalerne og Homo Sapiens levede sammen i Europa og Levanten (traditionel europæisk betegnelse for landene ved Middelhavets østlige bred, især Syrien og Libanon, red.).

\ Læs mere

Hvor kom neandertalerne fra?

Neandertalerne blev anset som en dum, grim og pelset abe

Da man i 1860’erne skulle bestemme de tidligste fund af knogler fra neandertalere, var de flestes bud, at der var tale om Homo Sapiens.

Nogle mente, at det var en såkaldt ’vild’, der havde forvildet sig til Europa. Andre mente, at det var en hollænder eller måske en irer. Irerne blev betragtet som lige så vilde som hottentotterne (den daværende betegnelse for khoikhoi-folket, som, man dengang mente, var meget tæt på dyrene). Khoikhoi blev dengang – sammen med de australske indfødte – betragtet som det mest vilde folk i den europæiske forskning og bevidsthed.

Atter andre bud gik på, at det var en mongolsk soldat fra Napoleonskrigene eller et almindeligt menneske med en række sygdomme og krigsskader.

I slutningen af det 19. århundrede var neandertaleren af især tyske forskere blevet kategoriseret som det første menneske, Homo Primigenius.

Denne teori fik dog dødstødet allerede i 1910, hvor en fransk forsker, Marcellin Boule, afviste, at en tysker var det første menneske – ja, at neandertaleren overhovedet var en del af menneskelinjen.

Det sidste var et krav fra de katolske patere, der havde gjort et centralt fund af neandertalere og havde overladt det til Boule at holde dem ude af menneskets historie.

Derfor blev neandertaleren fremstillet som en dum, pelset abe med en kølle i hånden foran en hule – og man konkluderede, at den var uddød for længe siden og intet havde at gøre med menneskets udvikling.

Menneskeliggørelsen af neandertaleren – dog kun fysisk

Dette negative billede af neandertaleren fortsatte frem til efter Anden Verdenskrig, hvor det efterhånden, i takt med nye fund, blev klart, at neandertaleren var en europæisk menneskeart.

Herefter ændrede man forestilling om neandertalerens fysiske udseende, men ikke om dens intelligens. Neandertaleren blev på den måde mere menneskeliggjort, men dog kun udenpå.

Dermed ville udseendet ikke vække opsigt, hvis man mødte en neandertaler på gaden. Det havde også den effekt, at vi europæere ikke havde været halvaber for ikke så lang tid siden.

På det intellektuelle plan forblev neandertalerne dog dumme helt til efter 1980.

Man mente for eksempel, at de var for dumme til at jage, hvorfor de var ådselædere. Det skyldtes, at mange knogler med skæremærker også havde mærker efter dyrs tænder.

Efter 1980 viste nøjere undersøgelser af disse knogler, at skæremærkerne var kommet først. Neandertalerne havde altså nedlagt byttet, taget noget af kødet, hvorefter hyæner eller andre kødædende dyr havde fortæret resten.

Helt dumme var de ikke længere.

\ Læs mere

Ugens podcast: Hvor dumme var neandertalere egentlig?

Fra dum til klog

I 2013 viste DNA-analyser, at neandertalerne genetisk er blandt vore nære forfædre.

Ud fra forskellene mellem neandertalernes og det moderne menneskes Y-kromosom (der kun arves gennem mænd) og mitokondrie (der kun arves gennem kvinder) synes det første intime møde at være sket for mellem 100.000 og 370.000 år siden.

Det formentlig ved, at en nu uddød gren af det moderne menneske var trængt op i Levanten i en varm og fugtig periode.

Disse neandertalere blandede sig så igen med det moderne menneske for 40-60.000 år siden, da den gren af Homo Sapiens, der blev til europæere og asiater, vandrede ud af Afrika.

Dette gav vind i sejlene til dem, der mente, at neandertalerne både kunne tænke og tale abstrakt, havde æstetisk sans og var teknologisk kreative.

Givet er det, at det nære familieskab åbnede for at hæve neandertalerens intelligens og evne til at kommunikere symbolsk frem mod det moderne menneskes.

Tegn herpå, der tidligere på grund af deres avancerede udvikling eller symbolske natur automatisk blev tilskrevet Homo Sapiens, kunne nu også blive tilskrevet neandertalerne.

Hermed smelter overgangen mellem neandertalerne og det moderne menneske sammen, så på en måde er afslutningen af Moustérien-kulturen karakteriseret ved avancerede tekniske og teknologiske udviklinger og udvikling af symbolsk kommunikation, som man i mange tilfælde ikke sikkert kan tilskrive den ene eller den anden eller blandinger.

I næste afsnit af serien zoomer jeg ind på nogle af de fund, der har vakt allerstørst debat blandt forskerne, heriblandt abstrakte huletegn, smykker, religion og sågar musik.

Problemet er at fastslå, hvem der er ophavsmand til disse opfindelser. Det kan du blive meget klogere på i næste uge.

\ Læs mere

Skarpe sten og en tommeltot gav mennesket en større hjerne

\ Læs mere

Derfor klarede Homo sapiens sig bedre i Europa end neandertalerne